Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Prosa
hun tappert tilbage til den Vantro, der er
Forstandens. Hun er atter — alvidende.
Tja — siger hun, mens hun slaar Hul paa sit
Morgenæg — det er en Skam der ikke findes
Klostre mere i Landet; der kunde vi ellers spærre
de religiøse Fanatikere —- eller fanatisk religiøse -—
inde. Der kunde de skabe sig saa galt de vil -—
der er jo alligevel ingen, der lægger Mærke til dem,
hverken vi Mennesker eller andre. De generer bare_
Karen Bjerresø er ikke blot en gammelklog
og højst ufærdig Frøken Filosof, hun er
ogsaa et forkælet og begavet Barn, der ikke
skjuler sine Meninger og Sympatier bag en
hemmelig Klap i det inderste Hjertekammer.
Det er en Nydelse for hende, at Moderen
græder over det syge Knæ. Kan man skrive
til en Tjenestepige, og bør man snakke med
en Mand »af ringere Stand». Nej! Hun er
ogsaa snobbet. Det glæder hende, at Søsteren,
der sover med aaben Mund, uden Pudder,
uden Læbestift og uden Rouge, allerede er
gammel, bleg og træt. Naar Tove gerne vil
giftes og have et Barn, er det hverken for
Mandens eller Barnets Skyld, men •—- siger
hun —»det er nu kedeligt at gaa ud af Verden
uden Efterkommere, der kan begræde en. . .»
Man kan altsaa daarligt beklage sig over
Vidunderbarnets — »hellige» Enfold. Hun har
endnu ikke lært at bære Maske, og netop
derfor er hendes Bog et usædvanligt og
meget lærerigt Skriftemaal.
Det er muligt, at Karen Bjerresø, der
naturligvis ogsaa er et enestaaende
Handels-geni (stadig udi egen Indbildning), bliver
Jordens rigeste Jernkonge eller —
Historieprofessor. Men kan hun ogsaa vokse sig til
Digter? Det vil Tiden afgøre. En lang Nat
er ganske vist mere Bekendelse og
Ungpigedrømme end Poesi, men hvem tør spaa —
om en sekstenaarig, der baade er
Vidunderbarn og et flinkt Penneskaft?
Joh. Wøller er Ironiker og
Kultur-Pessi-mist. Han har ikke dyppet sin Pen i Blækket
for at skrive et Bind Erindringer om Dr.
Esrom (hans andet og upyntede Jeg), men for
at afslutte et Livs Regnskab.
Selv om Rejsen til Insulinde er en Skatkiste,
fyldt med spændende Jungle-Eventyr og
Oplevelser, er Bogens bedste Gave det
Selvportræt, dens mandige Prosa tegner af en
ærlig, arbejdende Mand, der villigt
indrømmer, at han hverken er Helt eller Kriger.
Den 25-aarige Dr. Esrom, Joh. Wøller i
September 1903 sender til Java, hvor han
med Ungdommens endnu ukuede Mod paa
Willy August Linnemann.
Tilværelsen melder sig som »Officier van
Gezondheit» i den hollandske Regerings
Tjeneste, er en Romantiker, der har mistet
Troen paa »den anden og mystiske Verden,
hvori hans Sind i Virkeligheden hørte hjemme».
Men Tiden forandrer ham. Java, det
romantiske og idylliske Java, er ganske vist »nyt
som Paradisets Have» for Dr. Esrom og
hans Hustru, men Lægens Afmagt overfor
den hurtige Død og de tusind Slags hærgende
Sygdomme i Troperne lærer ham inden længe,
at »Videnskaben, der har haft sin Tid, maa
opgive alle Forhaabninger om at forklare
Livet» og — forøger hans Mistillid til Riget
af denne Verden og den moderne Kulturs
saakaldte Velsignelser.
Rejsen til Insulinde er imidlertid andet og
mere end den erfarne Mands Meninger om
Kvinder, Mennesker og Tilværelsens yderste
Gaader. . . den er ogsaa et farvestraalende
Frescomaleri af Fortidens Java og en ung
Læges nervepirrende Oplevelser i Junglen.
Joh. Wøller fører sit skrivende Værktøj
med samme Færdighed som Kirurgen sin
Kniv, og Rejsen til Insulinde er baade
fyrretyve Aar af Javas Kulturhistorie og et
bedaarende, syngende Prosadigt om Tro-
271
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
