Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - To islandske Digterprofiler. Þórbergur Þórðarson og Halldór Laxness. Af Chr. Westergaard-Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C hr. W e st er g a ar d-N i el s en
nals lunefulde Hjærne, men saa begyndte
flere at forarges over dens revolutionære og
gudsbespottende Tendens, og dermed var
man begyndt at tage den alvorligt.
Sensationslystne Almuesfolk og Bønder slugte
Afsnittene om Fabelaalen og de fantastiske
Selvoplevelser som en bedre Røverroman, og
almindelige Mennesker med Næsen midt
imellem Øjnene begyndte at forstaa. den indefra.
]?6rbergur T>6röarsons nye Genre havde i
Virkeligheden dybe Rødder, ikke blot i det
almenmenneskelige, men ogsaa i den islandske
Litteratur. »Bréf til Låru» var en heldig
Fortsættelse af Benedikt Gröndals
komisksatiriske Værker og Præsten Jon
Magnussons autobiografiske »Pfslarsaga».
Et af »Bréf til Låru »s mange Udfald mod
Samfundets ortodokse Institutioner gjaldt den
katolske Kirke; paa dette Angreb svarede
den 23-aarige Halldor Kiljan Laxness paa
den islandske katolske Kirkes Vegne med
Bogen »Kafrølsk viöhorf» (Katolske
Synspunkter), 1925, og Bogen var forsynet med
et biskoppeligt Imprimatur. Laxness’
Forsvar for den katolske Kirke er en passende
Blanding af personlig Harme og
fornuftmæssige Gendrivninger af Ipörbergur E>or5arsons
Paastande og adskiller sig saaledes ikke
meget fra almindelige Fejdeskriverier (man
maa i denne Forbindelse lade de katolske
Prælater i Reykjavik, der stod bag ved
Laxness’ Forsvar, at de har haft godt Kendskab
til denne specielle islandske Form for
Aands-udøvelse).
Havde Laxness imidlertid tænkt sig, at
Ipörbergur skulde gaa den ydmyge Gang til
Canossa, blev han sørgelig skuffet, thi det
skulde blive ham selv, der nogle Aar senere
vendte den katolske Kirke Ryggen og gik
ind i I?6rbergurs Discipel skare.
Halldor Kiljan Laxness er født 1902
og synes tidlig at have besluttet sig til at gaa
Digtervejen. Hans første Værk »Barn
nåttur-unnar» (Naturens Barn) saa Dagens Lys
allerede i 1919. Det er en Kærlighedsroman paa
228 smaa Sider, og selv om den af og til
virker lovlig ungdommelig (den 17-aarige
Forfatter kan ikke siges at være fuldt
fortrolig med alle Kærlighedslivets Mysterier),
vidner den afgjort om gode Skribentevner og
en usædvanlig Lyst til at give sig i Kast med
Opgaverne. Temaet er ganske vist det
traditionelt romantiske, men der er alligevel
kraftige Glimt af Originalitet og Trang til at forme
Stoffet paa egen Maner, og frem for alt vidner
Bogen om en stærk Fantasi.
Efter denne Roman kom en Samling
Noveller »Nokkrar sögur» (1923), først trykt i
det national-konservative Blad
»Morgun-blaöiö», det Blad, der senere for Laxness
skulde blive Arvefjenden udi egen Person.
Af disse Noveller, der er blevet til i
Skole-og Rejseaarene efter den første Bogs
Udkomst, vidner flere om voksende Modenhed
og Paavirkning særlig fra norske Forfattere
som Hamsun og’ Obstfelder. Hamsun er
saa ganske afgjort den Forfatter uden for
Island, der har størst Indflydelse paa
Laxness i hans Digtnings første Faser. Paa en
næsten paafaldende Maade røber disse
Noveller, hvad der spirer i Digterens unge Sind.
Novellen »Kålfkotungafiåttur» (Fortællingen
om Folkene i Kålfakot) er, som Laxness selv
meddeler, et »Brudstykke af Forarbejderne
til en stor Roman», denne Roman er »Undir
Helgahnåk», der kom i 1924. Baade i denne
Novelle og i »Jaröarför Laugu 1 Gvöndarkoti»
(Lauga i Gvöndarkots Begravelse) føler man
desuden tydeligt det Digtersind og det
Menneskesyn, der senere skulde skabe »Sjålfstætt
folk.». Samlingen strækker sig lige fra den
realistiske Landlivsskildring som de ovenfor
nævnte Noveller til den allegoriske Legende
som for Eks. »Fegursta sagan 1 bökinni»
(Den skønneste Fortælling i Bogen), der
rimeligvis er stærkt paavirket af SigurSur
Nordals Novelle »Hel». Flere af Novellerne
bærer mere eller mindre religiöst Præg, en
enkelt, »Steinninn minn helgi» (Min hellige
Sten), vidner ligefrem om en religiøs
Oplevelse.
I den næste Bog »Undir Helgahnuk»
(Under Helligtind), 1924, der er endelig
udarbejdet i Saint Maurice de Clervaux, er det
religiøse indtraadt i en ny Fase, Laxness har
optaget Forbindelsen med Katolicismen.
»Under Helligtind» er, som Laxness selv
meddeler, Brudstykker af en større Roman.
Den betegner et nyt Stadium i islandsk
Litteratur og er egentlig paa sin Vis et større
Skridt end Gunnar Gunnarssons »Drengen»,
der vel er et af »Under Helligtind »s Forbilleder.
Hele første Halvdel af Bogen er blot realistisk,
sidste Halvdel, Atlis Barndoms- og tidlige
Ungdomsaar, har vægtige mystiske Partier:
Atli klatrer i en Slags Søvngængertilstand op
paa en ellers utilgængelig Afsats højt oppe i
Fj ældet, og her maa han følge Elverfolket
ind i Fjældet, hvor han faar Hjærtet ombyt-
556
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>