Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Bøger om Skandinavien. Af Johannes Lehmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes
Lehmann
store. Det udmarvede paa sin Vis Landet.
Men intet er saa galt uden at det er godt for
noget. Den danske Politik blev som
Udviklingen formede sig, en naturlig og en
nødvendig Basis for, at Sverige, da Tidens Fylde
var inde, kunde lægge Kursen efter at blive
Stormagt, samtidig med at det nordiske
Tyskland opgav Ævred, slaaet ud af
Trediveaars-krigene. De videste skandinaviske
Perspektiver aabnede sig. Men saa var det, at
Nordtyskland atter vandt frem, samtidig med at
Sveriges med Rette saa stolte Drømme brast
som Sæbebobler. Var det ikke sket, havde
det muligt set en god Del bedre ud i
Skandinavien i Tiden der fulgte. Dets Stilling maatte
være blevet en helt anden end den blev.
Det giver netop nu Tanke til Eftertanke
at genopfriske hos Henning Nielsen de stærke,
og synes det mig uomstødelige Argumenter
for, at en Række Lande udenfor de
skandinaviske altid har haft Interesse i, at den
nordiske Statstanke, eller hvorfor ikke sige
det lige ud: Skandinavismen, blev saa svag
som mulig. At et enigt Norden var en
Magtfaktor, var man tidligt paa det rene med
(ligesom man var det under Verdenskrigen
og er det nu) og Henning Nielsens Kilder
vælder af Eksempler paa, hvor ivrig snart
den ene og snart den anden Stat har været
for dels at splitte Norden og dels spille Landene
ud mod hinanden. Det er aldrig lykkedes at
skyde nogen virkelig Bresche i den
fællesnordiske Mur. Bitre Ord er der faldet, vi
kender alle en Del af dem og der er ikke
Grund til nu at repetere dem, især da de ikke
har haft Evnen til at trænge i Dybden eller
til at sætte sig fast. Men hvor forceret der
end er talt, naar man har været altfor
skandinavisk eller er gaaet over til den helt
modsatte Side, Norden som en Realitet er ikke
veget et Hanefjed. Nordens Folk er meget
forskellige. Derfor skal al modérne
Skandinavisme ogsaa bygge paa den Erfaring, at hver
enkelt Nation ud fra sine Forudsætninger skal
udnytte alle sine egne Evner. Ved da at arbejde
sammen i det store saa vel udadtil som indadtil,
men ved at lade de nationale Enkeltheder
ligge, kan der føres en positiv Politik til
Nordens Gavn. Udviklingen i det sidste
halvandet hundrede Aar har vist det. Det er
fremhævet, at Danmark i Aarhundreder var
en Livsbetingelse for Norge. Men enhver
maa vel nu kunne se, at dette Forbund ikke
burde holde længere end det kunde. Det
er til Norges store Hæder, at dets Nordiske
Føling efterhaanden blev saa stærk og saa
betydende, at det voksede sig ud af den
statslige Forening med Danmark. Det vilde
gaa, da de bedste i Landet saa, at nu var
det Tid. Og ingen med Klogskab og
Kendskab til Tingene kunde have troet, at det
var muligt at holde paa en Union, en
Forening, en Sammenslutning eller hvad man nu
vil kalde det, som af alle maatte føles som
ganske unaturlig. Erik Vullum har Ret: det
frie og det selvstændige Norge har været
en Vinding for Skandinavien, som ingen nu
vilde være foruden. Det var godt der ikke
kom nogen Flænge mellem Danmark og Norge
i 1814, og det var uforglemmelig godt, at
det gik i det Herrens Aar 1905 som det
gjorde. Takket være den Klogskab og den
Moderation der vistes fra alle Sider. Stillingen
var vanskelig, for at bruge et mildt Udtryk,
uendelig meget kunde være slaaet i Stykker,
livsvigtige Værdier kunde være gaaet til
Grunde til Skade for Skandinavien og
dermed for hele den menneskelige Civilisation. Nu
gik det helt anderledes. Netop fordi Mændene
ved Roret kendte deres Farvand og forstod,
det gjaldt om at navigere med Lempe. De
tænkte nordisk, og det var da som nu en
saare vigtig Ting.
Nu har Carl Lindhagen med Bravour
sluttet sit store Værk, som han fordringsløst
men klart kalder Memoirer. Det er givet, at
dets Plads er sikker nok i den skandinaviske
Litteratur, og den vil blive varig. En
spillevende Mand har Lindhagen altid været,
de Minutter, han ikke har udnyttet til det
yderste, kan tælles, og nu er han lige ved
de firs, eller kun tyve Aar fra de hundrede.
Men det kan ikke mærkes paa ham; der er
ikke noget Slid, han er mindst af alt blevet
sløv af alt det, han har været midt oppe i.
Tværtimod: mon det ikke er det, som holder
ham saa mærkeligt ung? For ung er han,
og mest maaske naar han sidder i sin
Rosenhave og i Timer dikterer sin »Sekretær»,
der tillige er hans fortrinlige Hustru, af sine
Minders Væld. Da kender ingen af dem til
afgrænset Arbejdstid. Naar Gejsten slaar sig
ned over Borgmestergaarden i Ålsten paa
den smukke Klippeskrænt, sættes alle Sejl
til. Det er godt saa. For det giver Lindhagens
store fællesskandinaviske Læsekreds en varig
Glæde.
Sagen er jo nemlig den, at Carl Lindhagen
er saa fortræffelig en Skribent. Hans Billeder
660
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
