Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Valdemar Vedel 1865—1942. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valdemar Vedel
denne Skeptiker som næsten kun i litterær
Modsigelseslyst kunde tvinge sig til Tanken
om Existens uden for det tränge Jordelivs
Grænser, søgte i disse Bøger en Aand som
hvilede trygt i det Absolute, skildrede et
Verdensbillede, der var baade lukket og
rundet. Der foresvævede Vedel en Slags Idé
om at skrive et Sidestykke til Georg
Brandes’ Hovedstrømninger i det iç. Aarhundredes
Litteratur — en Bog der hang som et Fatum
over alle danske Litteraturhistorikeres
Hoved, og der paa en Maade ogsaa er ansvarlig
for Vilh. Andersens Tider og Typer af dansk
Aands Historie og Poul Levins Den
naturalistiske Roman. Vedel indvendte undertiden
imod Georg Brandes’ berømte Værk, at de
enkelte Dele ikke var udarbejdede aldeles
efter den samme Plan. Den samme — i og
for sig jo ikke nedsættende — Indvending
kan med større Ret gøres imod hans Værk
om Middelalderen. Første Bog, By og Borger i
Middelalderen, et Forsøg i Kulturpsykologi
(1901) er den eneste som fuldtud svarer til
Vedels Program. Bogen er anlagt sociologisk,
dens Opgave angives som »ganske i
Almindelighed at bestemme, hvordan overalt og
til alle Tider Bylivet og det borgerlige
Erhvervsliv indvirker paa Menneskene og deres
Aandsliv». Som et meget vigtigt Resultat
af dens Undersøgelser naar han til at
fast-slaa, at den borgerlige »Mentalitet» (som det
nuomdage hedder) egentlig er ganske den
samme i Middelalderens Byer som i
Nutidens. Lærerig er her Sammenligningen af
Lovgivningen i de forskellige Stænder — et
Stykke komparativ Retsvidenskab, som røber
den erfarne Jurist. Rent litteraturhistorisk
set giver dette Bind ikke ret stort Udbytte.
Vedel anvender sine digteriske Texter alene
som et socialpsykologisk Materiale. — Den
næste Bog, Helteliv (1903) er snarest et
Bidrag til Poetiken og de litterære Genrers
Filosofi. Tidsrummene respekteres aldeles
ikke i dette Værk; indisk Kunstdigtning som
Damayanti og Nala, danske Folkeviser,
islandske Sagaer, sættes i Selskab med den
oldfranske Heltedigtning. Det er den mest
formelle eller formalistiske af disse Bøger. —
Ridderromantik en i fransk og tysk
Middelalder (1906) er derimod en rent
litteraturhistorisk Undersøgelse. Mens det forrige
Bind nærmest var udarbejdet efter Taines
Methode, optræder Vedel her snarest som
Filolog. Han nærede ellers en vis Mistillid
til den filologiske Litteraturbetragtning, som
ikke kunde se Skoven for bare Træer. I dette
Værk viser han sig paa mange Punkter
Filologerne overlegen. Som en Bédier kun
lidet senere fejede alle de gamle
efterroman-tiske Theorier bort, saaledes vrager Vedel
de gængse Lærdomme om fransk
Middelalderdigtnings Opstaaen af fremmed
Paavirkning eller Folketradition. -— Det sidste Bind
i Serien, Bag Klostermure (1911) er vistnok
det mindst originale, og det hvori
Forfatteren mindst har kunnet føie sig selv ind i et
fremmed Milieu. Det er en smuk og fin Bog,
ogsaa nydelig skrevet, en passende
Indledning for Lægfolk til den gejstlige Litteratur.
Men Vedel var og blev en Gæst paa disse
Omraader. Han udtalte en Gang, at han ikke
kunde lide verdslige Mennesker — men han
befandt sig ikke heller vel iblandt de gejstlige.
En Livsanskuelse, der helt og holdent fandt sin
Basis i det Providentielle, maatte han
nødvendigvis betragte med en stærk Reservation.
Inden Vedel havde afsluttet dette Værk,
skrev han et af sine bedste mindre Arbejder.
I den af Julius Clausen udgivne
Verdens-Litteraturhistorie udsendte han 1898 en
sammentrængt Udsigt over den franske
Skønlitteratur, hvor hans kritiske Medaljonkunst
fejrede sin skønneste Triumf. I de smaabitte
Paragraffer der kunde afses til hver enkelt
Forfatter, gav han det ene Pletskud efter
det andet; jeg nævner paa maa og faa blandt
saa meget andet fortræffeligt den lille
Mester-Karakteristik af Brødrene Goncourt. I
Verdenskulturen (1908) kom hans Fremstilling
Humanisme og Renæssance, som atter paa en
ringe Plads rummede en hel Encyklopædi
af Viden. I Modsætning til J. Burckhardt,
der i sit glimrende komponerede Værk om
Renæssancens Kultur i Italien havde
fremstillet Renæssancen som en kvalitativt
helt egenartet Aandsform, afspærret bagtil
og fortil ved fornemme Begrebsbestemmelser,
søger Vedel at paavise de mange
aands-historiske Sammenhænge med Middelalderen.
Et tredje Arbejde, Holger Drachmann (1909),
fremkommet umiddelbart efter Digterens
Død, er hans gloriøse Afsked med den danske
Litteraturhistorie. Det er en psykologisk
og æsthetisk lige tiltalende Biografi og
Karakteristik af en Forfatter, som Vedel havde
iagttaget paa nærmeste Hold; det er vistnok
den af hans Bøger, som naar videst i
medmenneskelig Forstaaelse. Kun Skade, at
Bogen er alt for lille —• Vedel kunde af
Pladshensyn end ikke indarbejde sine epoke-
359
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
