Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ude at se paa en Præst. Af Harry Søiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ude at se faa en Præst
Præstens Studereværelse, og saadan skal en
Præst ogsaa være . . . men han har
alligevel aldrig forklejnet nogen med sin Tale.
Hverken til Barnedaab eller Bryllup eller
til Begravelse. Han har konfirmeret mig
og giftet mig og døbt mine Børn ... og
begravet min Far og Mor og mange af min
Slægt, som han har gjort for alle
derhjemme. Men aldrig har han talt over en
af vore døde paa anden Maade, end man
kunde være tilfreds dermed. Det har været
skønt og godt at høre mange Gange . . .
Fra vort Sogn har vor gamle Præst aldrig
sendt noget Menneske afsted, uden han har
lovet dem at komme et godt Sted hen!
De fire Sognefolk blev saa iøjnefaldende
bevægede, at deres Kinder ligefrem
skælvede, det var, hvad der skulde siges. Men
trods deres aabenlyse Rørelse var deres
Blik nøgternt rettet paa Præsten for at
erfare, hvad han kunde svare paa det.
Præsten sad hensunket i dybe Tanker, der
gjorde hans klejne Skikkelse endnu
ubetydeligere at skue. Han var en
hensynsfuld Månd, der vilde leve i Fordragelighed,
men Præstekaldet stillede sine Krav, som
han bestræbte sig for at udfylde. Han
kæmpede for sin Værdighed, Sandheden
maatte siges, hvor den tiltrængtes; de
verdslige Krav, der her stilledes til ham,
var saa vidtrækkende, at han ikke vidste,
hvad han skulde svare. Men Præstefruen
tog atter Ordet for ham:
Min Månd har en sjælden Forstaaelse af
Trøstens Betydning, han glemmer aldrig
de Syge, og man sætter ogsaa megen Pris
paa hans Besøg. Paa dette Punkt er jeg
overbevist om, at man vil komme til at
holde af ham.
Bønderne skottede til Præsten med
kritiske Blikkf, han kunde nok se ud til at
være nidkær i sin Forkyndelse; som han
sad der med det smalle Ansigt fyldt af
Tungsindighed, mindede han om en Apostel
efter deres Begreber. Og den Slags Folk
var ikke nemme. Trygge følte de sig ikke.
Men Tanken om Præstefruen beroligede
dem, hun var et Menneske, man nok kunde
komme til Rette med, og saa ligefrem.
Der var ingen Storhed i hende, selvom der
næppe var Tvivl om, at det var hende, der
styrede i Præstegaarden. Og med et
begyndte de i Munden paa hinanden at
fortælle om Præstegaarden, den havde
Bygninger som en Herregaard, og
Præste-gaardshaven var paa tre-fire Tønder Land,
en Park saa skøn, at der kom Folk
rejsende alene for at se den.
Vi har altid holdt vor Præst vel, baade
med Tiende og med Gaver.
I en animeret Stemning rejste man sig fra
Bordet og sluttede Kres omkring
Præstefruen for at trykke hendes Haand og
takkede for det gode Traktement. Nu maatte
de se at komme videre.
Det var klogest at sige det saadan, saa
havde de ikke forivret sig. Og baade
Præsten og Præstefruen fulgte dem ud.
De skulde rejse hen og se paa
Præstegaarden og Sognet, udbrød Ordføreren til
Præstefruen. Saa kunde vi ogsaa se lidt
mere paa hinanden.
Præstefruen smilte og takkede, det kunde
godt være, at hun og Præsten kom,
saafremt der var Udsigt til, at han blev deres
Præst.
Men atter trak Bønderne sig forsigtigt
tilbage med lukkede Miner.
Da var deres Egn saa skøn, at den nok
var en Rejse værd, forsikrede de.
Fra Bilen blev de ved at vinke til
Præstefruen og Præsten, saa længe de var at
øjne. Saa sänk de hen i Tavshed, det var
vel bedst at køre endnu et Sted hen og
se paa nok en Præst. De vekslede nogle
Ord om det, træge og trætte, medens de
blev ved at køre ud ad Vejen. Men saa
sagde den ene: Den Præstekone var da
ellers gæv nok . . .
Ja, det er sandt, lød det i Kor. Hun
var alligevel en Præstekone, som det kunde
være skønt at faa hjem til Sognet.
499
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
