Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Shakespeare og filmen. Av Alf Henriques
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alf Henriques
skrivebordsskuffer med respektabel, men
uspillelig dramatik, end for den smarte
sammen-skriver af teaterstykker, hvis første lov er
det betalende publikums vaner. Specielt paa
kontinentets nordligere del — men her dog
mindst i Danmark — anses intet for saa
agtværdigt for teaterskribenten som et par
solide publikumsfiaskoer. Og unægtelig: naar
man mindes, af hvilken type visse succes’er
har været . . ! Selv ikke uheldige dramatikere
fra det nittende aarhundrede har ligefrem
følt’ poesiens og teatrets verden som to
uforenelige magter, i evig strid med hinanden,
— herom er der tilmed skrevet en baade
velgjort og poetisk tragikomedie: Sven Langes
»Samson og Dalila».
Man har da ofte lidt svært ved at forestille
sig »Hamlets» digter som en ældre kollega
til Dickens’ ulyksalige Nicholas Nickleby,
som af sin teaterdirektør fik ordre at skrive
et drama, hvori der kunde blive anvendelse
for den virkelige pumpe og de to
pragtfulde vaskebaljer, selskabet paa saa billige
betingelser var kommet i besiddelse af. Men lad
os hellere sammenstille Shakespeares vilkaar
med dem, hvorunder i dag selv den bedste
»filmsdigter» arbejder. Det er for os
selvfølgeligt, at der ikke findes filmsforfattere
eller filmsinstruktører, der i fornem isolation
sidder og skriver drejebøger uden at have
ordentlige forbindelser med et filmsselskab;
ikke meget mindre absurd var i det sekstende
aarhundrede tanken om en teaterfjern
dramatiker. Men følgen heraf er evident: den
økonomiske koncern, hvortil saavel renæssancens
skuespilskriver som nutidens filmsdigter —
manuskriptforfatter og iscenesætter — knytter
sin skæbne, har ret til at kræve de
kunstneriske opgaver løst inden for visse rammer,
bestemt af publikums vaner og fremførernes
kapacitet. Vi faar her anvendelse for begrebet
brugskunst, uden nogen nedsættende
biklang.
Naar kunstværkets livskraft i den grad er
afhængig af et publikum som i de her omtalte
forhold, kommer dets vilkaar til at adskille
sig fra det almindelige kunstneriske produkt,
hvor de to faktorer: at give udtryk for et
sindelags stemninger eller tanker, og at opnaa
kontakt med omgivelserne, maa dele magten
mellem sig, —- i almindelighed til fordel for
det første moment. Lad os tænke os en
excentrisk maler, som bestiger et ellers saa
godt som utilgængeligt bjerg og smykker
en fjældside øverst oppe med et dejligt fresco-
maleri; æstetisk betragtet er det et lige godt
kunstverk, selv om det aldrig faar et publikum.
Men lad os tænke os en ikke mindre
egensindig ingeniør, som lader udføre et
broprojekt mellem to klippevægge paa samme
bjerg, til glæde for ingen; man tør her knap
nok hævde, at den tekniske løsning er god,
naar værket kommer til at savne enhver
funktion.
Midt imellem disse yderligheder skulde
filmens kunst komme til at ligge. Der er i
realiteten intet fint ved en filmsfiasko, i
hvert tilfælde ikke naar det publikum, for
hvem værket var bestemt, stiller sig
afvisende. Arbejdet er spildt, fordi det praktisk
taget er umulig, at »tiden kan give
kunstneren ret» ved en senere succes, — i alt fald
ikke saa længe filmen endnu befinder sig i
støbeskeen. Men noget tilsvarende gjaldt
skuespillene paa Elizabeths tid; de blev
skrevet, fordi de skulde bruges — og bruges
med det samme! Naturligvis forhindrede
dette ikke eksperimenter hos den digter, der
havde fantasi og ambition; men der skulde
være maade med galskaben, og alle
ekstravagancer, dobbelt spændende fordi de var
saa risikable, maatte udlignes med en desto
større effektivitet.
Shakespeare har altsaa leflet for publikum,
været titan og haandværker paa samme
gang? Er det saa urimelig en tanke for den,
som har de betydelige filmsdigteres indsatser
præsent, for eksempel effektive franskmænd
som René Clair, Jean Renoir, Jaques Feyder,
Marcel Carné og Julien Duvivier? Bedst egnet
til en saadan jævnførelse er maaske den
sidstnævnte, skaberen af »Pépé», »Carnet de
Bal» og »Fin du jour». At slige film er digtet
af en virkelig kunstner, synes mig uden for
en hver tvivl; og det forøger i mine øjne blot
respekten for ham, at han ikke har været
sårt i sine virkemidler, men med sund
livsappetit sikret sig succes for derved
overhovedet at skabe betingelsen for endnu et
kunstværk; i litteraturen vilde jeg nok
foretrække en forfinet og egensindig artist som
René Clair, en virkelig kæmpende fornyer,
der ikke har kunnet gaa paa akkord; men i
filmens historie vil det ganske naturligt
nedsætte Clairs værdi, at han i længden synes
at have manglet en vis selvforglemmende
frodighed, som først og fremmest kræver
stadig nye resultater. Og beklager vi virkelig
Julien Duvivier, at han ikke havnede i en
mere eksklusiv kunstart? Lige saa lidt bør
38
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
