Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Fru Heiberg. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
ved at gøre Toilette — senere maatte høre
for af Gemalen. Hun slutter sit Brev med
en spydig-ydmyg Bøn, om at han ikke vil
lade sin Livsfilosofi gaa saa vidt, saa han
rent glemmer sin Hanne.
Men allerede i det næste Brev, et af
Samlingens smukkeste, river hendes
stormende Følelser hende igen med sig. Hun
forsvarer sit Vemod og sin Længsel mod
Beskyldningen for at være ren og skær
Affektation. Hun befinder sig i akkurat samme
Stemning, som da hun som Barn blev
tvunget til at rejse paa Turné til Hamborg
og dansede med Taarer i Øjnene. Aarsagen
til alle disse sjælelige Lidelser søger hun i
sit lidenskabelige, letbevægelige
Temperament. »Jeg er nil engang ingen stille Indsø
desværre, men maa snarere lignes ved det
urolige Hav. Men jeg vil trøste mig med,
at de stillestaaende Vande saa let gaae i
Forraadnelse, medens de oprørte holde sig
friske.» Deres indbyrdes
Uoverensstemmelser stammer ikke fra Sorger over Tørv og
Brænde, Lys og Rugbrød, men fra dette
Sind, fra »et saaret Hjertes Smerte».
Saaledes fortsættes fra Brev til Brev
med Antydning efter Antydning
Brevdiskussionen mellem de to i denne
Sommer og i den næste. Vinteren derimellem
var anstrengende og fuld af Skuffelser
paa Teatret. Det mærkes i den sidste
Sommers endnu mere febrilske, nervøst
ophidsede og angstfyldte Nødraab. Fru
Heiberg rives frem og tilbage mellem
Taknemmeligheden mod den Månd, der
var Betingelsen for hendes indre Vækst,
hendes kunstneriske Storhed, og den
altformenneskelige Utilfredshed med ham som
Ægtefælle. Snart retter hun Anklager mod
sig selv: hun er ikke værd at holde af. Snart
anklager hun ham, fordi hans første stærke
Forelskelse, hans Rus, er gaaet over. Han
undser sig for at være ved sine Følelser,
han føler ikke Trang til at kærtegne sin
kærlighedssyge, elskovshungrige Veninde.
Hun har maattet savne det daglige Brød i
deres Forhold, hun har lært Resignationen
at kende. Men hun rusker i dette Burs
Tremmer, hun stritter imod hans
Opdragelse paa hende, hans smaalige
Skolemestren: »Jeg maa jo bestandig høre Dine
Bebreidelser over min Maade at være paa,
hvad LTnder da, om jeg tilsidst taber Modet
og forfalder til triste Tanker over mig selv.»
Fra Resignationen springer hun over i
overgiven Kaadhed og fylder Arkene med
lystige og drillende Iagttagelser. Det
pylrede, klynkende, forkælede, selvgode
veksler saa med Udtryk for Mistillid til sig selv,
for Bitterhed og Misstemning.
Brevene fortæller ikke meget om Fru
Heiberg som Skuespillerinde, som
Kunstnerinde. Oplysninger om hendes Opfattelser af
Roller og Teaterforhold maa søges i »Et
Liv». Brevene er skrevet i Teaterferierne,
hvor hun under Badekurens Ensformighed
havde Tid til at faa Nykker, til at fordybe
sig i sig selv og opdage sit Tvesind.
Reaktionen mod de mange Aars Pligt, Slid,
Resignation sprænger sig Vej ud. Den eneste
Tilfredsstillelse, hun kendte, Teatrets, havde
svigtet hende. En Del Kritikere havde
vendt sig mod hendes Spillemaade. Hendes
store Medspiller, Michael Wiehe, hendes
Sjæls hemmelige Elskede, havde vendt sig
fra hende og sluttet sig til hendes Mands
Fjender. Der staar ikke noget herom i disse
Blade af en ægteskabelig Tragedie. Men
Skuffelserne paa Teatret danner den skjulte
Baggrund for disse Somres sjælelige Vaande.
Det ustyrlige, det ærgerrige, det evigt
higende i hendes Natur kunde ikke mere
dulmes og holdes hen ved Samspillet med
Wiehe, ved Succesrollerne paa Det
Kongelige Teater. Hendes Higen drømte efter
Nederlaget om et nyt Maal: Hun ønskede
sig Børn. »At leve alene for sig selv og den
velsignede Kunst er dog lidt fattigt; man
vilde dog gjerne gøre lidt rigtig Nytte i
Verden.»
Men den ensomme Brevskriverske fik en
Følelse af, at hun var ved at forlade sin
140
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
