Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Poul Reumert. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Poul Reumert
de Kunst fremmed. Hvad han viser, er — for
fuldt Alvor — et fornemt Menneskes Kamp
mod en tilbunds fordærvet Verden, som vil
sluge ham, men ikke skal faa Lov til det.
Foruden det lille Vers i første Akt om Kongen
og den stolte Stad Paris er det
uforglemmeligste Indtryk af hans Fremstilling Lyset over
Misantropens Slutreplik:
Forraadt paa alle Kanter, forfulgt paa alle Maader
forlader jeg en Hule hvor Lasten ene raader,
og søger mig i Stedet en fjern og fremmed Strand,
hvor man har Lov til at være en hæderlig Månd.
Fremstillingen var paa en Gang fyrig,
spændstig og dybt alvorlig. Den spændte over
Strenge, som Reumert tidligere anslog i Roller
som Ibsens »En Folkefjende» og som P. A.
Heiberg i Carl Gandrups »Spotterens Hus»,
den slagne, men ranke Idealist. Hans
Misantrop gjorde en endnu stærkere Virkning ved
sin voldsomme Undertone af en i Sandhed
»ædel Harme». Man kan sige, at Alceste af
alle Reumerts Sceneskikkelser er den, i hvilken
han er kommet nærmest til den lyriske Kunst,
det poetiske. Misantropen er endvidere i
Reumerts Fortolkning det nærmeste, han er
kommet til at fremstille en Helt. Den Helt,
der glippede for ham som Bothwell i
Björnsons »Marie Stuart», som Oehlenschlægers
Hakon Jarl, ja endogsaa som Cyrano,
lykkedes for ham, baaret paa Versets brede Vinger
— som Alceste.
Ellers gaar hans Galleri af Sceneskikkelser
af naturlige Grunde udenom det egentlig
poetiske — og nærmer sig det kun, naar han
fremstiller, hvad man kunde kalde det
prosaiske Menneskes Poesi.
Scenisk Nyskaber er Reumert dog — som
allerede vist — først og fremmest i Roller fra
den moderne Litteratur. Han er ofte
fremragende i Kostume, men mest fremragende,
i hvert Fald friest, i moderne Klæder, ligesom
hans Diktion jo først og fremmest er moderne.
Et lærerigt Eksempel herpaa saa man, da han
i to Omgange (i 1922 og 1930) paa
Dagmarteatret spillede Petruchio i Shakespeares
»Trold kan tæmmes», begge Gange med Bodil
Ipsen som den arrige Katrine. Første Gang
var i traditionel Karnevals-Opsætning, og
Fremstillingen blev ikke særlig
bemærkelsesværdig; anden Gang var i moderne Klæder i
Henry Hellsens Iscenesættelse, et interessant,
ikke fuldt ud vellykket Eksperiment, men
vellykket ved det spontane Spil, der
pludselig, uventet, men ganske naturligt, gav Reu-
mert Anledning til, befriet for Kappe, Kaarde,
Støvler og Hat med Fjer — en Petruchio i
Overall og med Motorhjelm, en af hans friskeste
og festligste Præstationer, Petruchio som et
moderne forsorent Menneske med sårt
blomstrende Jargon, men i hele sit Væsen et Uvejr
af stormende og lunefuld Mandsvitalitet.
Aktionen var samtidig det nærmeste, Reumert
er kommet til en erotisk Præstation (som
Misantropen var det nærmeste, han kom til
en lyrisk). Saa frit kan Reumert spille, naar
han berøves Kostumet.
Men et Eksempel som dette er jo kun en
Kuriositet ved Siden af de Eksempler, der
kan nævnes paa den Rigdom af
Menneskeskikkelser, han har skabt direkte for den
moderne Inkarnation, og hvormed han har
beriget vor Teaterkunst og vor
Menneskekundskab.
Overfor Mennesker fra vor Tid, Typer fra
Livet, Hverdagslivet, det komiske som det
tragiske, er hans Fantasi paa det nærmeste
uudtømmelig. Det ydre Billede, han giver af
den Slags Folk, er til enhver Tid slaaende og
overraskende. Det er hans billeddannende
Evne, der paa dette Felt er saa mærkværdig.
Særmærket ved hans Kunst i den Henseende
er den Træfsikkerhed, hvormed han særtegner
sine Figurer i Nation eller Erhverv; Publikum
lades ikke i Tvivl, fra det Øjeblik Reumert
gør sin Entre. Nøjagtig fremgaar det af
Personens Udseende, Klædedragt, Holdning,
Talesæt, hvorvidt man staar overfor en Læge,
en Sagfører, en Skibsreder, en Godsejer, en
Lærer, en Lærd, en betydelig Opfinder, en
Militær, en Handelsmand, en Diplomat, en
Forfatter, en Kontorist eller en stor
Forretningsmand. Hvert enkelt af disse Erhverv
har sit uforglemmelige Eksempel i Reumerts
Galleri. Man kunde kalde ham »Erhvervenes
Skuespiller». Men han er ikke mindre
Nationernes. Hvor svensk var han ikke i »Baandet»,
»Hans Naades Testament», »Swedenhielms»
— han maa snart spille Johan Ulfstjerna — og
til Gengæld, hvor fransk var han ikke f. Eks.
som Faderen i »Etienne», som Elskeren i »Den
elskede Fjende», men dog især som den
marseillanske Skænkestuevært Césare i
Pag-nols »Marius». Saa ilter, saa primitiv, saa
rørende og saa komisk et Stykke gallisk
Folkekarakter. Og alle disse Masker, udefra grebet
an, er indefra fyldt ud. Reumert kryber helt
i sine Figurers Ham. Han ejer den helt store
Skuespillers Evne til at opgive sin egen
Personlighed for ganske at forsvinde i Personer-
351
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
