Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Bøger om Skandinavien. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bøger om S k an d i n a v i e n
Af Johannes Lehmann
ED EN ENERGI og Udholdenhed,
som er al Beundring værd, har den danske
juridiske Kandidat Henning Nielsen paa
kun fire Aar sammenskrevet et
Kæmpearbejde i tre Bind om Nordens Enhed gennem
Tiderne. At anmelde dette Pionerarbejde,
der er anlagt som en Haandbog, omend der
i meget følelig Grad mangler et
Personregister, er ikke muligt. Man maa finde et
mere eller mindre tilfældigt valgt
Udgangspunkt, og jeg slaar da ned paa den
programmatiske Sætning fra første Bind, der lyder
saaledes: »Dette er da en af Historiens
Erfaringer: i sine Midler er den nordiske
Enheds-politik begrænset til den absolut frivillige
og lovlige Sammenslutning under
Anerkendelse af Enkeltstatens fulde Raadighed over
de indre Anliggender. Forsøg i anden Retning
har kun ført til Søndring, til Ødelæggelse
af »den kærlige bebindelse og broderskab».
Denne Begrænsning i Midlerne, der er givet
ved selve de nordiske Folks Nationalkarakter,
forklarer paa den anden Side, at Enheden i
Norden er skredet langsomere frem end f. Eks.
Tysklands og Italiens.» Her viser Henning
Nielsen, at han ikke er enig med A. P.
Bernstorff, der sit Lange Liv igennem forfægtede
den Opfattelse, at »alt hvad der nærmer
Danmark (som dengang var forbundet med
Norge) og Sverige til hinanden, er naturligt,
alt, hvad der fjærner dem fra hinanden, er
uretfærdigt og unaturligt». Alt hvad der
smager af Krig og Vold er Henning Nielsen
imod, fordi det kun har bidraget til at fjærne
de nordiske Folk fra hinanden. Det er gennem
sin Moderation, naar det gjalt at vinde nyt
Land, det er gennem sin indgroede
Modvilje overfor en Genoptagelse af de gamle
Erobringstogter, at de skandinaviske
Folkeslag har lukket det unaturlige og det
uretfærdige ude. Det har været deres Styrke i
Forbindelse med den gensidige Agtelse, man
altid har næret for hinanden, selv om der
naturligvis til hver en Stund har været
snart det ene snart det andet som skilte eller
ved at irritere kunde splitte det naturlige
Sammenhold. Den danske Krones Syn paa
Norge gennem de fire hundrede Aar, de to
Lande havde fælles Konge, var præget af
vidtgaaende Agtelse. Hvad man end har
villet fremføre i modsat Retning, har det
ikke været muligt at komme udenom, at
uden Norges Forening med Danmark — og
her var aldrig Tale om nogen Erobring —
var Norge kommet ud for Vanskeligheder,
det ikke havde kunnet klare. Nu havde det
et langt stærkere Danmark ved sin Side,
og med afgjort Held skaanede de danske
Regeringer det økonomisk udmarvede Norge
fra at gaa nationalt til Grunde som en i alle
Forhold afhængig Stat af Hansaen. Hvad
Danmark gjorde for Norge, kunde Sverige
selvsagt ogsaa have udrettet, og muligvis
bedre. Men det er en Kendsgerning, det vil
være klogt at understrege uden Smaalighed,
at Danmark i dette lange, og selvfølgelig
for lange Spand af Aar, gik ind for en
skandinavisk Politik, uden hvilken der i Dag ikke
havde været det Norden, som i denne Ufredens
onde Tid trods mange Svagheder dog er en
Faktor i Verdenspolitiken. Amerikas Interesse
for det sidste Kongemøde i Stockholm er
tilfulde et Bevis herpaa.
Har Danmark i en vigtig historisk Periode
betydet Livet for Norge, skal det heller ikke
glemmes, at det overfor Sverige
gennemtrumfede den rette skandinaviske Politik, da
det havde Kræfter til det. Her sender jeg i al
Fredsommelighed en Tanke til den tapre
danske Hær, der uden Udsigt til egen Fordel
befriede Sverige fra den tyske Konge og alt
hvad hans var. De var sat ind af den
stormægtige Hansa, de havde kun at lyde dens
Bud, de gjorde det ogsaa til mindste
Enkelthed til største Skade for Sverige — og dermed
Norden. Først da Dronning Margrete jog
Mecklenburgeren paa Porten, kunde Sverige
atter aande op. Det er ikke glemt i Sverige
og vil aldrig blive det. Uden Margretes
resolute og kloge Optræden var man vel
heller ikke kommet fri af den ydmygende Lov,
at mindst Halvdelen af Medlemmerne i
Stockholms Magistrat skulde være tyske
Statsborgere. De største Fordringer for at holde et
enigt Norden samlet maatte Danmark
dengang og senere bære. Ofte var Kravene for
659
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
