- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtionionde årgången. 1940 /
169

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Døden — den sidste Belønning. (Til Karl Schlüter’s Dramer). Af Jørgen Andersen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Døden

— d e 7i sidste Belønning

lindre den uendelige Smerte, det er at leve.
Man taler om Tragedier paa Teateret. Men dér
findes de ikke. I Hverdagen derimod. Den
Tragedie jeg spiller med i hedder kort:
Hansen med et Kors ved Navnet, hv. v. s.
at han Fredag Aften er slettet af
Lønningslisten, fordi han har været saa uforsigtig at
faa Armen revet af i en Maskine. Og den
Arbejdsgiver, der hedder Livet, har ikke
Brug for en Krøbling, naar der er nok med
to Arme.» I Forbigaaende strejfer han, at
det, det for et Menneske ene og alene gælder
om i Valget af en Kammerat, Kæreste,
Medarbejder etc., er at undersøge
Lykkekurven i dette Menneskes Slægt, om det var
en glad Slægt. Sin egen Kurve vil Schlüter
mene løfter sig sjældent og da ikke meget
over Nulpunktet. Og det samme er i
Virkeligheden Tilfældet med de allerfleste
Menneskers. I Sandhed dyb Pessimisme, men vel
at mærke uforstilt. Ikke teatralsk
Weltschmerz for at være interessant. Thi
Schlü-ters Tragedie er i Virkeligheden denne, at
han kun i anden Række skriver for Teateret,
i første refererer Livet for derigenom at
afsløre dets uendelige Ondskab. Ikke for sin
Fornøjelse (i saa Fald var han Sadist), men
fordi han er tvunget dertil. Til at linde ved
Sikkerhedsventilen for ikke at sprænges.
Netop saadanne eksplosive Udladninger
frembragt under Pres er Schlüters fire sidste
Dramer, hvis Handling nu kortelig skal refereres.

Under Jubelraabene (Première 5/9. 1931
hos Betty Nansen, senere opført paa Carl
Johan Teateret i Oslo 1932 og paa Den
nationale Scene i Bergen). Professor Simon
Vendel og hans Hustru har gjort Livet til
et Helvede for hinanden, fordi Moderen
altid har været grænseløst svag overfor
deres Søn Gerhard, som — arveligt belastet
— er udartet til en ren Slyngel paa alle
Omraader, mens Faderen optaget af sin
Filosofi for passivt har set til. De to første Akter
fører Bevis herfor. Den tredje udløses i
Katastrofen: Da Fakkeltoget til Professorens
Ære er paa Vej gennem Byen, har Faderen
sit sidste Opgør med Sønnen, hvorefter han
skyder ham ned. Og mens han saa staar
ude paa Altanen i Lysenes Skær og bliver
tiljublet, griber Moderen Telefonen og siger
blot et Ord: »Politiet.» Gerhard skulde
hævnes. — — — Samme Situation som
Munks »I Brændingen»: Udadtil — den
»store» tiljublede Månd. Indadtil — et
stakkels Menneske, der for sine Fødder skuer

sit Livs Nederlag, en Søn som Lig.
Sammenstødet mellem Teori og Praksis i den mest
forfærdende Form.

Afsporet (Première 2/4. 1932 paa Det kgl.
Teater, derefter opført paa Blanche Teateret
i Stockholm samme Efteraar og desuden
andre Steder i Udlandet). Esther er
tilfældigt kommet til at høre sin egen Dødsdom:
hun lider af en gaadefuld og uhelbredelig
Blodsygdom og har kun nogle faa Maaneder
tilbage at leve i. Dem maa hun udnytte.
Hun forlader sin hidtidige Tilværelse
■—-»tynd The i pæne Kopper» — og sin Månd,
hvis Temperament staar i Largoens Tegn.
Opsøger sin eneste tidligere Tilbeder, men
skuffes af »sin Illusion» og flygter ud i
Storbyens Aften ■— med tabt Hukommelse.
Samles op paa Gaden af en Skøge, flyttes
under Navnet Lily ind i hendes Milieu blandt
Indbrudstyve, Alfonser og Betlere og træffer
her blandt disse »Ekspropriatører» Janus
Jensen, kaldet »Stenmaarcn». Han, det første
virkelige Mandfolk paa hendes Vej,
tilfredsstiller hende fysisk ved sin primitive Kraft
og Brutalitet og gør hende rask. (Den
erotiske Udløsning som Helbredelsesmiddel er
en Kendsgerning indenfor Psykiatrien.
Sindssygelægerne véd at berette om talrige
Kvinder, som blev Vrag, fordi de af religiøse
Grunde f. Eks. afstod fra denne Udvej.)
Men en Dag vender Hukommelsen tilbage,
og hun maa foragte sin Elsker, men
samtidig bittert undre sig over, »at man kan
drømme saa sødt i en Rendesten». Da hun
har forstaaet dette, men ogsaa, at »den lille
der spræller», er en Realitet, maa hun blive
hos sin »Månd». Men Livet tager »sin Gåve»
fra hende, just som hun var blevet glad for
den. Janus paagribes efter et mislykket
Kup, hvor han har dræbt en Betjent. Da
Tugthuset maaske aldrig slipper ham løs
mere, tager Esther, saasnart han er ført
bort, hans Revolver og skyder sig, idet hun
hjælpeløst stønner: »Aldrig! — — —
saalænge kan vi ikke vente.»

Nu er det Morgen (Première 21/9. 1934 Paa
Dagmarteateret, 21/3. 1935 paa
Nationalteateret i Oslo, i Aabo 1936, i Island 1938).
Overlæge Hilmer Ruhne er efterhaanden
kommet til at se det som sin Pligt som Læge
at overgive det ubønhørlige Livs Martyrer til
den barmhjertige Død. (At vende Sengen,
saa Døden staar ved Hovedgærdet.) Ogsaa
sin egen Søn, der var født aandssvag og
Krøbling. Men til sidst bryder han sammen

169

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:07:42 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1940/0201.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free