Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Fru Heiberg. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fru Heiberg
ham med før langt ud paa Natten. Heiberg
kiggede i de smaa Timer Stjerner og dyrkede
Astronomi fra Søkvæsthusets øverste Etage.
»... men ogsaa dette vil jeg være saa
forfængelig at udlægge som et godt Tegn for
mig, uagtet Du selv maaskee ikke
forstaaer, hvorledes det er mig muligt.» Vi
vist heller ikke!
Hun endevender og drejer deres Forhold
i nye Breve. Undertiden tvivler hun om,
at det virkelig er et Savn for Heiberg, at
hun er taget bort; i næste Øjeblik tror hun
fuldt og fast derpaa, og saa græder hun
over, at hun ikke bedre har benyttet deres
Samliv. Men hun lover, at det skal blive
anderledes, hvis blot han vilde have lidt
Overbærenhed med hendes Svagheder og
vise sin Godhed mod hende lidt tydeligere.
Hun køber en Kikkert til ham og udtaler
samtidigt Frygt for, at han skal længes
mere efter Kikkerten end efter sin Kone.
Hun skriver, at hun i denne Sommer lever
af hans kærlige Ord. Derfor maa han ikke
være for sparsom med dem.
Først den 10 Juli svarer Heiberg paa
dette flimrende Virvar af Anklager og
Bebrejdelser og Bønner, der er stormet
ind over ham som et skumfraadende Hav
mod et urokkeligt Bolværk. I nøgterne
Vendinger forsikrer han, at han har savnet
hende. Hendes Bortrejse har efterladt en
stor Tomhed i hans Sind, og han har følt
sig halvt eller maaske helt mélancolique.
Alligevel kommer han med Indrømmelser
over for hendes Stormflod af Anklager, men
gør det paa en aldeles upersonlig Maade
med nogle Bemærkninger i graa
Almindelighed: »Der er i Livet saa megen Indolens
og Dvaskhed og Distraction, som man har
ondt for at løsrive sig fra.» Med man’et
fjernede han Indolensen og Dvaskheden og
Distraktionen fra sig selv, skønt han godt
tilstod, at han havde faaet Splinter af disse
Laster i Øjnene. Tilstaaelserne maa vige
for Trøstens Ord og Formaninger til den
klagende Hustru. Hun anmodes høfligst
Fru H ei b er g malet af W il heim
M arstrand 1858—59.
Ansigtet præges af de dype melankolske
Øjne og det bitre Drag om Munden.
om at overvinde sit Tungsind, ogsaa af
Hensyn til sit Helbred. Heiberg ender i den
fadeste Moraliseren under sine
Overtalelses-forsøg og hævder, at den sande Kunst i
Livet er at nyde alt det gode, som bydes,
uden at lade sig forstyrre i Nydelsen ved
de Savn, som findes i Alt!
Nu fortryder Fru Heiberg sine Veraab,
men i et noget ironisk Tonefald, som
Heiberg mærkede og karakteriserede som
mindre venligt i et senere Brev. Hun
fortæller, at hun straks vil vise sin Lystighed
ved at tage paa Bal, en Beslutning, som
hun af mange pedantiske Grunde — den
beklumrede Luft saavelsom Anstrengelserne
139
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
