Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Kristian Elster. I anledning av 100års minnet om den norske dikter. Av L. Aas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian Elster
elve, efter friskgrønt græs, efter sorte furuskove,
efter de smaa hvide huse med haver og de graa stuer
inde i dalene. Jeg længes efter høie fjeld med sne om
toppen, efter lugten av sjø, efter lyden av lange,
svagt henaandede sommerbølger, og efter synet av
vuggende tang og gyngende baader. Jeg længes efter
seilende skuder, efter store pakboder med tønder,
efter tale om sild og seilads. Jeg længes efter et trangt
himmelfelt og glødende solfaldsfarver, ja, jeg tror
endog jeg længes efter hytternes røglugt, de smaa
kirker og den gammeldags salmesang.
»Ingensinne er Vestlandsnaturen blitt malt
med farver som disse», sier Hjalmar
Christensen, »ingensinne med denne sørgmodige
øm-het, i ett språk der virker som en gjenlyd av
naturens egen grunnmelodi. Inntrykket av
Sunnfjords tungsindige skjønnhet taper aldri
sin makt over Eisters sinn. Det er som om
denne naturs sjel er vandret over i hans
diktning.» Men Elster har også i en jevn,
mindre lyrisk prosa gitt en omhyggelig
skildring av Vestlandets natur og folk i
sammenligning med det østlige Norge. Jeg sikter til
en avhandling Om modsætningen mellem det
vestlige og østlige Norge som kom i »For Idé
og Virkelighet» 1872. Den snart syttiårige
studie har i flere henseender fremdeles sin
interesse, og den viser godt hvor skarpt
Elster har sett og hvor klart han har förstått
de forskjellige forutsetninger for norsk
utvikling.
Novellen En Fremmed Fugl er Eisters siste
litterære arbeide. Den blev trykt i
»Bergensposten» efter hans død i 1881. Den forteller
oss om den unge Paul Horst som er ute på
ferietur og nyter den reisendes ubesværede
lykke. Underveis kommer han til den lille
øien på Vestlandskysten hvor fyrvokteren
har sitt hjem. Her oplever han sin
»sommer-nattsdrøm» i samværet med fyrvokterens
datter, Julie, en livsfrisk, rødhåret, solbrendt
pike som tiltrekker ham på en ny og uvant
måte. Ypperlig skildret er miljøet derute,
hvor alt har en stemning av lys sommer og
havglitter. Horst merker at han blir glad i
den unge piken, men fornuftens kolde
be-tenkeligheter, vel også ulysten til å binde sig
og »indlade sig med tilværelsen» i en fastere
form hindrer ham i å gripe efter den lykke
han aner. Mens Horst har vaklet, er Julies
beslutning allerede tatt og forlovelsen med
en ung ingeniør bragt iorden. Horst blir
senere gift med grossererdatteren som bringer
ham inn i selskapsverdenen og stadig
forlanger en »korrekt optreden» av sin mann.
Men efter som årene går, blir livet tomt og
innholdsløst for Horst, som vantrives i det
kalde og stive hjemmet han har fått. Elster
har saktens villet innprente i vår bevissthet
hvor gledeløst og fattig »fornuftsekteskapet»
i virkeligheten er — en opfatning vi
gjen-kjenner fra hans tidligere kritikk over de
franske romaner. Horst gjenser senere Julie
og hennes ingeniør, omgitt av barneflokken
i deres enkle, hyggelige hjem. Det vekker
ham til sammenligninger og mange
refleksjoner, Horst gripes mer og mer av tungsinn
som han har vanskelig for å betvinge, og ofte
dveler tanken ved minnet om den nu så
fjerne sommernattsdrømmen hos fyrvokteren
på øien. Allerede Hjalmar Christensen
frem-hevet denne novelle som, kunstnerisk sett.
Eisters mest fullkomne verk. »Her sies der
intet for meget og intet for lite», skriver han,
»og der er en blanding av fint skjelmeri og
dyp følelse i hans fremstilling som synes å
være det naturlige for hans personlighet.
Der er kommet den riktige
overensstemmelse mellem personlighet og stil — med
andre ord: hans kunst har her nådd sin fulle
utvikling.» Den samme opfatning fremgår
også av lignende uttalelser hos Kristian
Elster d. y. og senere kritikere. »En Fremmed
Fugl» er utvilsomt et helt vellykket uttrykk
for Eisters evne i novellens form. Men hans
største og mest interessante litterære innsats
har vi naturligvis i »Farlige Folk».
VII.
Det har med rette vært fremhevet at
romanen Farlige Folk (1881) ikke bare
betegner et litterært gjennembrudd, men at der
forut for boken må ha föregått en
omvurdering hos forfatteren i pakt med tidens nyere,
radikalt instillede og kritisk-polemisk
farvede strømninger, representert av Brandes og
hans retning. »Farlige Folk» adskiller sig jo
i meget ganske skarpt fra Eisters tidligere
diktning både i mening og uttrykksform. Vi
vet at Elster fikk idéen til romanen allerede
under sitt Kjøbenhavn-ophold i r873, og
rimeligvis har han lenge planlagt den
endelige utformning av stoffet som først blev
foretatt i hans siste leveår. Vi vet lite om
Eisters forhold til tidens tanker i de
avgjø-rende år før hans død. Bortsett fra et par
brev til Brandes er ikke hans korrespondanse
utgitt, og noen muntlig tradisjon av
betydning foreligger ikke. Kristian Elster d. y.
som har båret slektsnavnet videre i
litteraturen, blev født tre uker før farens død. I
sitt brev til Brandes (1879) taler Elster om
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
