Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - To islandske Digterprofiler. Þórbergur Þórðarson og Halldór Laxness. Af Chr. Westergaard-Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C hr. Westergaar d-N i el s en
fra Virkelighedens Verden i Digterens store,
ubarmhjærtigt blinkende Okular.
Stemningsbillederne skifter i ubegribelig Dejlighed, og
over al Dagliglivets Fortrædelighed hvælver
der sig en ren og klar Himmel af blændende
Syner og guddommelig Poesi, kun begrænset
af Islands fjerne blaa Fjælde og Tankens og
Menneskerettighedernes snehvide Jøkler.
I »Verdens Lys» er Laxness maaske nok
mere skilt fra sit Emne end i de tidligere
Bøger, Emnet maaske nok behandlet mere
artistisk. Selvom der er mange Ting, der
tyder paa, at Bogen, før den blev til, bar
været i Forfatterens Tanker gennem længere
Tid, og at Hovedskildringerne efterhaanden
har bundfældet sig i hans Sind, forekommer
den at være mere udvendigt opbygget end
»Frie Mænd». Der er nogle, der paastaar, at
Laxness har fundet Bogens ydre Handling i
en gammel Dagbogsberetning om en syg
Almuedigters Barndom og Opvækst.
Hvorom alting er, synes »Verdens Lys» i lige Grad
at være et Produkt af Menneskets indre Trang
og et Udslag af Kunstnerens Artisteri. Hertil
kommer saa Impulser af alle Haande Art,
først og fremmest det mystisk-romantiske
Element, der paa een Gang er ligesom
Udslag af noget fjærnt og uvirkeligt og en dyb
Genklang af noget essentielt, noget bærende
i Forfatterens Karakter. Kan det
menneskelige og det artistiske i nogen Grad siges
at være i Ligevægt i »Verdens Lys», kan det
artistiske med samme Ret siges at være i
Overvægt i Fortsættelsen, »Sommerlandets
Slot», et Forhold, der ganske givet gør den
mindre overbevisende for den islandske
Læser, men antagelig mere keseværdig for
den uden for Island værende Læseverden.
Foruden Digtsamlingen »Kvæåakver»,
Reykjavik 1930, Novellesamlingen »Fötatak manna»
(Menneskenes Fodtrin), Akureyri 1933, og
Skuespillet »Straumrof» (Kortslutning),
Reykjavik 1934, bar Laxness udsendt to Rejsebøger
fra det moderne Sovjet-Rusland og »Dagleiö å
fjöllum» (Dagsrejse i Fjældene), Reykjavik
1937, en Samling Bladartikler, skrevet gennem
flere Aar, om Litteratur, Kunst og Døgnets
aktuelle Problemer, og omfattende en Række
forskellige Emner lige fra Artiklen om Stephan
G. Stephansson (der gjorde sit til at forsone
Is-landsk-Amerikanerne med Laxness) og
Afhandlingen om Upton Sinclair til
Diskussionsindlæg om Mirakeldoktoren Friörik, spiriti-
stiske Seancer, hvor Salmebogen bedes
medbragt, og Skildringen af et Besøg hos et
berømt Medium i San Diego i Kalifornien, hvor
Laxness blev præsenteret for sin egen
»grand-mother», der imidlertid i den anden Verden
har glemt at tale sit Modersmaal. (Alle disse
spiritistiske Foreteelser genfinder Læseren
i »Verdens Lys» og »Sommerlandets Slot».)
Selvfølgelig har Sovjet-Rusland fristet den
yngre radikale islandske Digterfløj, baade
iPörbergur I>öröarson og Halldor Laxness har
da ogsaa besøgt Rusland og hver skrevet
deres Bøger om Rejsen. Porbergur I>öröarson
udgav i 1935 »Rau5a hættan» (Den røde Fare),
en ualmindelig underholdende Bog, skrevet
i hans bekendte humoristiske Stil. Med
Esperantoordbøger under den ene Arm
gennemrejser Forfatteren i stadige Livsfarer det
herlige Land, maaler alt og gør Notitser om
alt i ægte Eirfkur af Brunum-Stil. Laxness
har to Gange besøgt Sovjet, i 1932 og 1938,
og har, som nævnt, udsendt to Bøger om
Rusland: »’I austurvegi» (I Østerleding),
Reykjavik 1933, og »Gerska aefintyriö», Rvik 1938,
»Det russiske Æventyr», lige udkommet paa
Dansk i Oversættelse ved Jakob Benediktsson.
Disse to Bøger giver En Indblik i Laxness’
politiske Overbevisning og klarer meget til
Forstaaelse af hans Digtning.
Den moderne islandske Litteratur
indeholder ingen Slægtsromaner, i hvert Fald
ingen afgjort gode. Forsøg paa at skrive
Slægtsromaner er ikke lykkedes, de er aldrig
siden Sagaernes Tid naaet ud over det
traditionelle, maaske netop fordi det er den
islandske Aand umuligt at finde en bedre Form
end den, der raader i de bedste af
Slægtssagaerne, og som gør alle senere Forsøg til
uhjælpelig Imitation. En Bog som Olav
Duuns »Juvikfolke» kunde vanskeligt tænkes
skrevet paa Island. Den moderne islandske
Litteratur er netop blevet stærk ved at hævde
Individets Ret, en ensidig Stilling med
Momenter af baade godt og ondt. (En
Ensidighed, der hos Laxness blandt andet har vist
sig ved, at ban paa Trods af Kommunismens
og Socialdemokratiets Love lader Individets
Ret gaa forud for Hensynet til Partiet og
Klassen i »I>6röur gamli halti», en
Fortælling fra Arbejdertumulterne 9. November
1932 i Reykjavik).
Den store Slægtsroman har Laxness ikke
skabt, og det vil sikkert heller ikke være
muligt for ham at gøre det. Olav Duun taler
et Sted i »Ettermæle» om de to Hovedlivs-
560
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
