Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil. Tjekkisk og tysk Dramatik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel
Broe
Folkekomedietone. Af Ydre var hun en
afstikkende Kontrast til de fine Herrer i Fløjl
og Silke, hun stødte sammen med. Hun var
godt byldtet ind i tykke hollandske Skørter,
med tjavset, uredt Haar, stikkende, haarde
Øjne, store Bevægelser og en rap Kæft, den
fødte Proletar. Hun saa ud, som om hun
kom lige fra Opvasken. I Sammenstødet med
Herrerne demonstrerede hun sin Kløgt og sit
demokratiske Sindelag. Hun ved, hvor Skoen
trykker for Smaafolk, og ved, at Aarsagen
er Adelens og Storkøbmændenes Magt. Hun
har tænkt ovef Tingene og er ganske klar
over, hvor der trænges til Reformer. Sin
bitre haarde Livserfaring har hun paa rede
Haand, hvad hendes Svar fortæller. Det er
dette Sindelag, der vinder hende for Kongen.
Han har Ideerne, de store Syner, men er
tvivlraadig, svag i Karakteren. Han forstaar,
at med hende som Medarbejder vil han
kunne handle. Da Mor Sigbrit er blevet
Rigets virkelige Kansler, har hun med Kløgt
omformet sit Ydre; som Diktatorinden i
Kamp med Adelen er hun af stor Ro og
Myndighed. Bodil Ipsen udstraalede en
Kulde, der isnede Rummet om hende. Det
mægtige Spil med Adelen fængsler hende i den
Grad, at det til sidst behersker hende saa
fuldstændigt, at hun — da hun mærker,
hvordan Dyveke tager hele Magten fra
Kongen — dræber sin egen Datter. Men hun
gør det ikke uden Smerte. I Bodil Ipsens fine
Minespil med det sammentrukne furede
Ansigt og den stille frembrydende Graad
udløstes Diktatorindens store skjulte Følelse.
Det var fremragende Skuespilkunst, i
Slægt med den gamle Frue i Kvinderne paa
Niskavuori. Det er inden for det ældre
Rollefag, at Bodil Ipsens Fremtid ligger.
Stykket bød paa solid, kongelig
Skuespilkunst. Pio var god som Lybækkerkøbmanden
med det raa, praktiske, tyske Sind, der stod
i grel Modsætning til de vegere, men sejge
danske. Karin Neilemoses spansk-katolske
Dronning var en fin poetisk Skikkelse af
historisk Kvindelighed, og ypperlig var
Thorkild Roose som den elegante spanske
Grande, med det slebne, tørre og ganske
urokkelige Væsen. Den eneste Fejlbesættelse
var Bodil Kjer som Dyveke. Rollen er ikke
stort bevendt, men kræver i hvert Fald
erotisk Kunst i historisk Belysning. Bodil Kjers
Dyveke manglede historisk Kvindelighed.
Hun var alt for moderne, tøset som en
Bourgeoisipige fra Strandvejen af Aargang
1939. Hun faldt helt uden for Atmosfæren.
Teatret bør fare varsomt med dette dagklare
Talent, der alene hører hjemme i Lystspillet.
Anna Sophie Hedvig af Kjeld Abell var en
interessant Forestilling, der fyldte Det kgl.
Teaters Tilskuerrum, hver Gang det gik.
Noget stort Digterværk er det ikke, og
dramatisk havde det døde Perioder, men det
fængslede, fordi en ung Stemme heri talte
Tidens Sprog — som de danske helst hører
det. Som Nordahl Griegs Roman »Ung maa
Verden endnu være» er en lidenskabelig
Kommentar til Tiden, er Abells Stykke den samme
Kommentar paa dansk Grund, det vil sige
forsigtigere og uden Malm i Tonen. Ideen er
et Forsvar for de jævne Mennesker, der tør
ofre Livet for det menneskeliges hellige Sag
mod de magthaveriske Tyranner. »Det er
den Slags Folk, der holder Verden ung»
lød omtrentlig en Replik, hvis nære Slægtskab
med den Grieg’ske Titel bør bemærkes.
Abells Forsvar for den direkte Aktion,
Attentatet, maa vel siges at ligge uden for de
danske Frihedsvenners Tendenser; naar den
Side af Sagen alligevel lod sig akceptere af
det store borgerlige Publikum var Grunden
utvivlsomt den, at Abell gav Enkeltattentatet
Perspektiv, saaledes at det kom til at
omfatte den kollektive Rejsning mod
Tyrannerne. Det er ejendommeligt for dansk Psyke,
at Enkeltmandsattentat altid har været
opfattet med Afsky, hvorimod hele Folkeslags
Frihedskamp faar Begejstringen til at svulme.
Abell har forstaaet dansk Psyke og har
tilfredsstillet dens Krav ved at stille sin
Hverdagsheltinde op ad en Mur sammen med
en europæisk Frihedskæmper. Det var denne
Forlængelse af Motivet, der skabte
Suk-ces’en.
Abell har haft Besvær med at komme frem
til det, han egentlig vil sige. Han begynder
bagfra, da Handlingen, Attentatet, er sket,
han indleder med en Fortælling om, at
Heltinden er ført til Politistationen, og ruller
saa en Række Billeder op, der viser, hvordan
det skete. Det er en tung Vej, og den virker
famlende. Stykkets største Skavank var den,
at man ikke saa Tyrannen, den dræbte Frk.
Møller. Man hører lidt om hendes
Umenneskelighed, men det, man hører, er ikke saa
slemt, at det retfærdiggør et Mord. Hvis
Abell havde vist os Uhyret, vilde hans Sejr have
givet større Ekko. Nu var det udelukkende
Intentionen, man bifaldt, den gode Hensigt.
380
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
