Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
»Lykkens runde Danse», eller fortæller, at
hun vil beherske et helt Orkester af
kjole-klædte Musikere og . . . her og dér ... et
Par Violinkvinder med en Rose i Haaret.
Men heldigst er hun, naar hun erklærer
Kloden sin Kærlighed:
Aa, jeg elsker, aa, jeg elsker
hele Kloden, som den tumler
rundt om Solen,
Vandets Klarhed, som det risler
over mine Hænder,
Luften, som den sagte
stryger mig om Kinden . . .
Aa, jeg elsker, aa, jeg elsker —
se, jeg kunde favne Kloden,
kryste den som Barnet Bolden,
sende den i lange Kast mod Solen.
Men Laurbærkransen og Silkebaandet med
Guldbogstaverne gaar til Hulda Lütken!
Hun er et sjældent Væsen blandt de lyriske
Kvinder, eftersom hun tænker. Det ses
allerede af det indledende, meget smukke
Digt i Drømmen, der trods sin alt for fysiske
Titel — »Skød» — handler om Sjæl, Angst
og Længsel:
Jeg skuer frem i Tidens dunkle Løb,
og ser en ukendt Grav, som skjuler mig,
min egen Grav, mig selv i Gravens Svøb:
Afmægtig hviler jeg blandt Jordens Kryb.
Jeg skuer frem i Tidens dunkle Dyb,
og ser det sidste Skød, som venter mig.
Hulda Lütken er i øvrigt, i Modsætning til
Bodil Bech, ikke Lyriker af Trods og
Overmod, men af Ydmyghed. Det giver hendes
Digte, der nynner og synger et nydeligt
Dansk, en klar Holdning — i hvert Fald,
naar hun glemmer de aabenbart uopslidelige
Rimord: se, ve og le.
Hvad digter hun om ? Den Angst, der er en
erfaren Kvindes sjette Sans og bedste Nerve:
Kanske var jeg engang en ensom Vild?
Kanske en Sten, en Gnist, en stakket Ild?
Det smerter mig, at jeg slet intet ved —
end ikke aner, hvad jeg fordum hed.
Derfor er hendes Digte yderst følsomme og
kloge. Man læser dem med den Uro og Hvile
i Sindet, der naar os fra Verset som en
fortrolig hviskende Stemme.
Hulda Lütkens Digte er naturlige. De
vokser, folder sig ud og sætter Blomst som
en Plante. Af vore lyriske Kvinder
foretrækker jeg Hulda Lütken. Hvorfor? Fordi hun
baade er Kvinde, Digter og tænksom.
Hendes Vers er ikke et mystisk Raab ud i
Rummet, et Kodetelegram til Kloden Mars, der
dog ikke svarer.
Hulda Lütken.
2.
Knud Andersen, Skipperen og Digteren,
der nu er Havnefoged i Vedbæk, festede for
sin første, runde Fødelsedag — han fyldte
50 Aar — ved at udgive et Bind Lyrik med
Titlen Stormsvaler.
Det kan siges (og er blevet sagt før), at
Knud Andersen ikke er nogen stor eller
stormende Poet — paa Vers. Hans bedste
Havromaner (»Brænding», »Perlemor»,
»Havet») er skrevet med fast Haand, og den
mandige Livserfaring, der gemmer sig bag
Stoffet, giver hans Prosa en smuk, poetisk
Tone. Han er behageligt usentimental og
sømandsærlig i sin Skrivekunst.
Som Lyriker er Knud Andersen undertiden
mindre sikker i sin Kurs. Det hænder, at
Kompasset svigter en Kende.
Hans nye Digtsamling er meget blandet,
baade musikalsk og af Indhold. Den bestaar
af Fædrelandssange — lyriske og ironiske —,
Kærlighedsdigte, Julesalmer og fortællende
Sømandsviser (»Passaternes Sang», »Til de
brave Vestenvinde mellem 40 og 50 Grader
Syd», »Hvalfangernes Rosang fra det sydlige
Pacifics stormfulde Felter»), der bør synges i
307
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
