Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Poul Reumert. Af Fredrik Schyberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Poul Reumert
som den store Skuespiller han er, ikke blot
sige Repliker, men ogsaa høre efter -—- og paa
sit Ansigts Kæmpelærred afmale det sagtes
Indhold eller Virkning; og denne Lytten er
efterhaanden blevet et af de meget
iøjnefaldende Træk ved hans Skuespilkunst. (Som den
manglende Lyst og Evne til at »høre efter»
paa de senere Aar var karakteristisk for
Johannes Poulsen, selv i hans bedste Roller.)
Hvis Ordet »at være lutter Øre» nogetsteds
har sin Berettigelse, saa er det som Betegnelse
for, hvad Reumert er, naar han lytter — ög
markerer, at han gør det som ingen anden
dansk Skuespiller. (I ringere Ensembler
udenfor Det kgl. Teater er det hændt, at Reumert
saa at sige har taget Livet af sine Medspillende
ved at høre saa anspændt paa deres
Replikkunst, at ogsaa vi andre efterhaanden kunde
opdage, at det ikke var saa godt.)
Men det staar altsammen i Forbindelse med
hans Komediespils i stigende Grad
monumentale og autoritative Karakter. Han modelerer
sine Skikkelser op. I hvor høj Grad forstaar
man bedst, naar man gør sig klart, at han,
der af Statur slet ikke er nogen høj Månd,
paa Scenen af og til kan virke kæmpestor,
som en Kolos. Reumert er som Skuespiller
altid pompøs. Hans Skikkelser, ogsaa dem
fra Hverdagslivet, har altid Tyngde, Vægt,
Autoritet.
Men med det gennem Aarene stigende Præg
af »Monumentalitet» i Reumerts Kunst er
der — det kan ikke nægtes — samtidig sket
noget af en Ændring i denne Kunsts Art, som
har været særlig mærkbar igennem det sidste
Aarti. Anlægspræget af Naturalisme i Spillets
Væsen og i Kunstnerens Gemyt berøres ikke
deraf — og den Ændring, der er sket, kan paa
saa at sige alle Punkter ses i Sammenhæng
med tidlige Præstationer af ham indenfor
Rollefagenes forskellige Genrer. Der er klar
Sammenhæng i hans kunstneriske Udvikling
fra hans første til hans seneste Præstationer.
Men Skuespilleren har paa sit seneste
Udviklingstrin ligesom ændret Stilling (bevidst eller
ubevidst) til visse af sine
Menneskefremstillinger ■—• og har udført dem i et andet Lys
end før og under en ny (men ensartet)
Synsvinkel.
Den »nye Linje» i Reumerts Kunst daterer
sig fra 1929, da han første Gang spillede
Vol-pone i Stefan Zweigs Bearbejdelse af Ben
Jonsons Renæsancekomedie, en af Det kgl.
Teaters Glansforestillinger fra den nyeste Tid.
Reumert ydede her en uforglemmelig
Præstation i det ellers for ham saa farlige »erotiske
Fag» — men vel at mærke, han ydede det ved
at leverere en næsten dæmonisk fantastisk
Erotikkens Karikatur. Denne levantinske
Skurk og Forfører er, foruden utvivlsomt den
bedste af alle europæiske Volponer, det
vellystigste, tør man sige det liderligste, der er
set paa en dansk Scene, et makabert genialt
Greb af uforlignelig Karikaturkunst. Med sit
hvide Ansigt, ræverøde Haar og i lyserøde
Klæder stod denne Vellystning paa Scenen
som et Monument over al Slags afsporet
Sanselighed. Sejren for Reumert var kolossal —•
men den satte fra da af et uafvaskeligt Præg
paa hans Kunst, som, efter denne notable
Triumf, i en hel Række Hovedroller kom til
at staa netop i de kæmpestort udførte
Karikaturers Tegn. Volpone slog igennem, i hans
Grev Leicester i Schillers »Maria Stuart», i
Philip den Anden i Bruckners »Elisabeth af
England», i Akitofel i Kaj Munks »De
Udvalgte» -— ja helt op til Herodes i Kaj Munks
»En Idealist». Reumerts Kunst, der altid har
været klar, blev nu til Overmaal tydelig. Og
vil en Karakterfremstiller i markant tegnede
Roller, indtil Patologiens Grænse, være
tydelig ■— da løber han Faren for til Stadighed at
give os Rollernes (eller Egenskabernes)
Karikatur. Nu er Reumert saa fremragende en
Kunstner, at han ogsaa paa denne nye Linje
kunde yde det helt store. Men Mærket paa
hans Kunst blev altsaa gennem en Række
Aar den »monumentale Karikatur». Hans
Eraste i Holbergs »Den Vægelsindede» (hidtil
spillet af Teatrets noble Førstekræfter i
An-standsfaget) blev den bigotte, hæderlige Mands
Karikatur. Hans Thiers i Nordahl Griegs
»Nederlaget» blev Tyranniets, Bagstrævets,
Magtbryndens Karikatur. Da han paa
Dagmarteatret ved Holbergjubilæet i 1934 spillede
sin første Jeronimus (i »Pernilles korte
Frøkenstand») spillede han den som en
Kæmpekarikatur af en Jeronimus — om hvilken man
paa Grund af dens rentud fantastiske
Dimensioner ligefrem (og ment som en Ros) kunde
sige, at hvis Michelangelo nogensinde var
kommet paa den Tanke mellem sine
Domme-dagssyner ogsaa at forme en Jeronimus til
Skræk og Advarsel — saa var den rimeligvis
kommet til at se saaledes ud. -—
Alligevel var den stigende Hang til at
karikere sine Skikkelser i nogle Aar en truende
Fare for Reumerts sceniske Udvikling; to
sideløbende Egenskaber i hans Kunst, paa
23—Ord och Bild, 50.« dr g.
353
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
