- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtioåttonde årgången. 1939 /
315

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Tom Kristensens Lyrik. Af Harry Andersen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

To m Kr is t en s ens Ly r i k

Af Harry Änder sen

Vs__y EN SKILDRING af Digterne, som

hører til Seedorffs Generation (en Fortsættelse
af Dr. Rimestads »Den lyriske Renaissance i
Danmark»), vilde Tom Kristensen faa en
fremtrædende Plads. Saa forskellige Seedorff
og Tom Kristensen er: der er dog noget som
knytter dem sammen. De er begge
fremragende Artister; de elsker at eksperimentere
med Ordene, de kan finde usædvanlige og
overraskende Rim, de kan falde i Henrykkelse
over mærkelige og eksotiske Ord (geografiske
Navne o. 1.) og bygge Vers op med stærke
Klangvirkninger. De har begge skrevet Digte
fra Østen og givet farverige Udtryk for
Rejse-Romantik. Seedorff er en Versets Mester, en
Rytmens Betvinger, men han er Epigon. Er
Tom Kristensen andet og mere end en
Epigon ?

Hovedindtrykket af Tom Kristensens Debut
Fribytterdrømme (1920) — Drømmedigte om
fremmede Egne og Stæder, »Proletardigte»,
Viser m. m. — er noget der flimrer og støjer,
Uro og skrigende Farver. Det er en
Mulighedernes Digtsamling, der er noget ufærdigt,
men tillige noget æggende og lokkende ved
den. De mange Ord, raa og brutale, de
knaldende Farver kan helt tage Luven fra
Meningen; Ekspressionismen kan blive til den
rene Verbalisme. Livsberusningen virker ikke
ægte, Digteren vil døve os med sine Rytmer,
sine skrattende Klange og sin Farvetro. I
»Proletardigtene» møder vi en Hæslighedens
Æstetik, Digteren beskuer sine Objekter,
men han lever ikke i og med dem.

En anden Digter, som har et skarpt Øje
og en sjælden Sans for det væsentlige og
ægte, Otto Gelsted, saa tydeligt Svagheden
i »Fribytterdrømme» (i
Litteraturtidsskriftet Sirius). I 1925 tog Tom Kristensen
Afstand fra den meningsløse Skønhed i en
sønderskudt Banegaard og i et meningsløst Ord.

Den lille Samling Mirakler (1922) ligger paa
Linie med Debutsamlingen. Samme Aar kom
Digtene fra Kina Paafuglefjeren. Her sporer
vi en stor Udvikling, en større Modenhed og
kunstnerisk Beherskelse af Stoffet. Efter min
Opfattelse indeholder denne Digtsamling og

Prosabogen »En Kavaler i Spanien» Tom
Kristensens ypperste Digte; her har hans særlige
Evner udfoldet sig rigest og mest
harmonisk. I en Række Digte er Farver, Flader og
Linier i den skønneste Balance, Ordene jager
ikke hinanden hidsigt og voldsomt. Lyd og
Farver skingrer stadig, men noget nyt er
kommet til:

Og jeg blev forledt til at ane en Sjæl
i alle de Blikke jeg mødte og så,
og jeg blev forledt til at synge om det,
jeg ej kan forstå.

Ligesom de to foregaaende Digtsamlinger
viser »Paafuglefjeren» det udadvendte; men
det værdifulde er Billeder og Portrætter,
opridset skarpt og fint, grumt og spottende.
Det afgørende er, som Otto Gelsted saa
rammende har sagt det: hvad Tom Kristensen
overalt faar fat paa i Østen er dens Ro,
fordi han selv kommer med Sjælen kogende
af Vestens Uro. Men vi maa tilføje, at denne
Ro kan være ond og lurende og bære Spirer
i sig til Fordærv. Sit mest prægnante Udtryk
har Roen faaet i det fortættede Digt
»Henrettelsen», et af Tom Kristensens bedste Digte,
klart og simpelt bygget op med de elementære
Farver rød, blaa og grøn: det røde Blod, den
blaa Himmel og den grønne Bille.

Noget dybt personligt, en Længsel mod
Barndom og klare Farver, (sml.
»Nyhavns-Odyssé» i Mirakler) læser jeg ud af det
gribende Digt »Den Blinde»

Jeg dør vel snart igen
og skal atter skifte Form
for at blive til en Tudse
eller Bille.

Og jeg som er så stor,
skrumper ind til ingenting;
men mit Blik befries,
naar jeg bliver lille.

Med Øjet fuldt af Lys
skal jeg kravle ydmygt om
mellem kæmpemæssigt Græs
og store Stene.
Og denne Nat er svundet
og min Blindhed sprunget op
som en Dør, og jeg er
ikke mere ene.

315

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:07:16 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1939/0355.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free