Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Søren Kierkegaards Forlovelse. Af Chr. Kirchhoff-Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Kirchhoff-Larsen
Herrer i Snorliv, pudsige nok,
i Munden Cigar, i Lommen en Stok,
her öfre hele Personen
til Modens Afgud paa Tronen.
Heibergs Malice gjaldt dog kun den
mandlige Ungdom. Over for det andet Køn var
Digteren, som altid, Galanteriet selv:
Har Hankønnet vakt din Latter
ved mangen Karikatur,
forlyster Øjet sig atter
ved Damernes nette Figur,
thi lydende Modens Herskerbud,
de se dog alle som Mennesker ud,
og baade ved Drift og Vane
man drages mod det humane.
En kendt Skikkelse, men vidt forskellig
fra de andre, var den sære, geniale Søren
Kierkegaard, en Eremit blandt Bøger, der i
Menneskenes Selskab følte sig som i
Amerikas Urskove. Selv denne Simon Stylit steg
dog af og til ned fra sin Søjle. Han holdt,
saa indesluttet han var, af, underholdende,
vittig og ivrigt gestikulerende, at vandre
Gade op og Gade ned i Samtale med sine
Bekendte. En Dag — det er i Aar netop
hundrede Aar siden — gik han endda saa
vidt, at han forlovede sig med en livsglad
ung Pige.
Det er vel nok den mærkeligste
Forlovelse, København har været Vidne til. Den
varede et Aars Tid. Saa skiltes de igen.
Magisteren vendte tilbage til sit
Studerekammer, og Regine Olsen blev ikke hans
Hustru, »kun hans Muse».
Som den Sildefødning, Søren Kierkegaard
var, havde han aldrig kendt til at leve Livet
som andre. Faderen, en jydsk
Hosekræmmer, var blevet en velstaaende Månd, men
levede stadig som en fremmed midt i den
store By, streng i sin Dom over det
københavnske Væsen, der forekom ham letsindigt
og løsagtigt; hans Fornøjelse bestod i at
disputere med Husets Gæster og med sine
to Sønner — om sin egen Sjæls Anliggender
var han tavs som Graven. Den Glæde at
være Barn havde Søren aldrig kendt. Det
hændte, at Faderen nægtede Drengen at
gaa en Tur og i Stedet for tog ham ved
Haanden og gik op og ned ad Gulvet med
ham hjemme i Stuerne paa Nytorv; saa
fortalte Michael Kierkegaard om, hvad de
saa undervejs, om Vognenes Rullen,
Kagekonens Frugter og de hvide Sejl over
Sundet, og alt blev saa levende for Sønnen, at
ogsaa han snart tog fat. Naar Turen var
færdig, kunde de være helt trætte. Faderen
var ogsaa Sørens eneste Omgang. I Skolen
kaldte Kammeraterne den spidsnæsede,
tyndbenede Søren i det hjemmegjorte jydske
Tøj »Kordrengen»; han kom aldrig til nogen
af de andre Drenge og havde aldrig nogen af
dem hjemme hos sig. Drillede man ham,
satte han som Pindsvinet Pigge ud til alle
Sider, samtidig med at han trak sig endnu
mere ind i sig selv. Han var, da han blev
Student, en af Angst og Tungsind forpint
Fantast, der tidlig havde lært at bruge
Ironien som Vaaben.
Studierne gav Luft under Vingerne. Søren
Kierkegaard følte sig til at begynde med
som en ung Orn paa Flugt fra
Barndomshjemmets trygge, men snævre Rede. Han
delte sin Interesse mellem Kirke og Teater,
læste, spadserede paa Gaden og sad paa
Kafé, beundret for sit spillende Vid af det
unge litterære København. Tre mærkelige
Skikkelser tumlede han med i sit Sind: Don
Juan og Faust, Sanselighedens og Tvivlens
Repræsentanter, og den evige Jøde, der for
ham symboliserede det irreligiøse
Menneskelivs bundløse Fortvivlelse. Men intet
tilfredsstillede ham, intet var ham nok. Don
Juan og Faust kan ikke trøste hinanden,
blot øge hinandens Kval. Det skete, at
Kierkegaard efter et Selskab, hvor alle
havde følt sig henrevet af
»Vittigheds-Djævelen» i ham, for sit eget Vedkommende
følte Trang til at tage Livet af sig. Og da
han fik at vide, at hans Fader engang som
Hyrdedreng ovre paa Heden, pint af Sult
og Kulde, var gaaet op paa en Høj og
havde forbandet Gud, blev dette for Søn-
396
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
