Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Poul Reumert. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Poul Reumert
en Grænse, over hvilken de kun
undtagelsevis — i det ene lykkelige Øjeblik af
Inspiration — kan gaa. I saadanne Øjeblikke, men
kun i dem, naar det dødelige Menneske at
slutte Strømmen til det, vi kalder
Udødelighed. Erfaringen har vist, at to kæmpende
Kunstnere, kæmpende med sig selv, og i
Kappestrid med hinanden, har størst
Mulighed for at naa den højeste Udfoldelse af deres
Evner.
Kappestriden mellem to jævnbyrdige, men
forskellige Begavelser i Scenens Verden kan
antage mange Former. De kan være
Skuespillere i to vidt forskellige Fag, der kappes
om Samtidens Bevaagenhed. Men
Konkurrencen er da af betinget Natur, thi Genrernes
Uensartethed (ei. Ligeberettigelse) gør i
Grunden en indbyrdes Maalestok illusorisk. De kan
være Skuespillere af rendyrket forskellige
Typer, de to Grundtyper indenfor
Skuespilkunstens Verden, der naturligt deler Riget
indenfor beslægtede Rollefag med hinanden.
Den egentlige Konkurrence, den mest
spændende Kappestrid finder dog Sted, naar to
jævnaldrende Kunstnere udfra forskellige
Betingelser, men i samme Rollefag, hyppigt i de
selvsamme Roller, kappes om Kransen med
hinanden.
En saadan Rivalisering oplevede dansk
Teater, da Poul Reumert og Johannes
Poulsen samtidig opstod i vort Teaterliv og
førte hver deres Linje, lysende af Kunst,
gennem vor nyeste Teaterhistorie. De var,
skønt begge Teaterbørn, af Anlæg forskellige
som Nat og Dag, men de var begge
Karakterskuespillere. Modsætningsforholdet var
forsaavidt af særlig paradoxal Natur, som ingen
af dem tilhørte en af de rendyrkede Typer
indenfor Teatrets Verden. Begge naaede deres
største i Omskabeisens Kunst, ingen af dem i
den personlige Udfoldelses. I Formatet
spændte de fra Komik til Tragik, deres ypperste
ydede begge i Tragikomikken.
Heltefremstillere var ingen af dem. Komikere (i
ubetinget Forstand som Olaf Poulsen eller
Sophus Neumann) heller ingen af dem. De
naaede deres største i det vanskelige Felt
midt imellem. De kunde begge spille Fantaster
og Idealister, tragikomisk betonede. Her
mødtes deres Anlæg i en Slags Enhed. Der er
et Don Quixotisk Drag i begges Kunst. Johs.
Poulsen kunde spille Drømmeren, Poul
Reumert Særlingen, men i Grænsefeltet mellem
de to Kategorier naaede de hver for sig lige
højt. Rivaliseringen mellem dem satte Penne
i Bevægelse, og Publikum delte sig i fjendtlige
Lejre, skønt de begge fejrede Triumfer i
Roller, der laa udenfor det, man kategorisk
vilde gøre til deres personlige Speciale, og
som laa helt ovre i Konkurrentens
Temperament og Domæne. Reumert har i sine
velskrevne, en Anelse kunstig opstemte
Erindringer »Masker og Mennesker» beskrevet,
hvordan han paa sin Bane afvekslende har
befaret »Skuespillervejen» og
»Kunstneralléen». Han hentyder hermed til den
Klassifikation af Skuespilkunstens Udøvere, som
Sarah Bernhardt engang lancerede:
»Skuespilleren som ikke er Kunstner» og
»Kunstneren som ikke er Skuespiller». Men baade
Johannes Poulsen og Poul Reumert er ved en
nærmere Betragtning Eksempler paa den
sjældne Fællesart, med dobbelt Særpræg,
som Sarah Bernhardt ellers syntes at have
reserveret for sig selv.
Det danske Teaterpublikum oplevede
altsaa overfor disse to Skuespillere det Tilfælde,
hvor de dramaturgiske Rubriceringer ikke
holder Stik. Teatret vinder nyt Land, nyt Liv,
naar sligt finder Sted. Og dansk Teater
oplevede en Blomstring mellem 1906 og 1927,
mens disse to store Skuespillere stod paa
deres Højde.
Ingen af de to kan vurderes retfærdigt, uden
at man til Indledning betragter dem i Lyset
af hinanden. Begge er Typer paa den
udprægede Skuespiller. Johannes Poulsens Kunst
havde til Tider dybere Tone, Reumerts Kunst
næsten altid større Virkelighed. Paa Johannes
Poulsens Skuespilkunst stod Kendingsordene:
Vision, Drøm, Melodi. Men han var altid
bedst i Anslaget til sine Figurer. Paa
Reumerts Kunst staar der: Analyse,
Menneskekundskab og Illusion. I Rækken af
psykologisk udformede Detailler giver han til Tider
det kunstnerisk fuldendte Helhedsbillede.
Poul Reumert er i dobbelt Forstand et
Teaterbarn. Saavel hans Far som hans Mor var
i en Menneskealder knyttet til Det kgl.
Teater, paa hvis Scene hans Kunst saaledes
i bogstavelig Mening har sit Hjemsted. Hans
Far Elith Reumert var en Skuespiller i
gammeldags Benævnelse, original paa et enkelt
Felt, Bonvivanten, i hvilket han brillerede
gennem nogle Ungdomsaar paa Folketeatret,
iøvrigt bredt traditionel, men ogsaa allround
som Skuespiller; han fyldte i de Roller af alle
Arter, han spillede paa Det kgl. Teater, og
vandt Publikum for sig ved sin Dannelse og
347
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
