Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Dansk retshistorie. Af Vilhelm Marstrand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk retshistorie
paa vikingtiden have været uhyre stort, ellers
kunde alt vaabenført mandskab ikke have
været paa søen sommer efter sommer og have
gennemført Englands erobring. Jomsborg og
de andre handelspladser i Venden, de
talrige trælleborge i Danmark viser tydeligt, at
trælle er importeret i betydeligt antal, og har
gennemgaaet en haard skole, før man turde
fordele dem paa gaardene, saa at jorden
kunde holdes dyrket. Det er fuldkommen
udelukket, at de ikke er endt som jorddyrkere,
og naar landskabslovene ingen ufri jordbrugere
kender, saa maa de være blevet fri i
mellemtiden.
Den mangel paa ret, trællene har i
landskabslovene, maa altsaa gælde selve begrebet
træl, være overtaget fra en ældre tid, hvor det
var langt mere nødvendigt at hævde
saadanne bestemmelser end i 1200-aarene, hvor
efterkommere af de gamle trælle forlængst som
jordbrugere og deltagere i Venderkampene
maa have erhvervet rent faktisk frihed.
Formelt maa de efter adelbøndernes mening dog
have manglet den; jordran glemmes ikke let
af bønder, og hvad mere er, herreds og
landstingenes virkemaade beroede paa, at
adelbønderne var nødt til at enes. Hvis ikke
kunde de til enhver tid frygte, at trællene
tog magten.
Af den her antydede opfattelse træffes intet
spor i værket, der om hele retsvæsenets
udvikling siger:
Retten udgik oprindelig umiddelbart fra folket.
Den levede i folkets bevidsthed, og fik sin ydre
tilværelse gennem dets beslutninger.
Ord som disse lyder vistnok lifligt i de
flestes øren. I mine er de romantik af det
reneste vand uden fjærneste forbindelse med
virkeligheden. Ret uden magt til at hævde
den er et i luften frit svævende begreb. Konge
og stormænd, der hævdede retten, maa have
haft større indflydelse paa dens udformning
end folkets »tagen ved» de ny bestemmelser,
der gang paa gang er blevet foreslaaet, ja
som de skaanske kirkelove gennemført under
blodig vold. Og »folkets bevidsthed» er et
begreb uden existensmulighed, med mindre
folk i middelalder og oldtid var af en helt
anden karakter end nu, rene vidundere til
altid at tænke og mene det samme.
Enighed naas kun under tryk, enten respekt
for den magt, som udøvedes af konge og
stormænd, eller frygt for den fare, man løb
for at blive rendt over ende af trællene, naar
de mærkede uenighed blandt deres herrer.
Begge dele har virket sammen og begge dele
udelukker ikke, at man i praxis har
opretholdt frie og fine forhandlingsformer. Blot
mærkeligt, at forfatteren hverken har set
dette, eller set, at saadan foregaar
retsudviklingen den dag i dag paa det vidstrakte
omraade, der særlig er kendt af teknikerne, og
som reguleres ved sundhedsvedtægter,
vej-vedtægter og byggevedtægter.
Den lovhjemmel, der findes for disse
vedtægter, er som oftest overordenlig svag, og
maa jævnlig søges i gamle forordninger fra
enevældens tid, hist og her suppleret med en
nyere bestemmelse om, at den eller den
bestemte bygge vedtægt eller vej vedtægt under
visse omstændigheder kan overføres til en
anden by. Men man ønsker ikke altid alle
bestemmelserne overført. Økonomiske hensyn
sætter altid en øvre grænse for, hvor langt
man kan gaa med at kræve vejbredden
forøget, lysafstand, rumstørrelser og
konstruk-tionsstyrker udover gængs sædvane. Dette
rent negative ved befolkningen; holde rede
paa vedtægternes indhold kan den ikke, det
kan vanskeligt nok de teknikere der har med
dem at gøre. Det levende i folkets bevidsthed
er, at samfundet i givet tilfælde har magt
til at gennemføre foranstaltninger til fælles
bedste som jærnbaneanlæg, vejanlæg,
byg-ningsbestemmelser, som har til formaal at
sikre beboere mod sammenstyrtningen eller
lys nok, og saa videre.
Istedetfor at lade sig diktere disse
betingelser foretrækker befolkningen her i landet at
gaa i fri forhandling om dem. Forhandles der
aabent og loyalt, er der næsten ingen grænser
for, hvor meget der kan naas af
repræsentanten for samfundsinteresserne. Bliver han
studs, er det omvendt næsten ugørligt at naa
et resultat. Saa maa hele maskineriet sættes
igang, expropriation, taxation o. s. v. Men
det er undtagelsen: bevidstheden om, at det
kan sættes igang, er som regel tilstrækkeligt
til, at man naar en enig afgørelse, hvor begge
parter kan glæde sig over at tage saavidt
hensyn til hinanden, som det nu har været
muligt.
Selv i det storpolitiske liv møder man det
samme. Det autoritære system er ganske vist
det nævnte systems polære modsætning, og
partipolitiske afgørelser en lidet heldig
mellemvej, der som regel skjuler, at der ved de
reelle afgørelser er langt mere enighed
tilstede, end de partipolitiske krafttaler lader
formode. Kravet om et resultat fremtvinger
215
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
