Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Danske Fiaskoer. Gode og daarlige Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
Fot. H. I. Mydtskov.
Thorkild Roose som Don Quixote
i »Synder o g Helgen».
Det Kgl. Teater.
derske Antydninger i den Retning, og at
Molander ikke nøjagtigt havde formaaet at
kontrollere sine Aktører. Eller Forholdet
var vel ikke det, at Gæsteinstruktøren var
saa høflig mod sine Vært-Skuespillere, at
han helt forholdt dem sine Intentioner?
Forkert var Holger Gabrielsen som
Officeren. Folk med Underbid har vanskeligt ved
at se overbevisende lidelsefulde ud. Hans
forslagne Ansigt mangler Plads til Furer.
Han var meget skematisk i sine Udtryk for
Kærlighedslidelse. Det blev kun til
Ligbe-gængelsessørgeminer og ikke til uudholdelig,
fortvivlende Melankoli bag
Spradebasseuniformen. Elith Pio var fremragende som
Advokaten. Han har en ensformigt tør, lidt
knirkende Stemme, der netop lyder forurettet,
men alligevel ligesom med undertrykt Følelse,
med skjulte Væld under Haardheden. Hans
forpinte Kristusansigt havde et Udtryk af
patologisk, fanatisk Selvplageri. Iøvrigt
bidrog næsten hele Det Kongeliges Stab med
virkningsfulde Præstationer.
En stor Digter i et ellers middelmaadigt
Repertoireaar og en Instruktør, der vidste
og kunde, hvad han vilde, gjorde Et
Drømme-spil til Sæsonens mest opsigtsvækkende
Forestilling. Den fik trods Fejl kunstnerisk
Perspektiv, fordi Det Kongeliges andre
Indsatser var svage.
To Stykker af danske Dramatikere, Svend
Borberg og Kjeld Abell, faldt. (Kaj Munk,
der sidste Aar bredte sig paa alle
Københavns Scener, har i Aar udover det muntre
Lej lig hedsspil Puslespil kun oplevet
Genoptagelser.) Svend Borbergs Synder og Helgen
var et udramatisk Tankestykke om Don Juan.
Juan blev ligesom i Nicolaus Lenaus Don
Juanstykke skildret som en Ynglingeidealist:
»Jeg hader Kvinderne, fordi jeg elsker
Kvinden, det skønne Billede, de alle raat
for-raader.» Don Juan er en Drømmer og en
Fantast. Sit Motto har Synder og Helgen netop
faaet fra Lenau: Ein ewig Jenseits dem V
erlangen. Borberg har nu faaet den Idé at
sammenstille ham med Don Quixote,
Verdenslitteraturens typiske store Fantast og Drømmer.
Allerede mens Juan er Barn, træffer de
sammen i Toledo. I Sceneanvisningen antydes,
hvor dybsindig Forfatteren mener at have
været med dette Møde. Der staar: Drengen
Juan staar ovre ved Klosterets Indgang og
stirrer ligesaa ufravendt mod den lille
Madonna paa Klostermuren som Don Alonso
Quixada mod Skyerne. — Begge Personer
gjorde som foreskrevet ved Opførelsen, uden
at Tilskuerne i første Omgang fattede
Dybsindigheden. Videre Stykket igennem udvikler
de scenariske Bemærkninger sig til
panderynkende Udredninger af Personernes Sjæleliv
og symbolske Betydning. Öet er ikke heldigt
for en Teaterforestilling, naar afgørende
Fiduser skjuler sig i Regibogen. Men
efterhaanden bliver ogsaa selve Replikkerne til
Fortolkninger. For dem, som endnu ikke
havde opfattet Hemmeligheden, udtaler Don
Quixote i sidste Akt til sin Broder i Aanden,
Don Juan: »Har det nu ikke ofte slaaet jer
som mig, at ydre Træk forener vore Liv paa
mange Maade.» — Saadan sigter Svend
Borbergs omstændelige Idédrama fra Akt til
Akt ensrettet paa den samme allegoriske
Skive.
Men trods det ender Ideen og Allegorien
i et almindeligt Uføre. Ligesom Don Juan og
Don Quixote identificeres, saaledes bliver
de tre Kvinder i Juans Liv, Aldonza (= Don
Quixotes Dulcinea), den madonnalignende
308
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
