Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Dansk retshistorie. Af Vilhelm Marstrand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vilhelm Marstrand
den enighed, som efter de store ord der siges
synes uopnaaelig, og som naar den ikke
opnaas fører til utilfredshed, i givet fald til
opstand eller kværuleren.
Forstaaelse af denne dynamik er der efter
mit skøn alt for lidt af i værket, navnlig i
skildringen af den ældre udvikling. I
skildringen af forfatningshistorien gennem den
senere middelalder og nyere tid er der meget
mere virkelighedstroskab. Det skyldes, at
synspunkterne for oldtidens vedkommende
helt synes behersket af den tyske
retshisto-riske skole, som nærmere omtales i værkets
indledning, og som saa retshistoriens
hovedopgave i at rekonstruere »urretten», i første linie
»den germanske urret», derefter en fælles
»indo-germansk urret» og muligvis endnu
længere tilbage. Forfatteren udtaler ganske
vist side 4, at man vistnok er gaaet for vidt i
troen herpaa, men væsenlige dele af hans
fremstilling er bygget paa denne forestilling.
Det fremgaar tydeligt side 6, hvor han taler
om stammebeslægtede folk og siger, at
oplysning »om nærheden af slægtskabet giver
den sammenlignende sprogvidenskab».
Det kan imidlertid ikke oplyse om andet
end slægtskab mellem sprog. Vandaler kan
ikke i Afrika have haft de samme retsregler
som ved Østersøkysten, og der maa være stor
forskel paa rettens udformning hos et
herskende folk og et undertvungent, selv om
dette antog herskerfolkets sprog.
Alene et udtryk som »indogermansk» burde
have vist forfatteren, at skolen er paa gal
vej. Det er ikke et begreb, der kan gives noget
konkret indhold, med mindre man vil lade
»germansk» omfatte hovedparten af de
europæiske sprog. End ikke begrebet »germansk
urret» har noget virkeligt indhold.
Sprogslægtskab betyder i denne
forbindelse ikke andet, end at det er lettere at
overføre retsbestemmelser fra et land til et andet,
naar sprogene er beslægtede. Det afgørende
er dog, at ensartede vanskeligheder findes. De
er i fortiden som i nutiden imødegaaet ved
laan fra hinanden. For kirke og kongemagt
kunde laanene ske langvejs fra. Det gælder
den kristne kirkes retsregler. Det gælder
Romerrettens overføring til Tyskland. Det
paa folkevandringstid i Danmark opstaaede
krongods »konunglev’et» er saa fjærnt fra
tankegangen i et slægtstyret samfund, at
man heri maa se et laan fra romersk
regeringspraxis. I den ældste byudvikling kan man finde
langt mere engelsk — det vil sige
latinsk-angelsaxisk — paavirkning, end den senere
rent tyskprægede udvikling lader formode.
Alt dette er i mine øjne saa skævt opfattet,
at billedet der gives er helt fortegnet, og des
mere, jo længere der gaas tilbage i tiden.
Heller ikke stoffets afgrænsning forekommer
naturlig. Der er ikke nogen direkte
forbindelse mellem retskildernes og
forfatningsrettens historie. Den der er givet i værket kan
vanskeligt logisk begrundes. Noget helt
andet er, at værkets undertitel fortræffeligt
svarer til værkets indhold, som hverken
omfatter store dele af familieretten eller en række
praktiske omraader, som det i mine øjne er
nødvendigt at tage med for at faa et helt
rigtigt billede af det gamle bondesamfund.
Udeladte emner som vej, vandmøller, maal
og vægt staar for mig som lige saa
betydningsfulde for helhedsbilledet som en række
af de behandlede emner, f. ex. bol og ager.
Naar alt dette er indvendt, saa bliver der
dog tilbage en vis befriende fornemmelse med
tilhørende taknemlighed overfor professor
Poul Johs. Jørgensen for det, han har ydet i
dette værk. Trods manglende forbindelse
med væsenlige sider af det virkelige liv, saa
er forfatterens nøgterne syn paa de emner, han
behandler, ikke uden skønhed. Og hans
redelighed overfor opgaven er af en saadan art,
at der er nok at glæde sig over. Man faar lyst
til at tage opgaver op vedrørende landets
ældre historie, og hvad man end mener og
ønsker om samfundets udvikling og
forbedring, — man faar et stærkt indtryk af, at den
linie, der har været vandret af fædrene,
aldrig har været længere fra det opnaaelige, end
at man med større udsigt til heldige
resultater kan bygge videre paa den af fædrene
lagte grundvold, end ved at slaa alt itu for
derefter at bygge noget nyt op paa det der
engang var.
Ingen forbedring er mulig, uden at man
kender det, der skal forbedres. I den evne, det
danske folk har haft til at tale med hinanden,
fra kongen og hans mænd til den jævneste
månd og kvinde, og skaffe en retsorden, der
kun forbigaaende under fremmed indflydelse
har forladt dette princip, er der værdier, som
fortjener at være paaskønnet og kendt. For
det lys, professor Poul Johs. Jørgensen har
kastet over de svundne slægters arbejde for
retsudviklingen fortjener han en tak, der
vanskeligt kan være varm nok.
216
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
