Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Teateraaret i København. Danske Fiaskoer. Gode og daarlige Instruktører. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teateraaret i København
efter oplever vi i sidste Billede den moderne
Judiths og hendes unge Mands
Kærlighedslykke, befriet fra Tyrannen.
Det var en alvorlig Brist i den dramatiske
Logik, at Judiths Historie bråt fik denne
Udgang. Hele den kompliceret opbyggede Idé
styrtede sammen. Dramatisk forløsende vilde
det have været, at enten dræber hun
Holofernes og oplever derefter en fri
Menneskeligheds Lykke, eller at hun ikke kan gøre det og
derfor gaar til Grunde til Fordel for Folket,
der kan. Abells Løsning havde hverken Hoved
eller Håle og virkede forvirrende i det i
Forvejen uklare Drama. De patetiske Tanker
i det unge Pars uendelige Nattesamtale i
Holofernes’ Telt var uplastiske og udflydende.
Det bevidst modernistiske Sprog, de var
affattet i, forlenede dem ikke med Kraft eller
Prægnans. Scenen var heller ikke rigtig
iscenesat. Dødsfrygten, dette Møde med
Gruen, den belurede Uhygge var ikke
tilstrækkelig betonet. Denne Stemning, der
skulde være en dramatisk Realitet,
druknede i mange, mange Ord. Publikum var
desorienteret.
Hovedscenen svigtede saaledes totalt. Til
Gengæld viste Abell endnu engang sit frodige
Talent for den lette, kvikke Replik i de
indledende Scener hos Provsteenken. De skulde
blot omgive de bitre Sandheder med en sødlig
Duft af Lystspil, men paakaldte nu
Hovedinteressen og forstyrrede helt Proportionerne
i Judithdramaet.
Else Skouboe vandt en stor Sejr som Judith,
den rigeste, moderne-komplicerede
Kvindetype, der længe er digtet i dansk Dramatik.
Med sit let bøjede Hoved, det beaandede
Ansigt med den himmelstræbende Næse
førte hun Judith fra den forkælede Enkes
selvsikre glatte Upaavirkelighed, ja næsten
Ubarmhjertighed, den farlige Tolerance, som
i Virkeligheden er Veghed og Dovenskab
og Lyst til Ro, førte hende gennem Tvivlen
og Frygten til Erkendelsen. Over den
uforstaaelige Brist i Dramaets Logik tilsidst
kunde hun selvfølgelig ikke bygge Bro.
Men hendes beundringsværdige moderne
Replikkunst brændte sikkert Abells
Pointefyrværkeri af i de indledende Scener, og hendes
aandeløse staccato-Stemme frelste, hvad
frelses kunde i de bibelske Sceners lidelsesfulde,
følelsesfulde Passager.
Mogens Wieth spillede dygtigt og
smagfuldt den fra Forfatterens Haand lidt passive,
men højst nødvendige unge Månd. For ham
S"
Fot. H. I. Mydtskov.
Holger Gabrielsen som Argan i
»Den indbildt Syge».
Det Kgl. Teater.
maa den blive Springbrædtet ind i de »lyriske»
unge Mænds Roller.
Aarets Klassiker-Nyindstudering paa den
kongelige Scene var Moliéres Den indbildt
Syge. Oprindelig blev den givet à la Versailles
med Balletindlæg og Operanumre mellem
Akterne. Skuepladsen forestillede en Sal i
Slottet. I Pauserne blev de Skærmbrætter,
der gjorde det ud for Kulisser, fjernet, og
Dans og Sang underholdt de kongelige
Tilskuere i den anden Ende af Salen. Det var
fristende at efterligne dette Genrebillede af
en Molièreforestilling ved Hoffet netop for
Det Kongelige Teater, som har alle tre
Kunstarter inden for Murene. Men det blev
for tung og tvær en Maskine. Den faste
Intrige blev hakket sønder, og den hurtige
Komedie bredte sig ud over en hel lang Aften.
Teatret tog Konsekvensen af Kritikken,
kappede Prologen og Intermezzoerne og spillede
kun den rene Komedie til uendelig Gavn for
Værkets Sammenhang.
Titelrollen kreerede Holger Gabrielsen. Der
er Glimt baade af Had og Selvhad i denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
