Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
drøvede eller lykkelige Syner. Han er, med
Digterens Ret, baade Vinden, Efteraaret,
Maanen og — det evige Hav:
O, prøv at forstaa mig, søde Pige!
Læs mine Sange, læg dem ved dit Bryst.
Thi der staar det, jeg ikke kunde sige,
fordi mit Hjerte græd og lo af Lyst:
Jeg er som Havet, det forunderlige!
du kender kun mit Kærtegn, kun min Kyst,
de druknedes, de dødes stille Rige,
hvor intet rører sig, hvor alt er tyst.
Der vokser Tang hen over sunkne Vrag,
som ikke mere husker Bølgens Slag.
De døde sover dybt i deres Skuder
og drømmer sødt om Kvinder, drømmer kun,
Havfruer ser igenem runde Ruder,
og Fisk og Blomster lyser paa min Bund.
Saadan er Hakon Holms Sonetter — dejlige
og forrykte som Kærlighedslyrik bør være. . .
Valdemar Rordams nye Digtsamling:
Alderdoms Fæstning var Aarets største
Overraskelse. Selv om hans Fædrelandsglæde
undertiden er lidt for patetisk og en Smule
tyk i Mælet (»H. P. Hanssens Minde»,
»Dybbøl Mølle genrejst»), kan man ikke nægte,
at Stemmen stadig har bevaret den levende
og musikalske Klang, der er Ungdommens.
Lad ham rejse Danmark rundt pr. Rutebil
ved Sommertid eller tage Barnebarnet, den
yndige Unge, paa Skødet — Verset synger
muntert (og bekymret) om det flygtige
Sekund, der baade er en poetisk Evighed og
et historisk Syn:
Trespand-trukne Høstmaskiner,
Korn i Stak og Hø paa Loft;
Husmandshavens Georginer,
Herregaardens grønne Toft;
Blæsten i det vaade Linned
over Præstens Kroketplads;
Fremtidsvejen, Fortidsmindet:
Glimt i Glimt forfrisker Sindet,
hjemlig Fart gør vel tilpas.
Fjerne Sejl og Kirker lyner,
Sø og Himmel gaar i Eet;
snævre Kig og vide Syner
skifter, men vi ser dog lidt.
Damperen duver, Svinet lunter,
Cyklen jager os forbi,
og mens Timer blir Sekunder
summer Rutebilen munter
hele Danmarks Melodi.
(»Danmark rundt med Rutebilen».)
Hakon Holm.
Og hvis man vil høre, hvor tydeligt han ser
Naturens hemmelige Tegn, og hvor megen
Livsangst — og Tapperhed — han formaar
at begrave i et Digt, bør man læse hans
»Jagthilsen — fra en, der udeblev»:
Klaprende Duer, skrokkende Fasaner,
stampende Buk. Dyb Stilhed. Sneppen letter . . .
Saa hales Bukken ud af Grøftens Graner,
og fnuglet svæver over vaade Sletter
af vissent Græs en lille spraglet Fjer
fra Flyveren, som ikke flyver mer . . .
Man hilser fint, Ens Nabo nikker munter.
Dog, midt i Saatens dirrende Sekunder
af anspændt Lytten eller lynsnar Handling
hørte man Løvets Fald, saae den Forvandling,
der skjuler Vildtets og Ens egne Spor:
Hvor er den muntre Nabo fra ifjor?
Han faldt som Egekvisten, Benvedbladet
og Bukken falder; som den rappe Sneppe.
Den Blæst er vaagen og den Bøsse ladet
som fælder os. Bag Ørnebregners Teppe
hvisker det som et Suk og en Sang,
mens Jagten gaar: Din Tur er nceste Gang.
eller man kan blade frem til Side 17, hvor
han, med Aandens Dødsforagt, beskriver
IOI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
