Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Døden — den sidste Belønning. (Til Karl Schlüter’s Dramer). Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Døden
— d e 7i sidste Belønning
ning var ligeledes Halfdan Christensens
Overlæge ved Opførelsen i Oslo. Til sidst skal
blot nævnes Fru Nansens gribende
Iscenesættelse af »Under Jubelraabene» og hendes
eget og Benzons Spil deri som
Professorparret.
Det er gentagne Gange blevet foreholdt
Kaj Munk og Karl Schlüter, vore to førende
Dramatikere — henholdsvis Livets og
Dødens Digtere — at de ikke forstaar at ende
deres Dramer uden med meningsløse
Dødsfald. Men mens Munks Personer, Idealisterne
af dem, dør for en Sag, for en Livsanskuelse,
er Karl Schlüter’s ikke Idealister (med
mindre man vil kalde deres tragiske Lede
ved Livet en »Sag»), blot dødsenstrætte
Mennesker, der anvender deres sidste Energi til
at hjælpe sig selv og hinanden ud af Livet.
Og Grunden dertil, ja her finder
Pessimisten mangfoldige, men da først og
fremmest Lidelsen. Den meningsløse og
ubarmhjertige Lidelse (naar Professor Vendel siger,
at Lidelsen undertiden kan være et
Menneskes bedste Ven, og at der vel ikke er
noget, »der kan faa en Menneskesjæl til at
lyse med saa varm en Glans som den», er
Forklaringen, at »Under Jubelraabene» er
skrevet af en 2iaarig, hvad der unægtelig
frapperer, naar man kender Handlingen) er
Grundtemaet i Schlüter’s Forfatterskab og
Overlæge Hilmer Ruhne hans Talerør. Den
Dag han saa sin Søn, sin førstefødte, i hvem
han genkendte Træk — men i Karikatur —
af hende, han elsker højest i Verden, som en
Stakkel, vanskabt paa Sjæl og Legeme, der
»skulde slæbe sig gennem Livet — paa
Bugen — gennem Støvet som et andet
Kryb», den Dag dræbte Lægen, der havde
svoret at tjene og forsvare Livet, sin egen
Søn. For da begyndte han at forstaa, hvad
han forklarer sin Hustru deres sidste Nat,
»at vi —- vi Mennesker er ikke andet end et
Eksperiment — saadan et Slags bio-kemisk
Eksperiment af en stor koldblodig Forsker —
ja, du kan kalde ham Gud eller Skaberen
eller Skæbnen, eller hvad du vil! —- Men
Eksperimentet mislykkedes, Helga, og saa
blev det smidt i Vasken — simpelthen smidt
i Vasken, og nu ligger vi altsaa her og flyder
paa vores Jordklump og gærer af som en
anden Reaktion; mens Gud rimeligvis for
længst er gaaet i Gang med et nyt
Eksperiment et eller andet Sted i Verdensrummet.
–-Ser du Helga — den store Smerte —
den store, vilde Smerte — ja, den har du
aldrig mødt, men jeg har! — Og kunde
Menneskene høre den — kunde de, som jeg,
høre den Graad og Tænders Gnidsel, der
stiger mod Himlen fra alle de søvnløse
Men-neskevrag, der vaander sig rundt omkring
dem, saa — ja, jeg siger dig, hvert eneste
Hjerte paa Jorden vilde gløde i Oprør, i
Had mod en Skaber -— en Gud, der kunde
være saa ond — saa meningsløs
ubarmhjertig, at han ikke satte sin Fod paa os og
tværede os ud, da han saa, at hans
Eksperiment var mislykket.» (Til Sammenligning:
Nulpunktet i Helge Rodes Livssyn, udtrykt
i næstsidste Strofe af »Den Druknede»:
»Fjernt borte fra os staar den store Gud,
han tabte vor Verden ud af sin Haand.» Et
Synspunkt der dog afløstes af et nyt og
livsbekræftende i »Pladsen med de grønne
Træer» og »Det store Ja». Om det gaar
Schlüter paa samme Maade, det er vel
tvivlsomt.)
I »Under Jubelraabene» finder vi samme
Tema varieret: en Fader og hans Søn som
en Karikatur af et Menneske. »Et Vildskud
paa mit Livs Rod», siger Professor Vendel
under deres Opgør, »uden Blomst — uden
Frugt -— gold! som Sandet i Ørkenen». Og
det gaar op for ham ligesom for Lægen, at
Livet har spillet en latterlig Farce med
ham for til sidst ubønhørligt at afsløre hans
Nederlag. »For hvad kan det hjælpe, at
Verden i Dag har indstillet mit Navn til
Udødelighed for Tanker, jeg har tænkt —
for Ord, jeg har skrevet, naar i samme
Øjeblik selve det levende Liv spørger mig, hvad
jeg har udrettet i dets Tjeneste — — —
og jeg maa pege paa dig Id
Det er rimeligt, at en Forfatter, der vil
opregne Livets Synderegister, som vigtige
Poster her sætter Arv og Opdragelse, disse to
Regulatorer, der, hvad enten de samarbejder
eller modarbejder hinanden, for Schlüter at
se altid præsterer ynkelige Resultater.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
