Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Lyrik
Fortvivlelse. Hans Digte er en mild,
grædende Regn, der evigt drypper fra en graa
Jammer-Himmel i November. De er Afsked,
Skumring, ensomme Veje i Mørket, Drømme
ved en vissen Grav, Kærlighed uden
Gengældelsens Varme og et Foraar, der stunder
mod sin Høst . . . Selv i Træets første grønne
Bøgeblad skimter han den Død, der baade
er Sjælens og Legemets:
Ja, jeg er ene nu — fortvivlet ene —
en Løgner, der usvigeligt og givet
ser Livet
saa evighedsfortabt som Løv paa Grene,
som véd, at alt er uden Spor,
og Sjæl er Jord, kun Jord, kun Jord.
Det klinger derfor harmonisk og smukt til
den øvrige Sørgemusik, at han ofte bruger
Bogstavrimet: du, jeg eller I, der skal Livet
lide, og at selv Nytaarsaften ikke kan
forvandle hans Haabløshed til Haab:
Knust var mit Liv og brudt min Vandringsstav
og træt min trælse Gang ad lange Veje,
som træt som du, mit Aar, der fra dit Leje
staar op og vakler mod din nære Grav
og bleg og blind og brudt forbi mig gaar. —
O, tabte Aar!
Ak, er det sandt, at du engang var Vaar,
at du var Marts med Væde, Maj med Varme,
at du har baaret paa de unge Arme
de tunge Skove med de blide Kaar,
at du var Græs og Guld langs Grøftekant
— ak, er det sandt?
Tavs Neiiendams Stemme er hverken særlig
fyldig eller skiftende i Klangen, men den er
smuk, bedrøvet og mild. Man læser hans
Elegier med Sorg i Sinde og tænker paa
Profeterne, der fordømte det triste Liv under
Solen —• ak, det usle Græs, der staar i Dag
og i Morgen kastes i Ovnen.
De fleste af Tavs Neiiendams Vers røber
et skarpt poetisk Syn for Hverdagens
»ligegyldige» Detailler, de Smaating, der
fremhæver det store — Kærlighedens Undergang
og Døden. Det bedste Eksempel er Digtet
»Mor». Det er som Tavs Neiiendams øvrige
Lyrik gribende og stolt, men uden Trøst.
Den døde Moder køres bort til den sidste
Fred:
En Overskæring — og vi holdt for rødt,
mens Regnen faldt ustandseligt og blødt.
Alt var saa gammelkendt — saa ofte mødt.
Jeg bøjede mig frem og kigged’ ud,
ja, gammelkendt og jævnt — et Cyklebud,
en Vinduspudser med sin Spand og Klud,
en sortklædt Kone i en Grøntbutik,
en gammel Arbejdsmand med udslukt Blik,
saa trætte alle nu det hjemad gik.
V al dem ar Rørdam.
Saa blev der grønt —• vi kørte atter frem.
Det faldt mig ind, dit Fælleskab med dem,
for, søde Mor, du vendte ogsaa hjem.
Du vendte hjem fra Arbejdsdagen nu,
udmattet, træt paa Legem og i Hu,
thi faa i Verden havde slidt som du . . .
Saadan er han, denne Digter og
Sørgerand.
ii.
Med Holeby, der bærer Paaskriften »Af et
Barns Verden III», fortsætter Valdemar
Rørdam sin enestaaende lyriske Selvbiografi
(De foregaaende Bind hed Huset ved Volden
og Af et Barns Verden II).
»Holeby» handler om Moderens Død og
Præste-Faderens nye Ægteskab. Baade
Valdemar Rørdam og den Dreng, der er hans
»barnlige» Skriftemaal, har et haardt,
stædigt og heftigt Væsen. Naar Tilværelsen gaar
dem imod (og det gør den som Regel), giver
det en hed Gnidningsmodstand, Had, Ild og
Foragt!
Da Valdemar Rørdam sanser syvdobbelt
skarpt og har en meget følsom Hukommelse
for det, Næsen har lugtet, Øjet set, Øret
hørt og Sjælen døjet, er »Holeby» blevet en
313
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
