Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1940—1941. Stadig Grøde i dansk Dramatik — Bodil Ipsen og Holger Gabrielsen som Iscensættere. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
sig gennem sit Ægteskab, fordi hendes Slægt
kunde føre sin Stamtavle længere tilbage
end Don Ranudos. Selv Ægtefællen vurderes
altsaa efter Antallet af Aner! Men trods det
lever de med hinanden i en Atmosfære af
Ærbødighed og Courtoisie. Intet Øjeblik gav
Iscenesættersken de to Fremstillere, Poul
Reumert og Clara Pontoppidan, Lov til at
prisgive Don og Donna Ranudo og udlevere
dem til Latteren. Mod Holbergs Ord og
Intentioner værnede Fru Ipsen som en
Lænkehund om sin Opfattelse. Kritikeren,
Dr. Frederik Schyberg hævdede ganske vist,
at Poul Reumert en enkelt Aften smøgede sig
ud af Spændtrøjen og slog sig løs i
Komediestilen. Hans Vidneudsagn lød sandsynligt,
men skaffede ham bare samtlige Fru Ipsens
ti Negle i Ansigtet. Poul Reumert selv
udtalte sig ikke under Affæren, og de Par
Gange, jeg saa Forestillingen, agerede han
under Slinger i Fru Ipsens Vals. Ogsaa
Komediens klassiske Tjenerpar var effektivt
underordnet den nye Tragediespillemaade med det
Resultat, at det helt var gledet tilbage til
den yderste Baggrund, hvorfra det slet ikke
kunde raabe Smilet op. Og saaledes var
Scene efter Scene stemt i Molltonen.
Saa radikal en Nyfordeling af Lys og
Skygge kan Holbergs Don Ranudo slet ikke
holde til. De indre Modsætninger blev for
spændte og sprængte Komedien sønder og
sammen. Samspillet mellem Teksten og
Iscenesættelsen hvinede falskt. Holbergs Intrige
rammer fuldt retfærdigt de
standshovmo-dige Forældre, fordi deres Stamtavle gaar
forud for deres Datters Kærlighedslykke.
Men samtidig rammer den hos Fru Ipsen
fuldstændig uretfærdigt et sødt og ædelt
Ægtepar, der ikke taaler Pletter paa deres
Vaabenskjold. Problemet med denne Brist i
Sammenhængen er ikke løst ved at
bort-trylle Holbergs Intrige og Tendens. For saa
bliver der ikke blot ikke en Komedie ud af
det, men ikke engang et Stykke. Og saadan
gik det. Fru Ipsens Don Ranudo blev en
Forevisning af Don Ranudo og Donna
Olympia. Alle Projektørerne blev
koncentrerede paa dem, to mesterlige Statuer
modellerede af Fru Ipsen. Men af Holbergs Don
Ranudo var der ikke Sten paa Sten tilbage.
Og efter at Statuerne var beset fra alle Sider,
trættedes Publikum og blev kolde. Interessen
dalede og døde helt under Femteaktens i
denne Iscenesættelse aldeles umotiverede
Gøgle- og Narrespil.
De skønne spildte Kræfter! Der var i Fru
Ipsens Iscenesættelse Momenter af saa intens
og spillende livlig Naturlighed, som det
sjældent ses i dansk Teater. Vi har jo absolut
ikke Overflod af Instruktører, som forstaar
den Kunst dramatisk at levendegøre og
spænde Optrinene i deres Stykker. Tværtimod,
de afdramatiserende og udtværende Aander
er saa absolut i Flertal. Men der kribler noget
af det rigtige i Fru Ipsens Fingerspidser.
Hendes Valg af Opgaver har bare for ofte
været baade lunefuldt og forkert, og hun er
saa mægtig en Dame paa Teaterchefens
Bureau, at hun kan gennemtrumfe sine
Fejlere. Deraf Don Ranudo, som med Held
kunde være gjort menneskelig og revet løs
fra Traditionen af den kloge Dame Fru
Ipsen, men nu blev væltet ned fra sit
Fundament af en helt anden Frue. Hendes næste
Opgave bliver efter Sigende Hebbels Maria
Magdalena. Ved Lejlighed burde hun sætte
en af Shakespeares store Tragedier op, som
saa haardt savnes paa Det Kongeliges
Repertoire.
Endnu engang de skønne spildte Kræfter!
Poul Reumerts Don Ranudo var en
mesterlig Præstation. Den manglede bare en
Forestilling at føjes ind i. Som en Ziirlighedens
Apoteose trippede han rundt i sine Pjalter
med kokette Rokokomenuettrin, en falden
Monark, en Ludvig XVI paa Vej til
Skafottet. i Profil lignede han en fangen Ørn i
Buret, en face et sørgende Hundehoved
mellem den trist hængende Paryks Haartjavser.
Uden Kunst og uden Held spillede Det
Kongelige Teater endnu to
Klassikerforestillinger, Oehlenschlägers romantiske
Universaldrama Aladdin og Shakespeares En
Skærsommernatsdrøm. Aladdin, som Svend
Methling havde sat op med en Fantasiløshed
og Slaphed, som søger sin Måge, rummede af
forsonende Momenter kun Holger Gabrielsens
Sultan Soliman, en barsk godmodig Alfader
med Kejser Wilhelm-Skæg. Ellers var
Oehlenschlägers dejlige Spiser blevet til en slem
Omgang træg Mandagsmad. Bedre gik det
ikke med Shakespeare. Johannes Poulsens
Iscenesættelse benyttedes med
Klatreparationer af Svend Gade. Forestillingen savnede
selv et. mikroskopisk forsonende Træk.
Ballettens Aarsindsats bestod i
Genoptagelsen af Bournonvilles Et Folkesagn, denne
skønne Ballet, hvori ligesom en Essens af
den danske Romantik er udkrystalliseret.
Den blev fremragende, friskt og smidigt,
416
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
