Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
I Dine Fingerknogler
en Benrad stikker frem,
der siger Dig hvormeget,
hvordan Du er og hvem —.
Og Skinnebenets Klinge,
der ligger skarp og haard
bag Huden, er en Knogle,
som Graven sikkert faar —.
Og mærk, bag Dine Øjne,
og Øjets Liv og Brand,
den tydelige Linie
af Øjenhulens Rand. . . —
Men vid, Dit Øjes Straale
af Ild og evig Sjæl
er stærkere end Døden
og Gravens Kristefjæl. . .
Digtet er ubetinget stærkest i sin Virkning,
naar det med en næsten »ubegrænset»
Fortvivlelse i Stemmen bekender, at »kun den
kan leve Livet, der lever med sin Død» . . .
og naar det skildrer de korte, jordiske
Glæder, der fortabes med Døden: »Løvets
Pigeynde en Dag i Foraarsvejr» . . . »det Billed
af en Kyst, hvor Bøgen sig hvælved’ over
Vandet» . . . den elskede Kvinde, »hvis Øje
skal sløres af Mathed engång» ... og
Venskabet, det styrkende Venskab:
Paa mange Kirkegaarde
jeg standsed tidt og såå
en Ven, et elsket Hjerte —,
et Navn i Marmor staa —,
mens under Blomsterdækket
de kendte, kære Træk
forlængst var grumt forvandlet —,
og siden smuldret væk.
Hvor har jeg ofte vandret
i Mulm og Poplers Sus
og barnligt spurgt og hamret
min Haand mod Dødens Hus. —
Man er ogsaa villig til at tro paa Emil
Bønnelyckes Oprigtighed, naar han skrifter
sine Synder og angrer Fortidens »pjankede
Tankeløshed»:
Og jeg har plukket Blomster —,
og turet flittigt rundt.
Og det var altid Søndag —,
langt mer end det var sundt . . .
Og jeg har sladret, pjabret
ved Bakkanalets Bord,
end hører jeg min Stemme
i unge Guders Kor —,
selvglad og selvoptaget
og sjælelig porøs —.
Min Lykke var et Blændværk —
Min Verden: tankeløs.
Man finder det ligeledes rimeligt, eftersom
det baade er logisk for Forstanden og
Poesiens indre Regler, at han søger Trøst for
sin Angst i Guds Almagt:
Lovpriset for Din Lære,
der bøjer Sindets Staal —,
saa endelig vi standser
og staar ved Livets Maal -.
Det store har os styrket
i Viden om vort Værd:
Der findes dog en Verden
ud over Verden her —,
den Verden, hvor al Viden
skal smuldre, skal forgaa
Og Maalet er at standse
og se, hvor vi er smaa. —
Men naar han afslutter sit Digt med en
direkte Troesbekendelse, holdt i
konventionelle og forslidte Lægprædikant-Vendinger:
Forblød da selv, o Hjerte,
engang, men fuldt af Mod!
Din Rustnings Guld har Gløden
af Jesu Kristi Blod! —
virker det baade ubehageligt og mærkeligt
andenhaands.
8.
Kaj Munk har tidligere udgivet en
Samling Børnerim (»Knaldperler») og nogle Vers
fra det hellige Land med Titlen: Os bærer
den himmelske Glæde. De blev begge omtalt i
»Ord och Bild».
Hans nye Digtsamling: Tempelvers, trykt
som Manuskript hos Nyt Nordisk Forlag
(Arnold Busck) behandler hovedsagelig
erotiske Emner. Kaj Munk er kun en maadelig
Lyriker. Det skyldes baade hans Mangel paa
poetisk Smag og det besynderlige, løse
Vit-tighedsmageri, der ogsaa fluepletter hans
knock-me-down- Journalistik.
Kaj Munks Tempelvers der snart rimer (og
rimer forkert eller halvt), snart taler den
mærkeligste Jargon-Prosa, indeholder dog
adskillige Digte, der staar helt smukt og rørende
paa Papiret (»Evighedsfordriv», »Solen
bryder igennem»). Bogens bedste lyriske
Præstation er »Elskovstoner fra det gamle
Testamente», men da det er en Oversættelse af
»Højsangen» er Fortjenesten kun delvis hans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
