Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Døden — den sidste Belønning. (Til Karl Schlüter’s Dramer). Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
og Diamanter», parat til at modtage Gerd.
Og da blev det »Morgen» for hende.
Vil man nu indvende, at den virkelige
Dramatikers Arbejde ikke tiltrænger en
saadan Analyse og Indlægning, som den her
foretagne, er der det at sige, som der ogsaa
er bleven sagt andetsteds i denne
Undersøgelse, at Dramatiker i Ibsen’sk Forstand
(Schlüter har lært mest af denne Nordmand),
hvor alt gaar op uden Rest og til en
Matematikers logiske Tilfredsstillelse (udtrykt af
Schyberg i sin Anmeldelse af »Nu er det
Morgen» saaledes: »Vi kommer jo ikke i
Teateret for at faa forelagt Opgaver, som
ikke kan regnes — men for at se
Dramatikerens eller Digterens Forslag til en Løsning)
det er Schlüter ikke. Mindre kan ogsaa gøre
det —• og undertiden gøre det bedre. Naar
Ibsen i vor Tid er i stadig Nedgang, skyldes
det vel ikke udelukkende, at Tiden er løbet
fra hans Problemer, men vel ogsaa delvis
at hans Personer er for meget virtuost
»Teater», for lidt Mennesker. Det er netop den
dybt menneskelige Medleven, der har givet
Schlüter hans særlige Fysiognomi i vor Tids
Debat saavel paa som udenfor Scenen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
