Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Helge Rodes »Den druknede». En Analyse. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Rödes »Den druknedes
er først, naar vi i Bekendelsesskriftet »Det
store Ja» (Bekræftelsen af Tilværelsen, af
det »at være») desangaaende læser: »Tiden
er ophævet, og Døden er et Blændværk, som
kun kan narre de Uindviede. I denne
Erkendelse er Mystikken i Overensstemmelse med
Troen og med Fornuften», (S. 129), at vi ser,
at der er slaaet Bro mellem disse to
An-skuelsesmaader.
Strofe 4: Som en grufuldt vaad og erfaren Månd
med en bundløs Vidén om Livets Kaar
kom han tavs i Land paa den samme Strand,
men med blodigt Saar og med Tang i sit
Haar.
»Erfaren» belyses lettest gennem en Strofe
af samme Digters meget betydelige Mindedigt
over hans norske Ven Sigbjørn Obstfelder:
Men den Gaade, som han bar paa,
naar han jubled, naar han grubled,
naar han tvivled og fortvivled,
fik han Svar paa,
da han snubled.
Eller kortere: »Løst er Runen, Livet risted.»
(ibid.) Men hvad hjælper død Mands bundløse
Viden dem, som lever, naar der er sørget
for, at han intet røber af, hvad han saa.
Den døde vogter tavs øver sin
Hemmelighed. I modsat Fald vilde Digteren have faaet
revideret sin Ungdoms »Oplevelse» i Norge
(en ekstatisk Tilstand lig Mystikerens), den,
som er det positive Udgangspunkt — som
hans »daarlige» Darwinisme det negative —
for hans religiøse Bekendelser i Værkerne
fra Tyverne, og som han i sidste
Digtsamling »Den vilde Rose» attraar igen.
Forund mig Gud at skue
din Klarhed og din Lue.
Om ogsaa kun et Nu, saa ved
jeg, at det Nu er Evighed.
Forund mig Gud at skue.
2. Afsnit, Øjenvidnets Beretning om
Ulykken, begynder med første Linie af ovenfor
citerede Strofe 3, som om Digteren ikke kan
blive Tanken om Ulykken kvit. — Idyllen
ved Badestedet (i den følgende Strofe)
afbrydes pludseligt.
Men hvad var det, han skreg? Det var ikke Leg!
Det var ikke Fest. Han blev bleg og skreg.
Han blev bleg og skreg, dette lange Skrig,
der er som en Streg mellem Liv og Lig.
Der er ofte gjort opmærksom paa den
suggererende Magt, der ligger i Vokalvalget
til denne Strofe. Men desuden forekommer
Rimet: bleg — skreg — Streg saa lidt sæd-
vanligt, at Muligheden for en Reminiscens
fra et tyve Aar ældre Digt i al Fald er til
Stede. Her tænkes paa »Den hvide Streg»
fra Debut-Samlingen »Hvide Blomster» (Rodes
Farve er den hvide, »Liljekonvallen»s).
Ynglingen er blevet sig sit Selv bevidst og har
samtidig i et forfærdeligt Syn set dette tage
Form af »en hvid Søjle» først ved »den gabende
Afgrunds Bred». Dernæst »i Rædslernes Elv»
— »som en hvid Streg paa den sorte Grund».
I sin Nød under dette Mareridt, hvor
Undergangen synes sikker, raaber den unge Månd
fortvivlet efter Hjælp. »Af Angest bleg,
I hvad var det jeg skreg: / Aa store Gud!
/ Den hvide Streg — / visk den ikke ud.»
Paa dette Sted i »Den Druknede», hvortil
jeg altsaa har ment at kunne spore et Par
Elementer, bruges »Streg» med en anden men
ligesaa prægnant Symbolik. Hvad vi paa det
fremskredne Stadium indenfor
Radioudviklingen, hvor vi nu befinder os, kalder »den
knivskarpe Adskillelse», den tynde Streg, der
adskiller Italien fra Sverige, Frankrig fra
Polen o. s. v., er saaledes allerede foregrebet
her af Helge Röde. En Viser flyttes en Streg,
og et Menneske er dirigeret fra én Verden
over i en ny.
Dette Afsnit slutter med, at Opløbet
spredte sig, da der ikke var mere at se.
Den hele forfærdede Flok gik hjem,
gik hjem til Middagen Klokken fem.
Men En gik hjem til et hjemløst Hus,
mens den Døde drev udad i Sus og Dus.
I 3. Afsnit beskrives den lange Nat; den
druknedes Evighed paa Havet. Efter at
Forskellen paa levende og død m. H. t. det
at kunne flyde er konstateret, begynder
Rejsen uden Plan, thi til Søs raader Tilfældet.
Hvad enten den døde flød mod Øst eller Vest,
»skylled mod Syd» eller »skvulped mod Nord»
— »det er ligegyldigt, kun Ord, kun Ord!»
hvilket i Strofens Udgang varieres til det
monotont klagende: »Kommer ud paa Et.
Kommer ud paa Et.»
Og Sol gik under og Maane frem
med Glød og Glans over Bølgens Bræm,
men Bølgen var død som Manden, der flød.
— Det er ligegyldigt med Glans og Glød!
Du har rejst paa Kaos som Bølgens Nar,
hvor der ikke er før og efter og nu
og intet Spørgsmaal og intet Svar,
for Bølgen er lige saa død som du.
Det høres straks, at denne Strofe ejer en
betagende Poesi, og det konstateres, at den
er en mægtig Kulmination af Digtets Op-
277
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
