Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Sigrid Neiiendam. Et Portræt. Af Henri Nathansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigrid Neiiendam
. . . Det var, som om man blev lukket
ind i det Allerhelligste i Sigrid Neiiendams
Natur, kunstnerisk og menneskeligt. Det
var paa én Gang Landet og Folket,
Landets Natur og Folkets Aand, det var paa
samme Tid, hvad hun med Sanserne havde
set og hørt, havde gennemglødet i sit Sind
og afklaret i sin Sjæl. Det var
Stemningen fra Bondelandet, der slog ind i den
aftenlige Tone af hellig Alvor, omsvøbt af Lyd
fra Kirkeklokkernes Summen ved Solnedgang,
det var Sproget, der uforfalsket fra Arilds
Tid slog ud gennem det jyske Mæle. Men det
var tillige Landets og Folkets dybe og
dæmpede Resonans af ydmyg Underkastelse
under Pligt, Ansvar, Tradition, Tro ■—■ et
Tyende var det, ikke blot i verdslig, men i
religiøs Forstand. Og jeg forstod, at her førte
en Scenens Kunstnerinde mig ind i Sjælens
Lønkammer, hvor jeg blev Vidne til hendes
Tro paa Ordet, paa Sammenhængen i hendes
Kunst mellem det menneskelige og det
guddommelige, paa Bekendelsen og
Forkyndelsen, der hele det lange Liv igennem havde
haft sin skjulte Forbindelse med »det
Usynlige», det dunkle Ord, hun saa ofte i vore
Diskussioner om Alt mellem Himmel og
Jord hemmelighedsfuldt havde hentydet til.
Nu forstod jeg, at Kunsten for hende var det
Budskab, hun som dens Tjenerinde under
Pligt og Ansvar bragte Menneskene — at
hun aldrig havde brugt Kunsten som Tjener
for selvisk Interesse, men at den altid havde
været hendes Herre i Tjenesten for en
ophøjet Idé.
III.
Sigrid Neiiendam tilhører den Tid, da
Folket politisk og litterært brød igennem omkring
Aarhundredskiftet. I Politik med Mænd som
I. C. Christensen og Klaus Berntsen —
Stauning og Borgbjerg, i Litteraturen med Folk
som Jakob Knudsen, Aakjær, Skjoldborg,
Johannes V. Jensen og Andersen Nexø.
Hendes Kultur er den landlige og folkelige,
omplantet, eller rettere indpodet med
Højskolens Aand. Aldrig har noget Punkt af
fremmed Aand strejfet hendes Bevidsthed, aldrig
har hun søgt paa Rejser at samle nye
Indtryk, aldrig har hun gennem Kendskab til
tysk, fransk eller russisk Skuespilkunst søgt
at udvikle eller udvide sin menneskelige og
kunstneriske Horisont. Det vilde sikkert ogsaa
have været forgæves. Hun vidste fuld Besked
om Grænserne for sin Evne, og med sin nøg-
14—Ord och Bild 51 :a årg.
Fru Levin i »Indenfor Murene».
terne Sans for at holde sig »paa det Jævne»
indlod hun sig ikke paa Eventyr »i det
Himmelblaa». Hun var den hun var, og hun blev
den hun var. Derfor foregik der ingen større
Udvikling i kunstnerisk Forstand, men en
menneskelig Uddybelse. Støt, stærk, sund og
rund stod hun dér plantet paa den jævne
Jord, frit staaende i Rummet, ombølget af
Lys og Luft, levende sit eget Liv. Hun var
som Type uden Forgænger og uden
Efterfølger paa den danske Scene.
Tænker man tilbage paa de Skikkelser,
Sigrid Neiiendam har skabt, staar de ogsaa
alle paa en vis Maade isoleret, »passer ikke
ind i Ensemblet». Dette saa lovpriste
Ensemble, der har en Tendens til at stivne i
død Tradition, en Slags selskabelig
Tilpas-ningsstil, en virtuos Jonglørkunst, som ofte
gør Skuespillerne til ufrivillige Gengangere af
sig selv og som dræber det levende
Sammenspil, hvori hver enkelts Natur frit kunde
udløses i ædel Kappestrid under Kunstens
hellige Tugt.
Al Kunst har sin egen Tid, forsaavidt som
Kunsten tilhører Tiden, ja i kort Begreb er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
