Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Sigrid Neiiendam. Et Portræt. Af Henri Nathansen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henri Nat hansen
Livet set i Tidens Spejl. Deraf afhænger ogsaa
dens Forhold til de aandelige Strømninger i
Tiden med de vedtagne Formler Romantik
og Realisme, mere Udtryk for et Program end
for en Idé. Programmet indebærer da atter
de aandelige Føreres Forhold til »Idéen», der
enten er Romantikens »Flugt fra
Virkeligheden»: Skønhed, Drøm, Symbol, eller
Realismens »Tilbagevenden til Naturen»: Sandhed,
Lys, Liv. Henrik Steffens slog herhjemme til
Lyd for den tyske Romantik, hvis højtsvungne
Patos og dunkle Mystik fandt Genlyd i
Tidens modtagelige Sind efter Slaget paa Rheden
ved Aarhundredskiftet. Georg Brandes slog
efter 1864 Følge med Taines franske
Realisme, hvis kølige og klare Nøgternhed stod
i Pagt med Tidens Trang til et fast
Holdepunkt paa Jorden og i Virkeligheden efter
den høje Flugt i det luftige Blaa. Og endelig
op til vor Tid »den gothiske Renæssance» af
anglo-amerikansk Oprindelse med Udløbere i
lokalpatriotiske Bevægelser helt ned til vore
Dages Hjemstavnsdigtning, hvis Indesiddere
holdt sig indenfor Sognets Grænser.
Men gennem alle Tiders Retninger og
Bevægelser gaar som en rød Traad en Slags
Livets Linje, der afmærker Landets og
Folkets Natur, omsat i Aand og forædlet i Kunst.
Det er denne Linje, der kendetegner Landets
Farve, Folkets Tone. Paa denne Farve og
denne Tone i Maleri, Musik, Skulptur,
Litteratur kendes den Nation, for hvilken disse
Udslag af det kunstneriske Gemyt er det
aandelige Udtryk. Det er ikke det saakaldte
»store Danske», men det mindre — den
inderste Kærne, Folkesjælen. I den nyere
Litteratur betegnes denne Linje ved Navne som
Blicher, H. C. Andersen, Poul Møller og
Jakob Knudsen, i Musiken ved Navne som
Gade og Lange-Müller, i Maleriet ved
Lundbye og Ring, i Billedhuggerkunst ved gamle
Bissen. Og endelig i Teatrets Kunst ved
gamle Rosenkilde, Fru Sødring, William
Bloch og Olaf Poulsen, der alle i Aand og
Natur var Udtryk for det specielt danske
Grundtræk med det uoversættelige Navn:
det danske Lune. Til denne Række af Navne
vil Sigrid Neiiendams Navn slutte op i
Eftermælet.
I en sen Aftentime, da jeg afslutter dette
mit Forsøg paa en Karakteristik af Sigrid
Neiiendam som scenisk Kunstnerinde, glider
et Par Øjebliksbilleder af Mennesket Sigrid
Neiiendam forbi mit indre Blik:
. . . Det er tidlig paa Formiddagen. Fra
»Bellahøj» ude i det yderste København, hvor
By glider over i Land, stryger Vinden fra
Mark og Skov ind over »Fuglebakken» og
vifter i de smaa Rækkehushaver paa
Drosselvej. Indgangsdøren til Nr. 11 gaar op, og
Sigrid Neiiendam træder ud paa den høje
Holbergtrappe. Hun staar lidt, indsuger
Foraarssolen og indsnuser den friske Luft
af Muld og Grøde. Over det store Ansigt lyser
og lever det af Spillet i de blanke Øjne, der
endnu har Barnets aabne Blik, omkring den
muntre Mund med de urolige Vige mimrer
og fimrer Krusninger af Velvære og Humør.
Hun udstraaler Liv.
Langsomt, holdende sig til Rækværket,
forsigtig prøvende Trinene gaar hun ned ad
Trappen og ud paa Vejen. Rund, tung, solid
skrider hun frem, afmaalt, man kunde næsten
sige værdigt, med smaa korte Trit, der giver
en vis Illusion af Hurtighed. Mest af alt ligner
hun, som hun nu skraar over Vejen i fodsid
Kjole, smaaborgerligt Overstykke og
Kapothat, en Gaardmandskone, der skal paa
Besøg i Landsbyen eller paa Indkøb i
Brugsforeningen. Intet minder om Byen, mindre
endnu om Hovedstaden, mindst af alt om en
kongelig Skuespillerinde paa Vej til Prøve
paa selveste Kongens Nytorv. Da fanger
hendes Falkeblik en god Bekendt i det fjerne,
og allerede paa stor Afstand begynder hun at
afbrænde et Festfyrværkeri af Udbrud, Tale,
Latter, Spørgsmaal, som hun selv besvarer,
og Svar paa Spørgsmaal, som hun ikke har
spurgt om. Og da hun saa med et fast og
hjerteligt Haandtryk hilser den Mødende,
spiller Lunet i alle Kroge, Stemmen er stærk
og klar, frisk i Klangen, hvert Ord er fast og
dog er hver Sætning bøjelig og bølgende i
Rytmen. En Scenens Kunstner staar foran
En, i Grunden ikke forvandlet, ikke omskabt,
men nyskabt. Den fødte Kunstner og
Menneske i ét, Natur og Kunst uadskillelig
forenet i fuldkommen Naturlighed. Saa opdager
hun en Sporvogn, der nærmer sig, og i kort
Galop er hun paa Vej til Stoppestedet.
. . . Det er Aften oppe paa Teatret bag
Scenen lige før Tæppets Opgang. I det høje
Rums hemmelighedsfulde Dunkelhed
bevæger Skygger sig omkring, tyst som paa Filt.
Et Par Skuespillere kommer hviskende og
listende ned ad den brede Trappe, der fra
Gangene fører ned til Scenen. Regissøren
staar med Uret i Haanden henne i Sideku-
210
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
