Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Tom Kristensens Lyrik. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harry Andersen
Græsset, Stenene — det er de tabte
Bar-neaar. Nogle Aar senere er Tom Kristensen
kommet tilbage til det samme i
Slutnings-digtet i »Verdslige Sange», i »Græs», hvor en
Stemme kalder paa ham fra »Straaenes
dæmrende Haller», han vil komme, naar hans
Vanvid er forbi og han er lille nok. Tom
Kristensen ynder at maskere sig, at gøre sig kold
og haard; det er sjældent, at han udtrykker
sine Følelser direkte.
I 1926 kom den stilistisk blændende
Prosabog En Kavaler i Spanien, som ogsaa
indeholder en Række udmærkede Digte; de fleste er
optrykt i Udvalget En Fribytters Ord (1932).
Digtene er erotiske, underfundige og
spillende; de er fulde af Forfald og »Djævlerier».
I 1927 kom Verdslige Sange. Sange i
egentlig Forstand har Tom Kristensen ikke digtet.
Samlingen har to Viser, en Narrevise og en
Vaarvise; den sidste er en »tosset
Vokalharmoni», som ikke er helt ægte og overbevisende
i Klangen, det klæder Digteren forbandet ilde
at blive galant og gale; saadan noget gør
Hamsun ulige bedre. De fleste af Digtene
er erotiske, vi hører om Berlin 1921, fuld af
»kvindelige, raa Kentaurer» og om natlige
Stævnemøder. Det lille Digt »Amsterdam» er
fortrinligt, koncentreret og stemningsrigt;
Digteren vandrer alene langs den stille Kanal
i den tørre Sommer:
Husenes røde Mure
varmer som Menneskehud.
Satte jeg Haanden paa Stenen
strømmed en Blodvarme ud,
som var der Eros i Stenen,
Varme fra Menneskehud.
Elskovens hede Pause
aander fra støvede Træer.
Drift mod Uvirkeligheden
vaagner af stilnet Begær.
Intet er fjernt som Kanalen
mellem de støvede Træer.
Der er kun faa Farver i »Verdslige Sange».
I 1925 siger Tom Kristensen, at han er »for
farvegal». I 1935 udtaler han i en Artikel
(»Tilskueren» 1935) om Ludvig Holstein
disse kloge Ord: Farverne var blevet tændt
i hans Digte, men Farver i Ord er farlige,
for de fører let til Illumination, og intet er
i Længden mere goldt. Kritikeren Tom
Kristensen har sikkert sendt en Tanke til
Lyrikeren Tom Kristensens første
Digtsamlinger. Der er her Grund til at nævne Dr.
Søren Hallars fortræffelige Undersøgelse fra
1926: »Tom Kristensen. En farvepsykolo-
gisk Studie», en lærerig og fængslende lille
Bog, som anbefales til alle, der interesserer
sig for Tom Kristensens Forfatterskab.
Udvalget fra 1932 indeholder flere Digte,
som ikke findes i de tidligere Samlinger.
Slut-ningsdigtet, det rimløse »Genfødt», anslaar
en særegen Tone, som ikke senere høres i Tom
Kristensens Lyrik. Vi faar et Glimt af
Rusland, Digteren taler til Pigen Marija med de
»bondske og afslidte Hænder», og han som var
gammel finder sin Fødsel. En personlig Tone,
men af en helt anden Art, hører vi i det lille
Digt »Angst», som viser noget farligt i Tom
Kristensens Sind:
Men min Angst maa forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.
I 1936 kom Mod den yderste Rand.
Denne Samling føjer ikke noget nyt Træk
til Tom Kristensens Fysiognomi. Der er flere
Farver end i »Verdslige Sange», men de
dominerer ikke, de er jævnt fordelt. Glæden ved
et særligt Ord eller Udtryk har Digteren
stadig i Behold (se f. Eks. »Elsinore op de Sundt»);
det raffinerede og udspekulerede kan Tom
Kristensen ikke altid staa for. I »Foraarsdigt
om Hjerte og Smerte» taler Digteren med paa
en særdeles ubehagelig og ukunstnerisk Maade
i Omkvædet, som varieres: se, hvor behændigt
Hjerte er rimet paa Smerte. En villet banal
Tone anslaas i flere Digte. Mindedigtene om
Knud Rasmussen, Kai Nielsen og især om
Emilie Sannom er smukke og følelsefulde.
Forud for denne Samling gik den store
Opløsnings-Roman Hærværk. Ogsaa i »Mod den
yderste Rand» er der Spor af Hærværk i det
mindre. Den Genfødelsens Stemning og Fylde
som lovprises i »Genfødt» er borte; i
Virkeligheden er Digteren angst, fyldt af Uro og
desillusioneret. Han gengiver Stemninger hos
sig selv og andre og maler Situationer. I »Et
mindre Laan» er der Elskov uden Ømhed,
hvor de to sidder paa en Havnebeværtning
(Vi har een Gang villet Mildhed, /det blev Had
og Hævn og Haan). Han kan ty ind i
Frederiksberg Have og drømme i den silende Regn,
han kan ty til Barndommen (»Et
Barndomsminde»), og Isblomsterne paa Ruden faar
ham ogsaa til at drømme; »Isblomster» er et
formfuldendt, kuldeklart og smukt Digt.
De danske Forudsætninger for Tom
Kristensens Lyrik er blandt andet to saa forskellige
Digtere som Sophus Michaélis og Sophus
316
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
