- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtionde årgången. 1941 /
460

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Viggo Hørup. Af Johannes Lehmann

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Johannes

Lehmann

følgeise. Han er med i alt saa godt som
nogen, og han vil atter blive Fanebæreren
fremfor nogen, naar der paany kan tales
frit i Politik. Derom kan der ikke være
nogen Tvivl. Gaar saare meget ud af Kurs
som ganske værdiløst, er det dog givet, at
alt det originalt prægede i Viggo Hørup vil
leve maaske mere i Fremtidens Liv udenfor
Politik end i denne. Man vil paany tage
hans Artikler og Taler frem — paa en i
dansk Litteratur enestaaende Maade har de
forstaaet at holde sig levende og friske —
og enhver vil blive paavirket af dette
mageløse Øre for Modersmaalet, for det
levende danske Sprog især, det, som gaar
fra Mund til Mund; i dette arbejdede han
i sine Avisartikler og i sine Taler, medens
han aldrig har skrevet en Afhandling i et
Tidsskrift eller blot en lille Pjèce op mod
et Valg. Han er til Dato den største
Sprogkunstner, der har agiteret i Spalterne for
et Livssyn. Hans Artikler er spækkede med
monumentale Ord og Ordsprog fra Bibelen,
Eventyr, Søren Kirkegaard, som vel nok
er den, han som Skribent skylder
allermest, og Shakespeare. Han sansede og
lyttede sig til det oprindelige, og derfor ramte
han saa direkte, ogsaa naar han omskrev
alt i Billeder ude fra Gaarden paa Landet.
Som Journalist var han uovertruffen og er
vel nok uovertræffelig, naar Opgaven var
den at gøre det abstrakte og fremmede
anskueligt og fortroligt. Selv satte han det
mundtlige Ord over det skrevne, og enhver,
der har hørt ham, naar han greb en
Forsamling, saa den skjalv og sitrede af
Spænding og Lidenskab, vil aldrig kunne glemme
den Magt, hvormed han bandt den sammen.
Herom er alle Vidnesbyrd enstemmige.
Talen var for ham en Bedrift, og hos ham
understregedes Virkningen ved
Modsætningen mellem Ordenes Glød og den helt
fornemme Ro, der prægede ham fra først
til sidst. Dertil kom, at han var saa smuk,
havde saa megen ægte Natur. Men for
Slægterne fremover er det selvsagt Skri-

benten, der vil leve — og præge dybt. Atter
og atter vil man fortrylles af dette frodige
og overdaadige Talent, der straalede af
Humor og Lune, af Sympati og Vrede og
Utaalmodighed. Der var ikke den Streng,
han ikke kunde anslaa. Han mestrede saa
selvfølgeligt det hele Instrument. Og enhver,
der har Sans for Aabenhed og Ærlighed i
Politik, for Mesterskabet i Modersmaalets
Pleje, vil føie og følge. Det er den stadig
ungdommelige Høvding, der taler, og
mange, mange vil regne det for en Stolthed at
bøje sig ind under denne Aand, der intet
har med den Hæslighed at gøre, som er
kommet ind i visse Dele af den danske
Presse efter Hørup, og som skilter med at
være af hans Blod. Noget, der er
fuldstændig misforstaaet. Hans Metode var fra hans
første til hans sidste Artikel den samme,
den var ligesaa enkel som hans Talent
var fint og sammensat. Saa stor var hans
Begavelse, at han havde Raad til den
Ødselhed aldrig at skrive et eneste Værk,
der alene var gjort for Kunstens Skyld.
Det blev Skribenten i ham, der gav
Politikeren Indstilling. Nu, hvor Dagens
Kampbulder er forstummet, er det blevet klart,
at Hørup vilde give det offentlige Liv i
Danmark just en smukkere Stil. Det
lykkedes for ham, fordi hans Møde med
Demokratiet fandt Sted, netop da det havde
erobret Flertallet og gjort det med Fynd
og Klem. Folkestyrets Mænd var paa det
rene med, at deres Tid nu snart var til
Ende, og de forstod Forpligtelsen derved.
Men ingen i samme Grad som Viggo Hørup.
Et Liv i Kamp satte han ind for at lægge
det danske Demokrati op i et højere Plan
og give det Præg af Aand og Videnskab:
»Han vilde smykke sin Gavl og Gaard med
sin Fantasis Billeder.» Derfor blev det ham
en Nødvendighed at stifte sine Aviser,
hvoraf den ene, »Politiken», i Løbet af kun
kort Tid øvede en saa dominerende
Indflydelse, fordi den var Arnestedet for den
hellige Ild, der var Hørups. Her i dette

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Mar 20 10:46:23 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1941/0512.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free