Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Valdemar Vedel 1865—1942. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valdemar Vedel
og alt for nøjsom hans ethiske Idealisme tog
sig ud. Og mærkeligt var det, han kunde tro
hans ethica viatorum (de Vejfarendes Moral)
var gyldig »for alle undervejs gennem Livet».
Man skulde visselig tro, at den Månd som saa
grundig havde studeret middelalderlige
Kulturidealer i alle Stænder, var bleven klar over
sine egne Synsmaaders forskrækkelige
Relativitet.
Vedel vedblev at skrive saadanne
moralfilosofiske Artikler til op i sin höje Alderdom;
de blev efterhaanden til rene Jeronimusiader,
lange Lister over Ting han ansaa for forkerte.
I sin ordinære Moraliseren kom han i Tidens
Løb til at minde om en anden udpræget
københavnsk Forfatter, Erik Bøgh — blot
at Bøgh var udstyret med et godt Humør,
et Mutterwitz, som den totalt ugemytlige
Vedel aldeles manglede.
Men det vilde være uretfærdigt herover
at glemme, hvad Vedels levende Reflexioner
over Livsspørgsmaal har gavnet hans Kritik
i de unge og frugtbare Dage. Hans
Livsfilosofi var i det mindste i 1890’erne ikke
farisæisk. Hans noble Tolerance og Sans
for at forstaa andres Standpunkter gjorde
ham i de unge Aar til en førende Skikkelse i
den aktuelle Kritik. I Ny Jord, Litteratur og
Kritik og Tilskueren (som han redigerede
.1901—07) fejdede han mod Schandorph og
formanede de unge Digtere til »kækt og
frit at give sig deres Stemninger i Vold,
modigt tegne en Verden, som deres Drømme
bygger sig den op, og som deres vexlende
Stemninger farver den». Han blev den nye
Skoles trofaste Talsmand, tog lempelig til
Orde mod den fremherskende Naturalisme
(til hvilken han selv havde skattet med sin
første Bog, Romanen Stavnsbaand), forsvarede
en Månd som Johs. Jørgensen da han til
umaadelig Forargelse gik over til
Kristendommen og udgav Livsløgn og Livssandhed.
Hans Svar paa dette Skrift (i Tilskueren
1896) er vist nok det bedste Prosa han
nogentid har skrevet. Nogen rigtig Nyromantiker
blev han naturligvis aldrig. Det han holdt af,
var Personlighedens Uddybelse og
Frigørelse; han mødtes paa dette Punkt, som for
ham var Hovedsagen, med Henrik
Pontoppidan og Georg Brandes, to Personligheder han
iøvrigt ikke stod sig videre vel med. For
Eftertiden staar han nærmest som den, der
har protesteret mod Radikalismens egennyttige
og selviske Forvaltning af de store
Frihedstanker, men det fortjener at huskes, at
han engang var Talsmand for en
Forfattergruppe, hvis Program var ret positivt. De
senere Generationer har i Vedel haft en i det
Hele venligt forstaaende, men lidt fremmed
Bedømmer. Længst holdt han ud som
Thea-terkritiker ved Nationaltidende, hvor han først
nedlagde Pennen, da den saa at sige blev
slaaet ham ud af Haanden, eller paa Dansk:
da man bad ham paa Grund af Tidens
Knaphed efter Premiererne om at — telefonere
sine Indtryk til Redaktionen, hvor man saa
vilde bearbejde dem under Sætningen. Det
var dog for meget for Pennemennesket Väld.
Vedel, den uhelbredelige komme de lettres.
Han klarede sig under sin langvarige
Virksomhed som københavnsk Kritikus i det
Hele og Store uden litterære Fejder. Kun
med Johs. V. Jensen, der forargede ham ved
sin Materialisme, havde han i Aarhundredets
Morgen et ret haardt Sammenstød.
Dr.Jensen foer ud imod ham med alt det nervøse
Postyr, der var ejendommeligt for ham i den
Periode af hans Forfatterskab. Vedel lod
sig ikke bevæge til sildige Repressalier, hans
senere Omtale af Jensen var urokkelig loyal
og anerkendende. Kun en Brøkdel af Vedels
kritiske Artikler er optrykt i Bogen Firsernes
Førere (1923), hvor især Stykkerne om hans
kære Henrik Ibsen er fortræffelige. Det er en
Fornøjelse at læse disse Smaa-Arbejder i vore
urolige Tider, for de er saa pæredanske, eller
ærkekøbenhavnske, med deres
Smaaræson-neren, deres mange fortræffelige psykologiske
Bemærkninger, den hele søgende Belysning
paa Skraa eller fra Siden, uden synderlig
Respekt for Emnets Storhed. Han har selv i
den Tid, da han afgjort tilhørte Reserven,
øvet en meget god Gerning i Litteraturen,
ved sin Agtpaagivenhed over for de Værdier
som ikke laa lige for Øjnene, ogsaa f. Ex.
ved at forsvare Digtere som ikke længere var
tidssvarende. Tappert slog han til Lyd for
den vægtige Litteratur, selv naar den havde
Skinnet imod sig: »Den Bog der kun kruser
Sjælens Vandspejl og lufter lidt op i mig,
den er mindre værd end den der rører dybest
op i mig og bevæger Tanke og Følelse for
lange Tider.»
Vedels litteraturhistoriske Forfatterskab er
dog af ulige større Betydning end hans
kritiske. Mindst kendt er nuomstunder hans
smaa Afhandlinger, fordi de aldrig er blevet
samlet i Bogform. De er ikke desto mindre alle
meget værdifulde. Jeg nævner af Bunken:
fra hans Ungdom de om Sterne og om H. E.
357
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
