Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Shakespeare og filmen. Av Alf Henriques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Shakespeare og filmen
Av Alf Henriques
^SHAKESPEARE og filmen! Det hele er
maaske blot nogle tvangsforestillinger fra min
side, let forklarlige hos et menneske, som i de
sidste aar hver eneste dag har arbejdet med
Shakespeare og hans imitatorer, og som i den
samme tid er blevet saa vaskeægte
upp-salienser, at han betragter filmen som den
vigtigste form for aftenrekreation. Men ogsaa
tvangsforestillinger kan være nyttige, blot
man til gengæld tvinger dem ind i faste baner.
Nogen begrebsforvirring tror jeg i alt fald
ikke at skulle afstedkomme; den tid er vel
nu forbi, hvor filmen skulde forsvares mod
den mindre mobile del af publikum, for hvem
den nye kunstform kun var et fotografisk
legetøj eller et vulgært surrogat for
scenekunst. Naturligvis er ræsonnementer af den
art, som her skal forsøges, altid lidt risikable,
ikke mindst hvor det gælder en saa —
teoretisk og praktisk — uafklaret kunstart som
filmen, der trods al selvstændighed ikke
blot grænser op til den dramatiske kunst,
men befinder sig i dens »livsrum». Det gælder
blot om at have orden i begreberne, paa
samme tid som man ikke tager dem alt for
højtideligt. Hvor disse betingelser har været
overholdt, forekommer det mig, at der er
kommet en del godt ud af sammenstillinger
mellem forskellige kunstarter, baade hvor man
har villet finde en tids æstetiske fysiognomi,
og hvor det gjaldt at bestemme kunstens
og digtningens sjælelige forudsætninger.
Mine bestræbelser vil falde i to afsnit.
Det første, om ligheder mellem filmens og
det elizabethanske dramas
produktionsvil-kaar, skal fortrinsvis bidrage til at belyse
et par Shakespeareproblemer. Det andet, om
formelle ejendommeligheder hos englænderen
i forhold til de nuværende filmsdigteres
formvilje, søger at stille nogle spørgsmaal, ikke
uvigtige for betragtninger angaaende filmens
afgrænsning og fremtid. Det lyder maaske
højst seriøst og teoretisk, men min lille
artikel skulde ellers ikke være andet end lidt
snak om nogle griller, fanget paa vejen fra
Carolina Rediviva til de uppsaliensiske
films-paladser, der ligger i ly af slotsbakken.
Først Shakespeareproblemet. Den gamle
britte er, som man utvivlsomt en gang har
sagt det, et verdenshav, hvis dybde ikke
lader sig lodde. Det synes imidlertid, at man
ofte til erstatning har nøjedes med at lude
sig ned til overfladen, hvor man blandt
andet opdagede sig eget spejlbillede, hvilket
blot har bidraget til at styrke troen paa, at
man her stod over for et universelt geni,
som var »for alle tider». Engang opfattede
man Shakespeare som det vilde, men
tiltrækkende naturmenneske; saa blev han til
aandens eller i alt fald til poesiens
legemliggørelse; senere til det store passionerede
menneske, og — i vor tid — til fuldblods
teatermand. Hvilket af synspunkterne er det
rigtige? De ejer vel alle en sandhed i sig, —
ikke mindst det sidste. Vor tidsalder synes
bedre end de foregaaende at forstaa digterens,
specielt teaterdigterens afhængighed af
samfundet, samtidig med at den har mere føling
med kunstnerens rent tekniske kunnen; og
det forekommer os ikke, at Shakespeare
forringes derved; vi genkender jo
spejlbilledet!
Man kan imidlertid have nok saa faste
forestillinger om Shakespeare som den
praktiske skuespilleverandør; tilbage bliver en
vag fornemmelse om, at denne kombination
af digtekunst og teaterforretning maa have
betydet en hemning for britten. Vi elsker ham
dobbelt, fordi han formaaede at vokse ud
over sine omgivelser; men mange har vel
haft den dybeste medlidenhed med ham:
hvor fatalt er han ikke blevet distraheret
ved sin skrivepult af teatrets støjende og
forgængelige verden, den stakkels, største
af alle teaterskrædere!
Ja, teaterskræder, det er ikke noget fint
ord; vi forbinder det stadig med mindet om
dramatikertyper, som har fjernet sig fra
litteraturens ophøjede verden til fordel for
skuespilhusets mere velbetalte vulgaritet.
Ganske rimeligt har den kreds af litterater,
som bestemmer læseverdenens smag, tilmed
haft mere sympati for den stilfærdige
stuelærde, der af et troskyldigt hjerte fylder sine
37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
