Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Valdemar Vedel 1865—1942. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul V.
R ii b o w
over for Bedsteborgerne end for at
tilkendegive politisk radikalt Præg. Alligevel hørte
han nærmest til paa venstre Side — han var
Atheist og Republikaner og forfærdede endnu
som ældre og sat Månd Publikum i de
konservative Blade, han plejede at bidrage til,
ved at erklære, at han ikke indsaa, hvad
Gavn et Kongehus var til. Han var udstyret
med en ganske betydelig Modsigelseslyst og
med en nobel Tilbøjelighed til at udvide
og fuldstændiggøre sit Jeg. Med disse Anlæg
kunde det ikke undgaas, at han i Aarenes
Løb blev en meget isoleret Månd. Allerede
som ung vakte han Forargelse ved i
»Studentersamfundet», den radikale Højborg, at
holde Foredrag om »konservative Værdier»
og erklære, at »den frie Tanke» var et Dogme
som ethvert andet. Han paadrog sig i den
Anledning en meget skarp Irettesættelse fra
Julius Lange, en af de Læremestre, der var
ham kærest. Lange fandt ham »tandløs».
Denne Virksomhed som Moralist, i Tale og
Skrift, fortsatte Vedel, med Afbrydelser,
sit Liv igennem, og navnlig frugtbart i Aarene
omkring Aarhundredskiftet. Hans
Hverdags-filosofi er navnlig nedlagt i en Række
opbyggelige Taler og Betragtninger, som først i
1920 blev samlede under Titelen
Menneskelighed. Titelen var laant fra en Afhandling
med samme Navn, en ganske bedsk Diatribe
imod alt Partivæsen og al Dogmatisme. Man
kunde, med et Udtryk af Olle Holmberg, sige,
at dens Indhold er en Paavisning af, hvordan
et Standpunkt først bliver en Siddeplads og
siden en Sovepude. Med stor Skarpsindighed
viser han, hvorledes Menings-Agitationen i
det moderne Samfund fører til alskens
Forvirring i det daglige Liv, og Folk rykkes til
Yderligheder, hvor det er dem umuligt at
blive staaende:
Dette er noget af det umenneskeligste i alt stærkt
offentligt Røre, en af de største Skavanker i
demokratiske Samfund. Hvad man under den
pelopone-siske Krig Gang paa Gang oplevde paa Athens Agora
til Stadens Fordærv eller i det 13.—14. Aarh. paa
Florens’ Piazza, det oplever vi i mindre Maalestok
daglig, selv under vore kølige Breddegrader. I
Agitationen er Radikalismen altid den stærkeste, den
kan altid udfolde størst Veltalenhed og bedst rive en
Forsamling med. Heldigvis afgøres Tingene ikke paa
Folkemøderne, men ved Tobakspiben i sindige
Udvalgsmøder. Og derfor nyder vi hyppig det komiske
Syn, vi havde i Sommer, da de radikale
Minister-stormere f6r som Hvirvelvinde over Landet og
overalt med Triumf kunde notere »stærk
Radikalerstemning* paa alle Møderne fra Aalborg til Stege, — for
saa bagefter til deres Skuffelse at mærke, hvor hurtig
det jævne Vælgerfolk, naar Hvirvelvinden var sust
tilbage til København, faldt hen igen i sin medfodte
Moderation. Men et mindre komisk Skue afgiver alle
de, der til Stadighed gaar tned en Taagesky af
op-agiterede ideelle Meninger og Stemninger omkring deres
virkelige, dagligdags Jeg, — en kulørt Nimbus af
brandrød Radikalisme, skafotsort Nihilisme eller
himmelblaa Tolstoyisme uden om en meget jordisk,
smudsiggraa Spidsborgerlighed, — tamme Timelærere
som vilde Samfundsopløsere; parvenuagtige
Salonsnobber som Socialradikale; skikkelige Hr. Sørensener som
Helvedesprædikanter, smaalige Plebejersind i den
Nietzscheske Aristokratismes Skrud, — en Art »social
mimicry» alt sammen, som bag de forskellige
Fantasidragter gemmer den samme Portion menneskelig God
modighed og Selviskhed, Fejghed og Forfængelighed,
Smaafedtethed og Sinaaskikkelighed.
Over for det moderne Livs Splittelse og
Forvirring, og den gennemgaaende
Forfalskning af Værdierne, det byder paa, anbefaler
Vedel at anvende et passende Antal Timer
hver Uge til Andagt og Samling. Han havde
Smag for en vis Side af det religiøse Liv,
Ydersiden kan man gerne sige, thi han hørte til
dem der afskyede ikke blot det Dogmatiske,
men egentlig ogsaa det Positive i Religionerne.
Der var noget besynderligt ved at se denne
kolde og forstandstørre og inderst inde altid
tvivlende Mand protegere en Art af
Religiøsitet, der rigtig nok — det vilde han ikke have
brudt sig om at høre — temmelig skuffende
lignede det 18. Aarhundredes »naturlige
Religion». Oplysende er i den Henseende
navnlig hans i sin Tid berømte og meget
diskuterede Nikodemus’ Skriftemaal, hvor
han i en Stil, der er laant fra Sibberns
Gabrielis’ Breve gør sig til Talsmand for en vag,
følelsesbetonet »almen» Religiøsitet, en Slags
Ærefrygt for Livet uden stor Løftelse. I
Grunden var og blev han dog antireligiøs.
Han kunde i sine smaa Afhandlinger
indskærpe Betydningen af at man troede paa
sin Kærlighed, samtidig med at man dog
vidste den Elskede var en Pige som enhver
anden, at man troede paa Kunsten, uagtet
man var paa det Rene med, at dens Verden
er Illusion — men han vilde ikke nævne
Troen paa Religionerne som en tredje
ligeberettiget Tro. I Stedet berusede han sig —
saa vidt Vedel overhovedet kunde beruses —
i Forvisningen om »Menneskeligheden »s
Betydning. Han, som ellers ikke var trykket af
Tillid til Begreber, svor til Begrebet det
Menneskelige. Med en Naivitet, man ikke havde
tiltroet ham, samlede han i sit Begreb om
Menneskelighed alle de fornuftige og moderate
borgerlige Dyder han syntes om. Han vidste
næppe selv, hvor smaalig bedsteborgerlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
