Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Nogle svenske minder. Af Julius Clausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
No g Ie svenske minder
Af Julius Clausen
ET var midt i vinteren anno
1899, at jeg rustede mig til at drage til
Stockholm. Jeg havde besögt
»Mälar-drottningen» nogle gange forud, men ved
sommertid og som turist. Nu gjaldt det
et arbejde. Til brug for en historisk
fremstilling af Skandinavismen måtte jeg
studere den gamle svenske presse, som var
opmagasineret i Kungl. Biblioteket i
Humlegården. Og at finde frem hvad man har
brug for i de svundne dages »tidningar» er
en langvarig bestilling, ofte som at söge
efter en synål i en höstak.
Den i:ste februar startede jeg fra
Köbenhavn i tåge og sölet vejr. Efter et par
timers ventetid i Malmö gik det videre med
Stockholmer-expressen kl. 3 e. m.
Expressen havde nu ikke så travlt som i vore
dage, hvor den klarer den lange strækning
ved elektricitetens hjælp på c. 9 timer.
Dengang var man 16 timer undervejs,
kom först til vejs ende næste morgen kl. 7,
men sovevogne medförtes. I Hessleholm
begyndte det at fryse, i Nässjö mödte en
forrygende storm, mens man gennem
snedriver banede sig vej til restaurationen
for at få lidt aftensmad (spisevogn fandtes
ikke), til hvis indtagelse var afset 25
minutter på köreplanen. I vinternattens sne
rullede man videre for næste morgen at
vågne op til en hvid by med funklende
stjerner. Hvor stemningsfuldt i dagens
gry-at stige op i slæden, der förte en til hotellet
i Drottninggatan. Et ægte nordisk
gam-melsvensk vinterbillede — det var för
automobilernes dage — så uligt det jeg
hade forladt i Köbenhavn.
Lidt op på dagen begav jeg mig ud til
Humlegården, hvis omgivelser — låve, for-
faldne, maleriske træhuse — delvis endnu
var et stykke af »gamle Stockholm». I
biblioteket blev jeg modtaget med åbne arme af
förste-bibliotekaren gamle Harald
Wieselgren. Han var nu slet ikke så gammel af
år, bare fyldt 64, men hans korte brede
skikkelse med det grånende hår og det
store hvide fipskæg gav ham noget
gubbeagtigt. Han så præcis ud som Anders Zorn
har malet ham som sekretær i selskabet
»Idun», en hyggelig og spirituel bror, der
udbringer skålen for aftenens
foredragsholder — ikke stilig og ceremoniel, som
svensker også kan være — med et glimt i
öjet. Som han står dér, med cigaren i den
ene hånd, grogglasset i den anden, fylder
han. Sådan var just Harald Wieselgren —
han fyldte, fysisk som åndeligt. Og han
trivedes her i Stockholms fineste og mest
omfattende intelligensselskab. Vi havde då
heller ikke vexlet mange ord, för han sagde:
»Hör nu, på lördag skall Du, om Du är
’snäll gosse’, komma med mig på Idun.»
Men Wieselgren var langt mere og andet
end den gemytlige selskabsbror. Han var
en fortræffelig essayist, liberalsindet og
meget skandinavisk indstillet. Og han kendte
sit bibliotek ud og ind. Da gamle
Klemming havde trukket sig tilbage omkr. 1890,
var det almindelig antaget, at Wieselgren
som ældst i gårde skulde blive hans
eftermand. Stor var då overraskelsen, da i
stedet for Wieselgren skjalden greve Carl
Snoilsky af kgl. majestæt blev kaldet til
bibliotekets chef. Det var et kongeligt önske
— et udslag af kong Oscars trang til at
ville give en collega i poesiens rige en
håndsrækning i vanskelige dage i hans liv.
Snoilsky tog imod stillingen, men han var
303
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
