Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Søren Kierkegaards Forlovelse. Af Chr. Kirchhoff-Larsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Kirchhoff-Larsen
Ogsaa Regine har givet en Fremstilling af
Forlovelsen. Hun huskede endnu paa sine
gamle Dage, hvorledes Søren Kierkegaard,
hvis Tale ligesom vældede frem og var i høj
Grad fængslende, havde interesseret sig for
hendes Læsning og hendes Klaverspil,
havde laant hende Bøger og foræret hende
Noder. Og dog overvældedes hun helt,
da han friede, saa at hun rent maalløs,
uden at give nogen Forklaring eller sige
et eneste Ord, blot ved sin Holdning
skyndsomst fik ham ud af Døren. Da
han to Dage efter friede paa ny, kom
hun ham aabent og ærligt i Møde og
erklærede, at der var en Lærer fra hendes
Skoletid, som hun holdt meget af, og som
hun ogsaa troede holdt af hende. Men
Kierkegaard var fast i sit Forsæt. »Du kunde
talt om Fritz Schlegel til Dommedag —
det havde ikke hjulpet dig noget, for jeg
vilde have dig», sagde han en Dag til hende,
efter at hun havde givet ham sit Jaord.
Den spekulative Tænker og den friske,
unge Pige var altsaa forlovede.
Men Ulykken — fristes man til at sige —
var knap sket, før den stod ham klar. Og
der skulde ikke gaa lang Tid, før ogsaa hun
fattede dens Omfang. Søren Kierkegaard
elskede sin Kæreste højt; men med al hans
Grublen og alt hans Selvplageri dukkede
der en stærkere og stærkere Tvivl op hos
ham. Formaaede hun at »bryde hans
Tungsinds Tavshed»? Turde han trods »det
gaadefulde Misforhold hos ham mellem det
legemlige og det sjælelige» indlade sig paa »at
realisere det almene» — det vil sige: indgaa
Ægteskab? Regines umiddelbare Lykke blev
just for Kierkegaard en Slags Prøvesten.
Den lærte ham ligesom at forstaa sig selv.
Han havde aldrig rigtig anet, hvor
tungsindig han var. Han havde aldrig rigtig ejet
nogen Maalestok for, hvor lykkeligt et
Menneske kan være.
De smaa Billetter, Søren Kierkegaard i
den første Tid sender sin Kæreste, er
skrevet af en Filosof. De er saa underlig kon-
struerede, skrevne af en, der end ikke over
for den elskede kan aflægge sine Citater og
Aandrigheder, men selv i Forholdets mest
kritiske Øjeblikke faar Tid til at file paa
Ord og Stil. Og dog — de Kierkegaardske
Billetter rummer alligevel en ægte Følelse.
Forfatterens kaade Fantasi, hans skarpe
Refleksion har i disse Breve en egen Ynde
over sig, hans Stil en Musik og Farve, der
maa have gjort et dybt Indtryk paa den
unge Pige, Brevene gjaldt.
.... Det er i Eftersommeren, hen imod Aften.
Dit lille Vindue staar aabent: Maanen kvælder,
den overbyder sig selv i Glans for at fordunkle det
Spejlbillede i Havet, der synes at overstraale den
næsten farlig — saa pragtfuld. Den blusser af
Forbitrelse, skjuler sig i Skyen. Havet sitrer. —
Du sidder i Sofaen, Tankerne svæver vidt
omkring, Øjet bindes ikke af noget, kun i den vide
Himmels Uendelighed forsvinder de uendelige
Tanker, alt mellemliggende er borte, det er, som
sejlede du i Luften. Og du kalder de flygtige Tanker
sammen, der viser dig en Genstand. Og hvis et
Suk havde fremaddrivende Magt, hvis et Menneske
var saa let, saa æterisk, at den udpressede Luft,
der udstrømmer i et Suk, kunde føre det af Sted,
og desto hurtigere, jo dybere Sukket var — da
vilde du vel i samme Nu være hos mig ....
Sorg og Bekymring og Vemod var før,
naar Kierkegaard tog paa sine Ture til
Fredensborg, hans trofaste Ledsagere; nu er
Rejseselskabet mindre farligt — naar han
kører ud, er det Mindet, der ledsager ham,
Erindringen om Regine, naar han kører
hjem, Længselen efter hende. Som David
med sin Harpe formaaede at fordrive Sauls
onde Lune, føler Kierkegaard, naar den
unge Pige spiller for ham, de mørke Tanker
vige.
Han elsker hende. Elsker hende, saadan
som han formaar det:
Min Regine! Nu har jeg læst saa meget
af Plato om Kærlighed, og dog er der en
Lovtale over den, jeg sætter mere Pris paa end
summa summarum af alle Konkurrenternes ved
Gæstebudet — eller rettere, der er en Kærlighed,
som jeg vil holde en Lovtale over, vel ikke ved
et Gæstebud, men i Nattens Stilhed, naar alle
sover, eller midt i den støjende Larm, naar ingen
398
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
