Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Danske Fiaskoer. Gode og daarlige Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
genbillede af en stor Idé en højst tiltrængt
kødelig Virkelighed. Ingen af dem lagde en
Tomme til sin Vækst som Scenekunstner
derved.
Don Quixote blev udført af Roose. Den
langsomme, omstændelige, halvt
indtrængende, halvt verdensfjerne Stemme, de rystende
Hænder, den pilmagre Skikkelse gav ham de
ydre Betingelser for den beundringsværdigt
gennemførte Fantasi over Guds Nar, Fantasten
over alle Fantaster. Med Barberbækkenet
forsorent skudt i Nakken hinkede den evige
Optimist om i sine Drømmes, sit Haabs
sikre, tilforladelige Verden.
Ebbe Röde var blevet valgt til at spille
Don Juan, vel fordi han efter sine første
Roller blev sat i en Baas med Etiketten:
Ynglingefortvivlelse paa sig. Hans egentlige
Omraade er snarere den lunerige, pudsige
Karakteristik. Denne Evne har han i hvert
Fald ikke Brug for ved denne Don Juan.
Men han var god i den selvironiske Scene,
hvor han ulykkelig og desillusioneret giver
en Opvisning i professionel Forførelse af
Piger, Stykkets eneste helt fremragende
Optrin. Den versificerede Patos, det
storladent dæmoniske, det deklamatorisk
fortvivlede beherskede han ikke. Men af
Øjeblikkets unge paa Det Kongelige var han
vel nærmest til at spille denne Rolle, der ser
ud af saa meget, men inderst inde er en »Fisk».
Kjeld Abell er Eksperimentatoren i
dansk Teater. I sit sidste Stykke »Judith»
arbejder han med Ophævelsen af
Tidsbegreberne. Før og Nu glider over hinanden
med fælles Personer og samme Sprogstil.
Den unge Enke Judith er først en moderne,
rapmundet Bourgeoisidame, derpaa den jødiske
Pige, som i Bibelhistorien huggede Hovedet
af Tyrannen Holofernes, derefter igen en
nymodens Kvindetype. I en landlig
Præstegaard af i Dag, i den belejrede jødiske By og i
Holofernes Telt bærer hun den samme sorte
Enkedragt i 1940’s Snit.
Baggrunden for dette bevidst
anakronistiske, tidsophævende Indskud i Abells Drama
er ikke, at han har ladet sig overbevise af
den f. Ex. i Øjeblikket i Hollywood mondæne
Overtidsfilosofi, der er startet af Filosofen
J. W. Dunne, Forfatteren til An Experiment
with Time. Dette Spil med Tidsbegreberne
tjener som tilsvarende dramatiske Paafund i
tidligere Arbejder af ham alene det rent
pædagogiske Formaal: at ramme Tilskueren endnu
kraftigere, at lokke Stykkets Idé til lettere
at glide ned, at skabe Intensitet og Spænding
i Stykket. Det er et Sukkerovertræk over en
indviklet smagende Pille. Sin rationalistiske
Begrundelse faar det i, at den moderne
Judith faar Historien om Bibelens Heroine
fortalt af Stykkets moderne Månd en
Regn-vejrsnat i et Gæsteværelse hos en
Præsteenke. Hun, Enken, var i passiv
Ligegyldighed med sig selv ved at udlevere sig til en
ny ligegyldig Månd, men gik pludselig, hvor
alle ventede, at hun vilde sige ja, sin Vej ud i
Regnvejret. Paa Landevejen kom han
kørende forbi og tog hende op. De kendte aldeles
ikke hinanden. Paa Grund af Regnvejret
endte de i Præsteenkens Gæsteværelse. Men
fra det glider de lige ind i Bibelhistoriens
oprivende Judithdrama. Hun er stadig den
rige, unge Enke, der leger med Mændene
omkring sig, et nervøst, lidt pirreligt, lidt
satirisk Temperament, harcellerende, som
Kvinder er det ved Damefrokoster og Bridgeborde.
Alvoren er inde paa Livet af hendes By, som
Holofernes belejrer, og hvis Nerver han
bombarderer med en daglig Regn af Pile
og Sten, der endnu aldrig er naaet længere end
til Bymuren, men som det Øjeblikket
Holofernes slipper dem løs for Alvor, ødelægger
Byen. Men Judith har denne Voldstrudsel
endnu ikke ramt i Hjertet. Den glider af
paa hende, ogsaa da hendes lamme Broder
Dan tvinger hende til at snige sig til
Holofernes’ Lejr for at myrde Tyrannen. I hans
Telt træffer hun igen den unge Månd. Hun
tror, han er Holofernes, men han er i
Virkeligheden en ung Officer, der er sat til at belure
Judith, hvis Mordplaner Holofernes
udmærket kender. Tyrannen har Mistro til ham,
nu skal han bevise sin Troskab og slaa Judith
ihjel. Men i Stedet forelsker de sig i hinanden,
og i den lange Nat af Dødsfrygt bliver hun
klar over, at »Tyrannerne netop trives i
Kraft af alle de dødsens almindelige, smaa
Menneskers Veghed og Tvivl og Trang til at
tro og Lyst til at løbe tusind Mil bort fra sig
selv». Det gaar ikke, forstaar hun, at »det
enkelte Menneske dukker sig fejgt under en
Tro paa, at alt nok skal ordne sig, og at
Himlen ikke i Længden taalmodigt finder
sig i Uretfærdighed». Det er den samme
Erkendelse, som Anna Sophie Hedvig kom til.
Men Judith tager ikke Konsekvensen af sin
Erkendelse. Ikke hun, men en
Bordelværtinde myrder Holofernes. En Folkets Datter
maa gøre det, lyder Begrundelsen. Men Dagen
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
