- Project Runeberg -  Ord och Bild / Femtionde årgången. 1941 /
495

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ude at se paa en Præst. Af Harry Søiberg

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ude at se faa en Præst

ind paa en af de nærmeste Bænke. Det var
bedst, om de kom uforvarende paa Præsten,
saa var han nemmere at bestemme.

Præsten stod paa Prædikestolen og var
begyndt paa sin Prædiken. Han var en
lille, klejn Person, som selv den sorte
Kjole ikke forlenede med særlig
Myndighed. Men han var ellers en pæn Månd
med et tilfredsstillende Præsteydre. Det
kunde maaske være at foretrække, at den
ny Præst ikke blev en altfor svær Karl,
brede Skuldre gjorde let sin Månd
vanskeligere. Hans Stemme trængte godt nok
gennem Kirken . . .

De sad stive og stirrede op paa ham, for
at faa den rette Mening ud af hans Tale.
Ingen af dem ønskede at staa tilbage for
den anden i Indsigt paa det Omraade, han
maatte gerne snakke om Synden og den
Slags, det var jo en Præsts Bestilling. Men
saa skulde der ogsaa følge noget bedre
efter.

Forsigtigt skottede de til hinanden, de
sad ligesom og var ophøjet til stor
Lærdom. Et lille Nik, som ganske vist kunde
tydes paa hvad Maade det skulde være,
gav den ene til den anden. Men en
Overbevisning stod fast, en Præst som ham de
havde haft i fyrretyve Aar, var denne
ikke. At det var for meget at forlange,
begyndte de at ane.

De saa sig om i Kirken; det var saamænd
en rigtig pæn Kirke, han havde at prædike i,
men ingen kunde sammenligne den med
deres Sognekirke; den var nok gammel,
tusind Aar blev der sagt at den havde
staaet derhjemme paa Bakken med sit
brede takkede Taarn.

Et Øjeblik tænkte de paa at liste af igen
og prøve den næste. Skønt de ingen Ord
vekslede, forstod de hinanden, men at se
paa flere Præster den Dag, det stillede
større Krav til deres Evner, end man kunde
forlange. Men en Præst skulde de have.

Skulde vi ikke lige tale med ham, fik
den ene hvisket til den anden.

Alle fire sad en Stund hensunket i en
forstenet Alvor, blot ved at tale med ham
behøvede de ikke at binde sig til noget.
Præsten lod til at være manerlig nok, saa
havde de ogsaa det at berette derhjemme.

Efter at Degnen havde læst, skød de sig
ud fra Bænken og listede ud af Kirken paa
samme iøjnefaldende Maade, som de var
kommet derind. Knap var de naaet udenfor,
førend et Par af dem spilede Kæberne op i
en vældig Gaben, et Tegn paa den
aandelige Anspændelse de befandt sig i, de følte
alle, at de trængte til en styrkende Lur.
Tunge og slappe gik de omkring Kirken og
stillede sig op i Nærheden af Døren bag
Koret, hvor Præsten maatte komme,
medens de anstrengte sig for at gøre den
Værdighed synlig, som deres Ærinde
paa-bød dem at lægge for Dagen. At tale med en
Præst var altid en Begivenhed, der bragte
Sindet i en viss Fjernhed fra de jordiske
Ting.

De første Folk kom ud af Kirken; der
var altid nogen, der havde travlt, ogsaa
naar de skulde fra Kirke. Det var en Skik,
som deres gamle Præst aldrig havde holdt
af. Denne Præst kunde nok se ud til
at lade sig byde baade det ene og det
andet.

Nu gik Døren i Kirkemuren op, og
Præsten i Ornat, med stiv Hat paa
Hovedet og Salmebogen i Haanden, traadte ud,
hensunket i sin Værdighed. De stod
sammen i en Klynge og tog Hatten af uden at
flytte sig, medens Præsten intetanende
hilste igen, forbavset over at møde en
saadan Forsamling af fremmede Bønder
der tydeligt nok ventede paa ham. Den
sværeste af Bønderne, der havde været
Ordfører paa Rejsen, flyttede paa Benene
og tvang et smilende Drag frem i det
højtidelige Udtryk, der næsten forstenede
hans Ansigt.

De vilde da gerne hilse paa Præsten,
begyndte han sin Forklaring. De var
Menig-hedsudvalget, og han nævnede deres Sogn.

495

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Mar 20 10:46:23 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1941/0551.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free