Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elfelt
hoven, som om den laa i Blød», er mere
lystige end egentlig vittige, selv om de nynner
sig tappert fra Vers til Vers paa Omkvædet:
Vi gaar i Hverdags Seletøj og trænger til en
Kende Spøg. Og naar Aage Berntsen bliver
»astronomisk» og begiver sig hovedkuls ud i
Himmelrummet blandt Evighedens abstrakte
Gaader og forvildede Meteorer, bliver Verset
tort og støvende som Savsmuld i Blæst.
Hans bedste Digte er de sagtmodige Viser,
hvor han, med et Barn ved Haanden,
besynger Foraarets og Tilværelsens smaa, søde
Mirakler -— »af vort fynske Hjertes Trang» —
og priser Lykken ved Livets korte Nu. Saa
faar hans Stemme en mild og sindsbevægende
Klang, der minder om Ambrosius Stub —
Aage Berntsens Landsmand og Broder i
Kunsten:
Vi lytter til den gule Fugl,
der vipper over Grene,
og synger i sit Bladeskjul
og tror, den er alene —
den hilser denne Krydderdag
med Triller og med Strubeslag.
Vi undres over Skovens Ting
i Eventyrets Rige —
ved Sommerfuglens hvide Spring
ad Solens Straalestige —
Græshoppen gnider lystigt Laar
langs Stien, hvor vi stille gaar.
Din lille Haand trygt i min Haand
et yndigt Barnehjerte —
den fører mig i Ledebaand
langt bort fra Suk og Smerte —
langt bort fra Kampe og Forlis . . .
Ak, til det tabte Paradis.
Den samme dæmpede Varme og Inderlighed
i Følelsen mærker man i de Digte, der rummer
en personlig Bekendelse og
Kærlighedserklæring — det gælder baade de fynske
Fædrelandssange (»Fynsk Skalmeje», »Der ligger en
0») og Digtet »Drømmehaanden», hvor han
mindes Faderen, Klaus Berntsen:
Jeg staar i Drømme ved din Stol,
en Aftenlampe brænder —
du ta’r en Bog fra din Reol
med dine gamle Hænder —
de gamle, stive Hænders Tag
om Bogen er saa varligt —
og Bogens Blad gaar over Stag —
jeg ser dig saa skinbarligt
med Brillen over Næsens Tip
og Kindens Smilerynker —
jeg ta’r din Haand —■ gi’r ikke Slip —
dybt, dybt i Drøm vi synker.
Jeg ser dig i en anden Stund —
nu festligt klædt i Kjole —
med blaasort, velbarberet Mund
og gyldne Kors og Sole ...
Det er et meget smukt Digt — en Søns
kærlige og sagtmodige Hyldest til den døde
Fader.
Erik Bertelsens Digte: Blæst og blaa
Vande er mange Slags Sange om Havets
skiftende Vejr og Vind. De synger med Melodi
og det bedste Skipperhumør om Skuder i
Storm og Livsfare; de nynner stilfærdigt om
Sommer og Tjæreduft over Havnen og
forstaar at hygge sig ved en vellagret Spegesild
med Dram:
Paa mit Spisebord,
paa et aflangt Fad,
ligger nu min bedste
Frokostmad.
Og en Sangstreng i mit Sind
stemmes maritim og mild,
blot fordi jeg ser
en Spegesild.
Minder dukker op
fra min Fiskertid,
lyse Nordsødages
travle Flid;
og som Perlerækker ses
i en mørk Septembernat
Drivgarnsbaades Lys
paa Kattegat.
Hans Vers er usentimentale og behageligt
fri for »Havromantik». De er ikke Harmonika
og Polkadans i Strømpefødder, men Natur.
Det gælder baade de glade Viser, hvor han
fortæller en mere eller mindre god Historie
(»Vor Per», »Ole og Mette», »Krejsten Krejler»)
og de lyriske Digte, der er en flygtig Stemning,
et Barndomsminde eller et lyksaligt
Havøjeblik sat i Musik:
Min Snøre har jeg sænket ned
i Bugtens klare Vand,
og bøjet over Baadens Kant
jeg ser en Piet med Sand,
hvor Flyndre sindigt glider
som Skygger hid og did;
de snuser ligegyldigt
til Krogens Lokkebid.
Men jeg er ogsaa ligeglad;
jeg har mit Tidsfordriv
ved simpelthen at fange Glimt
af Dybets rige Liv,
som ellers bare anes
bag Strøm og Bølgeslag,
men røber sig for Blikket
paa denne stille Dag.
132
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
