Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Valdemar Vedel 1865—1942. Af Paul V. Rubow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul V. Rubow
gørende Forskninger over Drachmanns
poetiske Stil i sin Fremstilling.
Vedel var i 1895 bleven Docent (d. v. s.
Professor paa lavere Gage) i almindelig
Litteraturhistorie ved Københavns
Universitet, 1893—1903 tillige Lærer ved
Kunstakademiet i Æsthetik. Først i 1911 blev han
extraordinær og i 1918 ordinær Professor.
Han skal i sit Dekanatsaar have imponeret
alle ved sin juridiske Dygtighed. Ellers deltog
han ikke meget i det akademiske Liv, søgte
sjældent Kolleger, kom næsten aldrig i
lærde Selskaber. Han reserverede sit Jeg for
en lille Kreds af trofaste Venner, havde
overhovedet ingen Smag for offentligt Liv
Som Universitetslærer var han meget
omhyggelig. Han anlagde sine Kursus saaledes,
at Tilhørernes Mængde kun blev en 25—30
Stykker, anvendte Forelæsningsformen i en
Udstrækning som de færreste Professorer.
Naar han kom ind i sit lille Auditorium,
afleverede han et Buk, som plejede at sætte
Studenter af første Aargang i dyb
Forbavselse. Efter denne Reminiscens fra
Brandes-Tiden ventede man sig uvilkaarlig noget
retorisk eller formfuldt, men Vedels
Fore-dragsform var yderst glansløs og undselig;
der var altid meget Guld i det han sagde,
men det glimrede sandelig ikke!
Forelæsningen sluttede ofte et helt vilkaarligt Sted,
saa kom der atter et Buk, og den umaadeligt
høje Månd — Vedel saa ud som en Uppsvensk
— forsvandt med en utrolig Fart. Han bar
ofte det røde Slips til sine Forelæsninger.
Uden for Universitetet holdt han kun ganske
undtagelsesvis Foredrag. Han boede omtrent
indtil sin Afgang i 1933 i en afsides,
højtbeliggende Ejendom paa sit kære Østerbro,
derefter i et lille Hus i Stationsbyen Birkerød
i Nordsjælland. Han foretog ikke saa faa
Udenlandsrejser, især gerne til den ham saa
kære romanske Verden. Vedel var en
myreflittig Arbejder; de smaa Kaar hvorunder han
i sit meste Liv levede, tilskyndede yderligere
hans Produktivitet. Han havde i Sandhed
»des Lebens ernstes Führen»: i hans ydre
Liv, som jo har en meget betydelig
Indflydelse paa det indre, sejrede Faderens Aand
og Traditioner over Moderens; de
kunstneriske Anlæg blev efterhaanden undertrykt.
Hans haardnakkede Flid og om Kant
mindende Levemaade virkede ugunstigt paa
hans Forfatterskab. Han kunde uden Skade
have skrevet meget mindre, og have givet
sig flere Stunder til Vagabonderen og Medita-
tion, som rigtig godt passede til en Side af
hans Naturel.
Denne Levemaade undgik ikke at virke
ind paa hans senere Produktion. Hans Bøger
blev mindre omhyggeligt skrevet end før;
han opdyrkede med Tiden, til ringe Held
for Fremstillingen, en hel Del sproglige
Unoder, som hellere burde være udryddede.
I en uheldig Time havde han forset sig paa
Brødrene Goncourts »écriture artistique» —
artistisk blev hans Stil aldrig, men vel leddeløs
som deres. De enkelte Kapitler i hans Værker
kom ofte til at tage sig ud som et Pensum,
der skulde afleveres. Han skrev baade naar
han var oplagt, og naar han ikke var det —
hver Dag skulde saa og saa mange Sider
tilvirkes ved hans Skrivepult (han skrev
altid staaende). Efter en lang Pause udgav
Vedel i 1918 sit Værk Barok i italiensk og
spansk Aandsliv. For til fulde at forstaa
Originaliteten i dette store Tankeværk —- det
vanskeligste Vedel har skrevet — maa man
erindre, at Barokpsykosen endnu ikke var
brudt ud. Den forrykte Dyrkelse af den
sildige Renæssancestil og Klassicismen som
Frembringelse af en særlig Kulturbacille —
den pseudovidenskabelige
Litteraturforsknings Kæledægge i de sidste tyve Aar —•
existerede endnu ikke. Det Vedel bragte,
var en overlegen kunstvidenskabelig Analyse
af den stærkt perifrastiske og hyperbolske
Stil i de romanske Lande omkring Aar 1600.
Her er saa ypperlige Ting som Redegørelsen
for Petrarkismen, Novelledigtningen, Tasso
og den pastorale Poesi, ogsaa udmærkede
Undersøgelser af Enkeltværker som den
berygtede galante Roman Diana af
Monte-mayor. Det var vist herefter Vedels Mening
at gaa direkte over til hans elskede franske
Klassicisme; Barokbogen skulde kun have
været et Fodstykke til dette Arbejde. Men
Vedel gav sig forinden Stunder til at
udarbejde to Bøger om Renæssancetiden:
Renæssancens Frembrud (1922) og Højrenæssancen
Syd og Nord for Alperne (1923) — begge i
svensk Oversættelse af Axel Nihlén 1927.
Det er en videre Bearbejdelse af det gamle,
friske Udkast fra. 1908, med nogle Islæt fra
Dante og Fra Italien. Arbejdet har paa mange
Maader vundet ved at udføres i en saadan
Bredde, især er Billedkunstens Vidnesbyrd
om Aandslivets Verdsliggørelse fordelagtigt
udnyttet. Men der er egentlig ikke kommet
mange nye Tanker til. Bogen imponerer som
Vedels andre ved sin Beherskelse af et uhyre
360
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
