Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Sigrid Neiiendam. Et Portræt. Af Henri Nathansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henri Nat hansen
efterstræbe Bourgeoisiets kulturelle Idealer.
Heller ikke dér passede Sigrid Neiiendam ind.
Uden Mulighed for nve Opgaver og træt af
Uvirksomheden søgte hun hjem. Og først
efter grundig at have sundet sig og udluftet de
støvede Lunger, vendte hun efter nogle Aars
Pause tilbage til Teatret, i dette Tilfælde
Teatret med det forjættede Navn
»Folketeatret», Scenen for den jævnt borgerlige
Kunst uden honnette Ambitioner eller
litterære Aspirationer.
Her faldt Sigrid Neiiendam til Ro i det
følgende Tiaar fra 1900—11. Repertoiret
passede til hendes Gemyt, Ensemblet ogsaa, og
den ledende Kraft, Johannes Nielsen,
stemmede i mange Maader overens med hendes
Natur og Kultur. Johannes Nielsen var selv
af Højskoleslægt og Milieu, ganske vist af
det noget højtsvævende og vidtvævende, men
selv om Tonen var en anden, var Aanden
dog den samme. Landlig var hans ydre
Fremtoning. Naar han kom vandrende til
Teatret med sin Sixpence ned over de lyse
Øjne med de buskede Bryn, det
melonfar-vede Tøj uden Snit eller Pressefolder som
Standsfællernes og den skotskternede Skjorte
med det højrøde Slips, der ikke stod helt
godt til hans rødtoppede Haarbusk,
lignede han mest af alt en Forkarl paa Besøg
i Købstaden. Og naar han saa som
Instruktør kørte rundt i »Fejemøjet» og med
Eder og andre djævelske Besværgelser rasede
som en snurrende Top mellem Benene paa
Skuespillerne og som Slutspurt spyttede en
veltygget Skraa langt ud i Kulissen, saa var
det landlige og det folkelige sammenrystet i
en ganske vist kraftig og kras Ekstrakt, men
det duftede dog foruden af Stald og Mødding
ogsaa af Muld og Mark og smagte af Vind
og Vejr og Havets salte Aande.
Modsætningen mellem Johannes Nielsen og
Sigrid Neiiendam viste sig i hans Spil,
Overensstemmelsen i hans Form for Instruktion.
Hans Form som Skuespiller laa paa den
Bjørnsonske Grundtvigslinje, lyrisk-patetisk
som i hans mest fremragende Præstation,
Pastor Sang i Over Evne, en Skikkelse, der
stod fuldt paa Højde med Digterens. Men
Formen i hans Instruktion af landlig og
folkelig Kunst, som i Sind af Jakob Knudsen, var
af en mere jordbunden Art, Virkelighedens
og Hverdagens Natur af djærv Grundtvigsk
Kraft og Oprindelighed. I disse Aar paa
Folketeatret skabte Sigrid Neiiendam sin særegne
Form, en plastisk rund og fodfast Støbning
af Figuren, modsat Dagmarteatrets
musikalske og maleriske Renæssance-Romantik
gennem Adam og Johannes Poulsen, og i
Skuespil af Wied, Bergstrøm, Anker-Larsen
og Ellen Reumert afrundede og udløste hun
en Tone af djærv Folkelighed, der rungede
bred og saftig gennem det gamle Teater i
Samklang med dets Publikums Smag og med
Instruktørens ukonventionelle Form og Tone.
Og da hun saa langt om længe i 1911 vendte
tilbage til det kgl. Teater, var det som en
helstøbt og fuldfærdig Kunstnerinde, ikke
Dame, Frue eller Frøken i højborgerlig
Forstand, men som den første Kvinde af Folket
paa vor første Scene.
Hun vendte tilbage, som hun for en Snes
Aar siden var kommen, sig selv, i fuld
Besiddelse af den eneste Originalitet der findes, sit
eget Væsens fuldkomne Naturlighed, omsat i
Aand og forædlet i Kunst. Modnet i sin faste
Form og i Indholdets Rummelighed, men
uden Mærke af »Teater» i Tale, Tone, Mimik,
Replik. Hun havde forladt de landlige unge
Piger, hendes Omraade var nu Konerne,
Madammerne, Tyendet i By og paa Land med
Udflugter til gamle Jomfruer af provinsielt
Tilsnit og borgerlige Kvinder af speciel
moderlig og husmoderlig Art. Hun stod fast plantet
i Virkelighedens Verden, for jordbunden i sin
Virkelighedssans til at vove en Flugt i
Fantasiens farefulde Højder, men uden snotbet
Afsmag for Realismens sunde borgerlige Kost,
der ikke fandt tilstrækkelig Næring i
Romantismens Skueretter med den blegblaa Blomst
som staaende Rekvisit ved Anretningen. Men
paa den anden Side var hendes Forhold til
»Livet» eller »Virkeligheden» ikke den
fladbundede Kopi, der stivner i mere eller mindre
»sand» Efterligning i Maske, Mæle, Mimik,
Plastik af »Typer efter levende Model» — en
ydre Lighed uden Resonans i en Kunstners
Gemyt. Hendes Skikkelser var nok Type i
almindelig Forstand, men tillige særpræget
Individ. Hendes Typer var ikke blot livagtige,
men levende. Hendes Kunst var som al
levende Kunst et Dobbeltbillede af
Kunstneren og Modellen, Iagttagelse og Opfattelse,
det sete og Synet paa det sete, sammensvejset
til ét i uadskillelig Forbindelse, der paa en
Gang gav Billedet baade Liv og Perspektiv.
Nogle Typer hæver sig frem af det omtrent
hundredtallige Gallerie i Sigrid Neiiendams
Kunstnerliv, alle runde i Form, rummelige af
Indhold. Saa godt som alle er de rodfæstede i
»Landet», i Folket, det landlige og det folke-
204
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
