Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Vinter. Av Inger Bentzon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinter
Af Inger Bentzon
v~yJl-DSIGTEN op mod skovene har
faaet et helt nyt perspektiv. De bratte
overgange mellem tø og frost har
overtrukket træerne med et glinsende islag, der
faar de enkelte kroner i skovkanten til at
skille sig ud fra hverandre; udsynet
begrænses ikke mere som af en blaasort mur,
men fortoner sig i kamme og kupler saa
langt, man kan se. Foran, ude paa det
aabne felt, staar den gamle abild, som saa
lige saadan ud i min barndom; en gammel
knark maa den være, er dog hvert eneste
foraar lige skøn og jomfruelig. Solen falder
i smaa spredte strejf over landskabet,
gemmer sig ellers bag lette guldrandede
skyer; hvor himlen er ren har den en
underfuld grønblaa farve, der chatterer
helt over i hvidt, som blænder øjet. Der
ligger let sne over markerne, men dog ikke
tungere, end at der er skrabepladser under
risbøge og tjørn for fugl og fæ. Herude
kommer de sparsomt til foderpladsen, vist
nok fordi det ofte er umuligt at finde
noget at lægge ud til dem; er de dag efter
dag blevet skuffede, varer det noget, inden
de atter holder sig til. Men et
blaamejse-par gynger dog i det marv-ben, jeg hængte
ud til middag, og paa den murede kant
om terrassen sidder en bogfinkehun og
æder. Den har siddet her i timevis og
overhovedet ingen længere pause holdt i
fraadseriet, ubegribeligt, hvad hun kan
stikke under den graa vest! Nu og da
kommer en sodsort solsort med orangegult
næb og hugger i sig af plettede æbler; men
de er alle tavse, ikke en lyd bryder
frostdagens stilhed.
Det er saa skønt, set inde fra, naar
brændet syder i ovnen, og solen skinner
over blomstrende primula og bellis i
karmen — men i virkeligheden saa dybt
ubarmhjertigt! Belejret af
brændselsknap-hed og dyrtid ligger hvert lille hus som en
fæstning, hvor det ene udenværk falder
efter det andet: kulden æder sig ind til
hjemmets marv, til den eneste stue, hvor
der er raad at fyre. Kan der saa endda
fyres hele dagen eller døgnet, men der er
mange steder, hvor der først er raad til at
tænde op hen paa eftermiddagen; hvor de
ældre børn render ude for at faa varmen,
og de mindste trisser om iført alt det, de ejer
af klædningsstykker; og hvor husmoderen
skælvende herser med frosne haner,
sprængte æg og stivnet brød. Støder der sygdom
til, ser det slemt ud — vilde det se slemt
ud, hvis ikke reserverne, i skikkelse af
nabo venskabet, satte ind! Der bliver en
trissen med fødemidler og brændsel, med
tilbud om pasning af den syge, af børn og
dyr. Grundmuren styrkes under mange
gamle og nye venskaber. Vilde det dog bare
snart blive mildere!
Men det er godt vejr at trave i og en
sund maade at faa varme i kroppen. Den
lette frostluft ligger saa ren paa tungen,
føret er taaleligt, hvor der ikke er kørt
sammen, saa det er for glat. Vinteren
bruger den fine pensel til optrækning af
konturer, kan skabe noget underskønt af
visne blomsterstilke, besatte med
rimkrystaller.
Lige ind til brombærgærdet staar en
samling stilke af hundepersille med
skelettet af forrige aars skærme, nu lige saa
skønne, som da de i juni bar deres
knip-lingsdække. En lavklædt birkekvist
straaler i alle regnbuens farver, hvor solstraa-
250
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
