Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Tom Kristensens Lyrik. Af Harry Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tom Kristensens Lyrik
Claussen. Jeg er overbevist om, at Michaélis’
»Blaaregn» med Digtene fra Østen har været
af Betydning for Tom Kristensen. I det
artistiske og raffinerede, i det kolde, haarde og
metalagtige er der noget beslægtet. Det er let
at vise, att Sophus Claussens Lyrik har haft
afgørende Betydning. Dr. Hallar har i sin
Bog strejfet Ligheden mellem Tom
Kristensen og Sophus Claussen. Ligheden er især
fremtrædende i de erotiske Digte med deres
Spil; men hvor Sophus Claussen er fuld af
Drilleri, Ynde og Kaadhed, og Elskoven er
Graad, Sødme og Forventning, der kan den
yngre Digter med det splittede Sind og den
nagende Uro, Efterkrigstidens Digter med
Hærværk i Sjælen, blive grov. En
Dokumentation kan der selvfølgelig ikke blive Plads til
i en Oversigtsartikel.
Det vilde være fristende at give en
stilistisk og rytmisk Analyse af Tom Kristensens
Poesi. Blot et Par Iagttagelser.
Rytmebehandlingen kan være overordentlig
irriterende; der kan komme noget messende over
hans Vers, til Tider noget ubehageligt
stampende, til Tider noget banalt. Gentagelsen er
af fundamental Betydning. Tom Kristensen
spiller meget stærkt paa Gentagelse af Ord
og Udtryk. Gentagelsens væsentligste
Funktion hos Tom Kristensen er den, at den skal
døve; samtidig med at vi mindes om noget
stærkt og kraftigt, ja brutalt, skal vi paa en
Maade hensættes i en Dvaletilstand. Et
døende Ekko fjerner os fra Realiteternes Verden
og bærer os ind i Musikkens.
Tom Kristensen har kun skrevet faa
rim-løse Digte, han er »gammeldags» i god
Forstand. Men han har ikke som Bønnelycke,
Fredrik Nygaard, Otto Gelsted og andre (og
nu Seedorff i »Genskær af Stjernerne» 1937)
skrevet Prosadigte; han har aabenbart ikke
ønsket at komme ind under den magiske
Virkning fra Johannes V. Jensens eminente
Ungdomsdigtning.
Hos de bedste danske Lyrikere, som
tilhører Johannes V. Jensens Generation, er
Naturen Grundlaget for Poesien. Otto
Gelsteds Lyrik — der helt uretfærdigt har staaet
i Skygge af Bønnelycke, Seedorff og Tom
Kristensen —- rummer udmærkede
Natur-digte, fyldt med fine og præcise Iagttagelser
og en inderlig Samhørighedsfølelse, et Sinds
stilfærdige Enetaler. Hos Tom Kristensen er
Naturen noget ganske underordnet, han er
Bymenneske.
De egentlige Kærlighedsdigte er faa. De ero-
T om Kristensen.
tiske Digte rummer Drillerier, Bitterhed,
Angst og Sensualisme. Tom Kristensen har
givet smukke og ejendommelige Udtryk for
det natlige Stævnemødes Elskov og dunkle
Sødme (f. Eks. »Stormmaane»). Kvinden,
som han møder og skildrer, er ofte en Skøge.
De hærgede Kvinder, som falbyder deres
Elskov, har kaldt paa hans sære Ømhed,
naar ban har været ude for haarde
»Konfrontationer». Inderlige og milde Toner, som
klinger ud fra Gelsteds Kærlighedspoesi,
sol-skinslyse Drømme om Mor og Barn, kendes
ikke fra Tom Kristensens Digtning. Naar vi
møder Mor og Barn er det paa den
uhyggeligste Maade, f. Eks. i den berømte Folkevise om
Arthur med de blanke Laksko, hvor det ender
med Barnemord. Med dette mener jeg
selvfølgelig ikke, at Tom Kristensen er mere
realistisk end f. Eks. Gelsted; men jeg vil betone,
at Moderen med Barnet — et væsentligt Tema
i Johannes V. Jensens Lyrik •— ikke har Plads
i hans Vers.
Tom Kristensen er andet og mere end
Artist og Ordjonglør. Han har ofte givet efter
for verbale Fristelser, og Metalklangene kan
317
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
