Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Helge Rodes »Den druknede». En Analyse. Af Jørgen Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jørgen Andersen
takt, idet Læseren Trin for Trin har
kunnet følge Digterens voksende Fortvivlelse
under hans Indlevelse i det skete. Den
nænsomme Morgenbølge er blevet
forvandlet til det golde Element, hvor alene
Tilfældet raader. Et yndet Sujet i Tiden. Et
Par Eksempler (mellem mange) skal anføres:
Fra Titanic-Spillet »Det store Forlis» (1917):
»Alt, hvad der er Kaos og Tilfældighed og
Død skal høre Havet til.» Fra Digtet
»Atlantis», hvor det hedder om Bølgeskaren, der er
»paa Vandring ned ad Jordens Runding» uden
dog at komme af Stedet, hvor meget de end
brydes med hinanden i gigantisk
Tilintet-gørelseslyst:
Her er ej andet end at stige, synke
og intet andet Liv end straks at dø.
Se Bølger skyller tungt henover Bølger,
udsletter Bølger og forgaar derved.
Se Kaos kæmper vildt kun for at døde
sig selv og gøre Ende paa sin Væren,
og maa bestandig rejse sig paany,
kun for at knuses af sin egen Vrede.
Dette Kraftspild, denne Goldhed hørte
med i Satanismens Program og indgaar
ogsaa i Halvfemsernes Poetik. Man tænke
blot paa Sofus Claussens »Imperia» med
Rødder hos Baudelaire og Swinburne.
Sidstnævntes »A Forsaken Garden» kan tjene som
Type med Linierne:
Only the wind here hovers and revels
in a round where life seems barren as death.
Ogsaa Drachmann kan nævnes: Kladden
til »Sildig». (Se Paul V. Rubow: Holger
Drachmanns Ungdom, S. 138 flg.)
Tilbage staar endnu et Spørgsmaal, der
drager Strofe 4 i Tvivl. Har den døde i
Evigheden virkelig vundet Erfaring og
Indsigt og da i hvad? Thi vi har just faaet at
vide, at i Kaos er der ingen Besked at hente.
For der hersker ogsaa Død. Röde maa give
Goethe Ret: »Nach drüben ist die Aussicht
uns verrannt.» Vi er derfor tilbøjelige til at
isolere Strofe 4, idet vi forstaar det
hensigtsmæssige i, at den døde er tavs, for i Stedet
at følge hans natlige Færd:
Der er intet saa ensomt og dybt forladt
som en Død, der driver tilhavs ved Nat,
i det vilde Virvar af Sprøjt og Skum
paa det golde Stof i det øde Rum.
I »Krig og Aand» sammenstilles (S. 115)
Titanics Undergang med en enkelt druknets,
og Konklusionen bliver, at »Fællesskabets
Skønhed» (»Legenden om de tusind, der gik
syngende i Døden») mildner Sorgen,hvorimod
»en Månd alene paa det øde Hav er
frygteligere for vor Tanke».
4. Afsnit begynder ligesom 2det:
Det er Morgen snart og det var igaar (tredie Gang)
maaske, han kyssed sin Hustrus Haar.
Hvor det vederkvæger her med dette fine
Træk ovenpaa alle Abstraktionerne. Denne
Scene en famille fører lige over i næste Strofe,
hvor Digteren paa Baggrund af sin rystende
Oplevelse ligesom maa give sig Tid til at
skue udover sin egen Tilværelse og rigtig
skønne paa de Kaar, de levende har faaet
tilskikket paa Jorden,
hvor vor Dag er blid, og vor Nat er Fred,
hvor vi vaagner ved Gry, som vi sovner ved Kveld
hos et Hjerte, som bare vil os det vel.
For at forstaa, hvad der ligger i disse
Linier for Helge Rodes Vedkommende,
behøver man bare at tænke paa de to saare
skønne Poemer »Drømmekysset» og
»Sommerfuglen».
Men netop derved bliver Medfølelsen med
den unge Enke des større. Idyllen, der just
var skabt, opgives for sin Modsætning, hvilket
giver Bevægelse her mod Slutningen af det
ret lange og tungt skridende Digt.
Men hun græder nu. Hun er blind af Graad.
Og sin Tunge bider hun med sin Tand.
Og du selv er end mere blind og vaad,
Og dit døde Ansigt bider i Sand.
(Til Sammenligning det selvoplevede:
»Hvorfor bider jeg hvast i mit Pude vaar for at
hindre Graaden i at briste?» spørger
Ynglingen sig selv til sidst i »Skyggekunstnerens
Melodi».)
Hun og han er hos hinanden igen. Og
alligevel hver i sit Land. Det giver Taarer.
Til sidst Paakaldelsen:
Maane, du ser saa alvidende ud
med den lukkede Mund forfærdet og stum,
som kunde du bringe et hemmeligt Bud
fra det, som er skjult bag det øde Rum.
Som voved du ikke at bringe det Bud,
der bleged din Kind og forfærded din Aand.
— Fjernt borte fra os staar den store Gud,
Han tabte vor Verden ud af sin Haand.
Dette sidste Liniepar er den smertelige
Opgivelse af alle Illusioner, den nøgterne
Konstatering af det Faktum, at Menneskene
er blevet Gud ligegyldige. En Tanke, der har
278
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
