Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Nordiske Skuespil. Tjekkisk og tysk Dramatik. Av Axel Broe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Axel Broe
Det dirrer af dramatisk Nerve til sidste
Scene. Og Menneskeskildringen er af en
usædvanlig Fylde.
Her paa vort kongelige Teater blev den
store Optakt gennemført med Held. Kongen
ses jo ikke, men han mærkes. Han skimtes i
Dalkarlenes tvivlraadige Ansigter, da de
samles i Aspeboda. Kirkeklokkerne ringer som
for Lig, Trommerne lyder ildevarslende, og
da til sidst de blodige Kapper slænges ind
foran Dalkarlene, staar det klart, hvor streng
en Herre, Kong Gustav var. I Akten hos
Liibeckerraadsherren, gamle Herman Israel,
mærkes hans Styrke i Herman Israels Tvivl,
og i den fine Værtshusakt føles, at hans
Strenghed ogsaa gælder Sønnen, der i Drik
og Udskejelser søger at befri sig for
Faderens Undertrykkelse. Saaledes indstillet paa
at møde en Hersker træder Kongen endelig
frem. I de følgende Akter uddybes
Menneskeskildringen. Strengheden forklares som
Midlet til Løsningen af store Maal. Kongen viser
sin samvittighedsfulde Retsindighed. To Aar
tager det ham, inden han faar Vished for de
to Dalkarles Forræderi. I samme Nu, han har
Visheden, handler han lynsnart, og Øksen
falder. Ejendommeligt ved dette Portræt af
Svenskekongen er Strindbergs Anvendelse af
Nemesismotivet, Guds Advarsel til Kongen
for hans alt for hensynsløse Fremfærd. Hos
Kongen afføder det en momentan Tvivl, det
ser ud, som hele hans Opbygningsværk skal
falde sammen. Tvivlen er Straffen, og som
det vil huskes, reddes han •— overraskende.
Dalkarlene vil kæmpe for ham, ikke imod
ham.
Skikkelsen er overordentlig nuanceret. Det
er beklageligt at maatte sige, at den ikke
lykkedes. Poul Reumert gav Kongen al den
ydre Glans, han evner. Han saa pragtfuld
ud i sin sort-gyldne Renæssancedragt,
Vasamasken var flot opbygget, men allige vel:
Han var for elegant, mere lig en fransk
Hertug fra Frans I’s Hof end en svensk
Bondekonge. Ogsaa Bevægelserne var for
smidige uden tung Robusthed. Reumerts
Skikkelse var gennemarbejdet, og
Intentionen var rigtig. Men han mangler fuldkommen
Natur til at give en saadan svensk
Bondemagnat Fylde. Selv hans prægnante Diktion,
der er hans Styrke i moderne Skuespil, slog
ikke til her. Han talte for direkte til at skabe
det nødvendige Indtryk af det dobbeltbundede
i Kongens Natur, der ytrer sig ved hans
indre Tvivl og Uvisheden, om han handler
rigtigt. For denne ulmende, farlige Uro havde
han ingen Udtryk. Kun i Opgøret med
Måns Nilsson, hvor han har Vished for
dennes Forræderi, virkede han magtfuld. Her
passede det direkte Tonefald. Alt for tydeligt
mærkedes Reumerts Arbejde med Figuren,
man saa ham indtage forskellige Attituder,
man kunde bifalde Intentionerna, men maatte
indrømme, at de savnede umiddelbart Liv.
Som han præsenterede sig i Tredjeakten,
sol-belyst med Ryggen til Tilskuerne virkede han
opstillet som en Figur i Madame Tussauds
Vokskabinet. Om John Price som Prins Erik
er talt i Indledningen. Aftenens største
Kunstoplevelse var Gabrielsens Göran
Persson. Modsat Reumerts Teaterfigur var denne
skabt indefra og fastholdtes lige til
Udtrykket: den kyniske, utilfredse, glimrende
begavede Plebejer. Et Menneske. Ogsaa
Thorkild Roose som den machiavellistisk
indstillede Magister Olaus Petri var en god Figur,
myndig og urokkelig. Valdemar Møller
forklarede smukt den underfundige, forsigtige
gamle Lybekkerjøde Herman Israel.
Med Schillers Maria Stuart sluttede Det
kgl. Teater sin Sæson for i Aar. Det blev
en Triumf, den størst mulige, takket være
Sammenspillet mellem Bodil Ipsen og Else
Skouboe. Forestillingen var i øvrigt ikke saa
stilren som Forestillingerne plejer at være
paa Teatret. Det kneb for Sceneinstruktøren
Thorkild Roose at faa Samling paa den tunge
Schillerske Dramatik. Besætningen var ikke
upaaklagelig, idet Bifigurerne spillede i
udvendig Meiningerstil (Fønss som Leicester var
tung og livløst deklamerende), medens andre
agerede i inderliggjort russisk Tragediestil.
Men man kunde let se bort fra Manglerne,
fordi Schillers to Dronningeskikkelser fik en
saa blændende og gribende Udførelse.
Aldrig er der i vor Tid spillet bedre
Komedie paa Det kgl. Teater.
Er det for meget sagt, at Bodil Ipsens
Dronning Elisabeth overgik Schillers? I hvert
Fald spændte den videre. Læser man
Stykket, faar man et meget unuanceret Billede af
den engelske Jomfrudronning. Hun er snu,
beregnende, magtsyg. Hun nyder at herske
og at lade sig smigre. Hun er mistroisk og
plaget af Samvittighedskrubler. Ogsaa saadan
saa vi Elisabeth. Men Bodil Ipsen havde
understreget Dronningens Vanskæbne som
Kvinde ved at anlægge en hæslig Maske, et
grumset hvidt Ansigt, en spids Heksehage og
to haarløse Kødbuer over Øjnene, der gjorde
386
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
