Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Teatersæsonen i København 1940—1941. Stadig Grøde i dansk Dramatik — Bodil Ipsen og Holger Gabrielsen som Iscensættere. Af Harald Mogensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Mogensen
socialdemokratiske Pamper Max, hvis
Skurkagtigheder han ikke vil deltage i. Grunden
er, som han selv siger, den, at han ikke
forstaar at lyve. Ligesom Fuldmægtigen i
Kambans Stykke er han en Karakter. Han
gaar ikke paa Akkord med Uretten. Men selv
har han ikke Kraft til at kæmpe mod den.
Han resignerer og ender sit Liv som
Avismand.
Den unge Lærer Axel Lysgaard i den
kendte, københavnske Kritiker Henning
Kehlers Ullabella (opført paa Det Kgl.
Teater, i Bogform: Gyldendal) er i Familie
med Fuldmægtigen og Kontorchefen. Ogsaa
han har Rygrad til at eje en Mening og staa
fast ved den, selv om han kommer paa Kant
med »Systemet» derved. Han har sin Rod
inden for det solide Borgerskabs Bastioner,
oplyses der omhyggeligt. Hans Bedstefader
var Kultusminister, hans Fader Præst og »i
mange Aar Stiller for det gamle Højre i
Gudme-Kredsen». Men han er et friskere og
yngre Skud paa Slægtstræet. Han tør haabe
paa Fremtiden: — Kunde man ikke tænke
sig et Stemningsomslag — og et
Systemskifte? spørger han.
Grundlaget for den Lysgaardske Mistillid
til Systemet beror ellers paa det spinkle, at
han skal give Murer Jensen en Undskyldning,
fordi han har langet hans Datter Ullabella en
Lussing. Det maa siges at være en lidet
grundmuret Basis at angribe fra, men endnu mere
skrøbelig bliver den, naar Henning Kehler
tilmed gør sin systemforbudte Lussing til en
højst speciel Huskekage, som Pigebarnet
provokerer sin Lærer til at uddele, fordi hun er
forelsket i ham og ubevidst aner, at der paa
en eller anden Maade maa sættes Skub i ham.
»Han kan godt blive til noget, hvis han bare
turde», siger Ulla om Lysgaard. Det er
Kehlers Fund, denne Pigeskikkelse, der
inspirerer Manden til Daad uden selv at vide det.
Det Fund er hele Stykket værd, som for
Resten absolut maa betegnes som veldrejet,
dramatisk Journalistik, oven i Købet med
enkelte, helt fine Scener. Kehler virker i
dette sit Debutarbejde paa Teatret absolut
ikke som nogen forskræmt, dramatisk
Kiek-in-die-Welt. Soya — som han har lært af —
kunde ikke selv gøre det bedre. Ullabella
udfyldes iøvrigt — efter at Ørefignet har
bragt Galden i Kog ■— med en Opvisning i
Frihedsdressur af Henning Kehlers flotte
Stald af Dogmer og Fordomme lige fra An-
greb paa Fagforeningerne, Socialdemokratiet
og Sexualundervisningen til »Politikken
mærker sin Månd» og andre rappe
Slagords-gangere.
Himmelsk blev Stykket spillet af Det
Kongelige Teaters Kunstnere Meget Stof har
har de ikke haft at arbejde med, men hvad
der savnedes, kunde de selv digte. Stykket
gav ikke dem noget, slog ikke nye Strenge
an hos dem, lagde ingen Alen til deres Vækst.
Det har det slet ikke Vitaminer til.
Undtagen netop Pigebarnet Ullabella, som
forærede den unge Skuespillerinde Ingeborg
Brams hendes Gennembrudsrol’.e. Men ellers
digtede Teatret Kehlers vellykkede Skema
om til en Forestilling. Holger Gabrielsen
havde sat det haandfast og virkningsfuldt i
Scene. Han gør alting dygtigt og
samvittighedsfuldt, og derfor faar han alting prakket
paa. Teatret bør hæge om ham som
Instruktor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
