Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Døden — den sidste Belønning. (Til Karl Schlüter’s Dramer). Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
sidste Gestus »at dø staaende». Og man
erindre, hvor det var Edvard Brandes om at
gøre at rekonstruere J. P. Jacobsens sidste
Timer og bringe dem i Overensstemmelse
med hans Lære fra »Niels Lyhne». Da man
spørger ham, en Times Tid før det er forbi,
om han vil have en Dosis Morfin, afslaar
han det bestemt og rejser sig fra sit Leje
og sætter sig i sin Stol »for at dø rolig —- uden
at ville ængste andre og uden den ringeste
Frygt». — Det er en Helt, der lever og
dør efter sin Maxime: »Der er ingen Gud til,
og Mennesket er hans Profet.»
Men Schlüter ser som sagt i Menneskene
ingen Helte, kun syge, der trænger til Fred.
Derfor dør de hos ham ogsaa liggende!
Saavel Esther (der hører til den Slags
Mennesker, som »drejer op for en Kontakt og
lader Strømmen ebbe ud») som Lægeparret
og Lærer Ørholms unge Søn (i »Nu er det
Morgen»), der blev kørt midt over af en Bil.
De behøver ikke at virke anstrengte eller
forstille sig — de kan faa Tid til at smile
til den »lyse» Død.
Alt dette har Schlüter gjort Rede for i et
Interview i »Politikens Magasin» for 10.
Februar 1935, hvorfra nogle løsrevne Citater
nu skal anføres. Paa Spørgsmaalet om,
hvad Livet betyder, gives Svaret: »For mig
og vel for alle er det i de lykkeligste Tilfælde
ganske ligegyldigt, i alle andre kun en
Tortur.» — »Det moderne Menneske har
tilranet sig større Velvære, flere Nydelser,
endog et længere Liv — men med alle
Goderne er fulgt en nagende Angst for at
maatte forlade dem. — — — Men
Grundprincippet: »Bevar Livet for enhver Pris» er
gält. Det beror paa en Fejlvurdering. Jeg
forlanger af min Læge, at han skal befri mig
for Smerter (modsat Niels Lyhne’rne!); men
ikke for Døden. Det er en almen menneskelig
Pligt, som ogsaa bør gælde Læger, at vi
skal bestræbe os paa at gøre Livet saa lidt
lidelsesfuldt som muligt.» Men her forsynder
Lægevidenskaben sig i Livsopretholdelsens
Navn, mener Schlüter afgjort. »Vi har alle
læst om en Månd, der faldt ned i et Kar med
kogende Sukker. Enhver vidste, at intet
Menneske kunde leve med saa svære
Forbrændinger. Men Lægevidenskaben holdt
kunstigt Liv i ham i fire Dage. Er det ikke
barbarisk?» —–Det er endvidere
forfejlet, hævder Schlüter, at indjage Børn
Skræk for Døden, fra de er ganske smaa.
Om den lille døde Graaspurv i Havegangen
skal man ikke sige: »Se den stakkels lille
Fugl, den er død», men derimod: »Nu har
den lille Fugl det godt. Den er befriet for
alle Lidelser» (paa Barnesprog vil det nu
hedde som hos Munk: »Der er ikke mere, der
gør ondt»), den er aldrig mere sulten, aldrig
mere bange, den fryser ikke ...» Og naar
denne Omvurdering har vundet Indpas vil de
»barbariske» Begravelsesskikke i den sorte
Farves Tegn forsvinde. »Maaske vil vi da se
Urnehaller, hvor Skulptur og Musik og Sang
i Forening bestræber sig for at give Udtryk
for den Tanke, at her begynder ikke
Rædselen og Mørket, men her er det forbi: Døden
er den store Glæde, den sidste Belønning.»
Mange har i saadanne Tanker set en
Bekendelse til Buddhismen. Og der er noget
rigtigt heri. Alt Liv er Lidelse, saalænge
Livstørsten er til Stede, prædiker Buddha,
og i den saakaldte Benarestale følger efter de
to vægtige Sandheder om Lidelsen og dens
Opstaaen ogsaa to om dens Ophør
bestaaende i at dæmme op for Livstørsten, at afsky
Livets Tillokkelser. Thi med Livsleden
kommer Forløsningen.
Schlüter’s sidst opførte Skuespil
»Brudesengen» kaldes en Nutidslegende »i Genskær
af et gammelt Sagn», og jeg ser da heri en
Digters Omsætning af sine Tanker om Livet
og Døden i et symbolsk Eventyr, hvis ene
Hovedperson ganske vist er Ingeniør, der
anlægger Jernbaner, og den anden lider af
noget saa prosaisk som Tuberkulose (i gamle
Dage hed det mere malende Tæring) og
kommer med Sanatorieluften hængende i sit
Tøj. Og vel er Schlüter til daglig Kollega
til Steen, blot i en anden Branche som
Leder af et Glasværk, der udsender en Million
kg. Glasgenstande om Aaret; men hans
Gerning har ikke smittet af paa hans Sind.
(Det er almindelig vedtaget, at Læger er
Kynikere; Ingeniører Maskiner uden Følelse,
og hvad de ejer af Fantasi har Tekniken
beslaglagt.) Schlüter er først og fremmest
et Menneske med de ømfindtligste Sanser
for Verdens Ulykker, som derværre har en
mærkelig Forkærlighed for at indtræffe i
hans Nærhed. Hvad nytter det ham at leve
i den sydsjællandske Paradisegn ved
Fensmark, hvor Chr. Winther tilbragte sin
Barndom, at have indrettet sit Hjem i den
dejligste gamle Gaard ved Holmegaards Mose,
naar han, hver Gang han gaar Tur, kan
risikere at møde en lille Pige, hvor Naturen
har haft det Indfald at lade hende blive født
172
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
